Fra mesterværk til midtbane: Sådan blev U2s albums modtaget

"Songs of Experience" er studiealbum nr. 14 fra den irske rockgruppe siden U2s debut i 1980. Se her hvordan de første 13 blev modtaget:

U2 - ude med studiealbum nr. 14. Fold sammen
Læs mere
Foto: BEN STANSALL

Songs of Innocence, 2014

U2 leverer varen på stærkt comeback

Michael Charles Gaunt, Berlingske: »Med »Songs Of Innocence« viser U2, at der stadig er gods og virkekraft i de gamle drenge. Det er som om, at den mere personligt tilbageskuende tilgang har tændt noget i bandet. Vist dem en vej frem.

Man kan mene, hvad man vil om gruppens evige insisteren på at besynge og tonsætte de helt store følelser. Det gør de stadigvæk. Men der altså få, der har formået at gøre det i samme skala - og med samme stålsatte overbevisning - som U2. Og den evne er stadig intakt her 35 år inde i karrieren. Ikke så lidt af en bedrift.«

Fire stjerner

No Line on the Horizon, 2009

Ikke godt nok, Bono

Thomas Søie Hansen Berlingske: »U2 er ikke i gavehumør på deres 12. studiealbum, som er præget af skuffende tekster fra frelserens hånd, af U2’s egen midtbanerock. Men desværre også af lidt for lidt musikalsk vovemod.«

Tre stjerner.

How To Dismantle An Atomic Bomb, 2004

U2 forklædt som sig selv

Thomas Søie Hansen, Berlingske: »I sin helhed lyder »How To Dismantle An Atomic Bomb« slet ikke højspændt, skelsættende eller überinteressant. Men derimod af det brede U2, melodiske, poprockede og dermed radiosikre U2.«

4 stjerner

All That You Can’t Leave Behind. 2000.

Supergruppe på tilbagetog

Thomas Søie Hansen (før stjernetiden): »Sammenfattende er der tale om et U2-album, der ligger på den rigtige side af det jævne. Et af den slags album, der vokser med tiden for hver gennemlytning. Efterhånden fremstår det som en helhed. Og som enhver anden menneskeskabt helhed, er »All That You Can't Leave Behind« sammensat af nogle svage led - gedigent håndværk - og nogle virkelige gode passager.«

Pop 1997.

Midt i et krydsfelt

Per Reinholdt Nielsen, Berlingske: »På »Pop« lyder U2, der altid har haft en unik lyd, stadig som sig selv, men har samtidig taget et skridt ind i det atmosfæremættede og spekulative trip hop-terræn og gør dygtigt brug af technoens klippeteknikker, lydbehandlinger og maskinelle grooves. »Pop« er en gigantisk pulsende livmoder af lyd, der sjældent manifesterer sig i regulære højstemte sange, men som i sin sorte bundfarve og holmgang med stikkende rytmer og flænsende guitarer, i sine manende tusmørkestemninger og mangestemmige lydscenerier er en samling, man gang for gang nærmer sig med større og større respekt.«

Zooropa, 1993

Livet og døden i Zooropa

Lars B. Jørgensen, Berlingske: »Lyden er tætsluttende klaustrofobisk, mere orienteret mod en rytmisk levende bund i nøgne arrangementer, men det sker ofte på bekostning af melodisiden. Bortset fra den hypnotisk fængende single »Numb« (sunget og skrevet af The Edge), »Stay«, »Babyface« og den corny »The Wanderer«, virker resten af sangene lidt ufærdige. Det kan der sagtens ligge en styrke og charme i, men man sidder alligevel tilbage med en fornemmelse af, at måneskinsarbejdet er gået lidt for hurtigt og at »Zooropa« mere er et pausekomma end et udråbstegn af et album. Dårligt er det ikke, men den indfrier heller ikke forventningerne.«

Achtung Baby 1991

Det er storslået og storartet

Lars B. Jørgensen, Berlingske: »Det har ikke været nemt at være Bono, at dømme, men nu lyder han i det mindste som en mand, der har fundet hvad han leder efter (jvf. »Still Haven't Found What I'm Looking For«) og mistet det igen. Hans ofte hårdt anspændte og troværdighedsanglende sang, bliver nu pludselig glødende katarsis. Bedre er han ikke hørt siden han udstillede al sin voksenangst og weltschmertz på debuten »Boy« tilbage i 1980. »Achtung Baby« er sammen med R.E.M.s »Out of Time« en af årets store udgivelser fra en af de »store« grupper, der ikke stiller sig tilfredse med gentagelsens glæde, men viser, at rockmusikken langt fra har udtømt sine formler, hvis man evner og tør at vise ansigt, og bryde med den herskende vanetænkning. Storslået og storartet.«

Rattle & Hum 1988

Rockmusik til 90’erne

Ebbe Rossander, Berlingske: »Fra første nummer til afslutningen står der mesterværk malet med meterhøj graffiti over U2’s nye dobbelt-lp, “Rattle & Hum”. 72 minutters intens og følelsesladet rejse igennem den irske gruppes musikalske univers og øjeblikkelige ståsted. Ikke kun en dobbelt-lp, et værk.«

The Joshua Tree, 1987

Forrygende U2

Ebbe Rossander, Berlingske: “Suverænt gruppens bedste udspil til dato. .. Det er stadig stor rockmusik med lange , flotte lydbilleder der langsomt bygges op omkring Bonos Vokal, men det er ikke rock for hængemuler… Spændingen og intensiteten holder sig.«

The Unforgettable Fire 1984

Rolling Stone skrev om pladen at det virkede som om den fortsatte i det uendlige med den samme guitarlyd, højstemte sound og småkedelige lyrikbilleder. U2s originale kraft slår kun sjældent igennem, men når den gør, tilgiver man dem.

 

War 1983.

Impotent rock

Musikmagasinet NME sammenlignede pladen med Boy og mente, at War var kedelig og statisk, og hvor Boy skabte ild og fantasi, viste War bare simpel venstreorienteret bevidsthed. Man kunne godt lide »New Years Day«, men mente ellers at pladen var endnu et eksempel på rockmusikkens impotens og nedtur. Rolling Stone kunne dog godt lide den og mente for eksempel, at sangene stod meget klarere både i kvalitet og budskab end Clash samtidige »London’s Calling«.

October 1981

Den irske lyd

Melodi Maker skrev at » hele den musikalske følsomhed er skabt af et stærkt tilknytningsforhold til hjemland og traditioner. Det giver dem en helt anderledes referenceramme end andre grupper, og på »October« formår de at samle et bombardement af forskellige inspirationer og skabe en samlet musikalsk krop.« Mens NME mente at musikken såvel som Bonos stemme var simpel og forceret.

Boy 1980

Årets unge poeter

NME roste albummet for at være ærlig, direkte og markant, mens magasinet Page of Sounds  kaldte bandet »årets unge poeter«. The Guardian kaldte »Boy« for et stærkt debut album, men kostaterede dog, »det har bare brug for nogle lidt stærkere melodier for at gøre et rigtigt stort indtryk.«