Fra laksko til strømpesokker

Diplomatiet har fået ondt i ledelsesstilen. Tiden er løbet fra den gamle, ophøjede ledelsesstil, og når medarbejderne føler sig ugleset, så bliver selv de største ambassadører kaldt til orden. Som i Washington og Paris.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Eventyrlysten og udlængslen driver værket i udenrigstjenesten – en af statsadministrationens største arbejdspladser. Og for en hel del af de ansatte er både ambitionerne og skilsmisseprocenten i top. Til gengæld er det ikke altid skæg og ballade at være ansat i Udenrigsministeriet. Med eller uden forflyttelsespligt.

Rundt om i verden sidder der stadig en gruppe af ambassadører, som er rigtig gode til at føre sig frem i laksko på de bonede gulve, og som skarpt og professionelt analyserer diplomatkollegernes vurderinger af verdenssituationen. Men over for de underordnede ansatte opfører de sig som små konger med en ledelsesstil, som ind imellem opfattes som despoti og tyranni, og til andre tider som enten helt fraværende eller nidkært kontrollerende.

»Det kan være et helvede. Nogle behandler personalet som tyende. Andre skriver op i en lille sort bog, hvis de underordnede begår en fejl. Der har været nogle grove tilfælde af magtmisbrug, men der er ved at komme nye toner i ministeriet,« siger en mangeårig medarbejder med flere end en halv snes udeposteringer i bagagen.

Det hører til sjældenhederne, at de tungeste ’hvide elefanter’ bliver trukket frem i offentligheden, fordi de har fået ridser i lakken. På det seneste er det sket med såvel ambassadøren i Paris, Niels Egelund, og ambassadøren i Washington, Friis Arne Pedersen.

Begge skydes i skoene, at de har en meget autoritær og negativ ledelsesstil. Og blandt medarbejderne på de to ambassader har der været så megen murren i krogene, at en kontorchef fra ministeriets personaleafdeling personligt er mødt op og har gennemført samtaler med samtlige ansatte.

I PARIS FIK den 62-årige Niels Egelund en ubændig lyst til at pensionere sig selv et halvt år før kontrakten udløb – og han rejste hjem i den forgangne uge uden kommentarer til medarbejderne. Nogle af dem måtte læse nyheden i pressen.

En kilde beskriver Paris-ambassadøren som »kynisk, diktatorisk og langt hen ad vejen et udtryk for den ledelsesstil med ’små konger’, som plager Udenrigsministeriet«.

Flere medarbejdere ved ambassaden beskriver samtidig Egelund som en »knalddygtig sagsbehandler«, der gjorde sig positivt bemærket ved at besøge Paris’ største moské under Muhammed-krisen for at gyde olie på vandene.

Til gengæld lægger han ikke sine diplomatiske fingre imellem over for sine ansatte. En kilde fortæller om medarbejdere, der tog ordet, som enten blev ignoreret fuldstændig eller afvist som ren og skært sludder. Ikke mindst lokalansatte »fik en rigtig, rigtig hård medfart, ofte baseret på hans sympatier og antipatier«.

Men den går ikke længere i en moderne udenrigstjeneste.

»I København var man ikke tilfreds med ledelsesstilen. Der var for megen murren i krogene,« fortæller en diplomatisk kilde.

Niels Egelund har ikke ønsket at lade sig interviewe til Berlingske Tidende til denne artikel.

OGSÅ I WASHINGTON skydes der med skarpt på den 56-årige Friis Arne Pedersen, der siden 2005 har stået i spidsen for Danmarks fornemste ambassade efter en lille snes år som Udenrigsministeriets de facto ansigt udadtil i København.

»Han er ubehagelig. Og han elsker at være frygtet. Og er ekspert i at skabe usikkerhed. Hvis han siger, at man skal få en elefant til at flyve, så prøver folk på det,« siger en kilde med adskillige års erfaring på ambassaden i Washington.

I samme åndedrag hedder det, at Friis Arne Pedersen er hamrende effektiv og dygtig til at skabe resultater. Men det siges også, at medarbejdere er gået grædende hjem efter at have fået et møgfald og blevet beskyldt for ikke at være dygtige nok.

Utilfredsheden har som i Paris givet anledning til et flere dage langt besøg fra personaleafdelingen i København til en snak om, hvordan man skaber en god arbejdsplads.

Friis Arne Petersen erkender over for Berlingske Tidende, at der har været en undersøgelse af medarbejder-utilfredsheden på USA-ambassaden.

»Jeg hørte, at der var nogle – en eller flere – der ikke var trygge ved min ledelsesstil. Derfor bad jeg selv ministeriet om at få det ordentligt undersøgt hos hele medarbejderstaben. Jeg tror, det var tillidsrepræsentanten i København, der fremførte det over for ledelsen. Den kritik er aldrig blevet konkret eksemplificeret over for mig,« siger Friis Arne Pedersen.

Han understreger, at han på ingen måde kan genkende, at han skulle skabe usikkerhed og være negativ og kalder karakteristikken for ubalanceret.

»Jeg er da ked af, hvis folk opfatter mig som en, der ønsker at bruge frygt. Jeg er meget engageret som chef, interesseret i at være professionel, og jeg kunne ikke drømme om med den sociale baggrund, jeg har, at gøre folk nervøse eller skabe frygt. Hvis jeg gør det, så er jeg virkelig ked af det, og så bør folk sige det til mig,« siger han og betegner sig selv som en moderne leder.

»Det var mig selv, der som direktør i ministeriet indførte den værdibaserede ledelse,« fremfører Friis Arne Pedersen.

Ingen af de medarbejdere i Udenrigsministeriet, som Berlingske Tidende har talt med, ønsker at kommentere kritikken af de »gammeldags« ledere med fuldt navn. Det vil formentlig ikke være til fordel for karrieren.

Men i personaleafdelingen bekræfter man, at personaleledelse står meget højt på dagsordenen, når de diplomatiske ledere bliver bedømt.

I ministeriets lederprofil hedder det, at topdiplomaterne i dag »først og fremmest skal være en god personaleleder«, der skal fremme arbejdsglæde og motivation hos alle medarbejdere, og at lederen skal »give og modtage ærlig og konstruktiv feedback«.

»Der bliver arbejdet meget med at skabe større gennemsigtighed i erkendelse af, at de gode resultater kun opnås ved motiverede og engagerede medarbejdere,« siger en centralt placeret kilde i ministeriet.

Den nye stil har også resulteret i, at man ved besættelse af ambassadeposter i højere grad satser på en række yngre kontorchefer med en helt anden tilgang til lederfunktionen.

Dels fordi en anerkendende personalepolitik er afgørende for, at ministeriet kan fastholde sine medarbejdere. Det bliver sværere at få folk til at rejse ud, bl.a. fordi ægtefællen har sin egen karriere at passe. Og en del medarbejdere vælger helt at forlade ministeriet i en tidlig alder, hvis mulighederne dér ikke passer med enten karriereplaner eller familieliv.

Samtidig har tidligere års store besparelser medført, at antallet af lokalt ansatte er steget væsentligt, og det er en personalegruppe, som ikke længere finder sig i at blive behandlet som diplomatiets C-hold.

Dels fordi globaliseringen har udvidet diplomat-begrebet betragteligt. Nu skal man ikke kun begå sig på de bonede parketgulve. Muhammed-krisen, krigene i Irak og Afghanistan og kampen mod terror har vist, at der i lige så høj grad er behov for at kunne finde rundt blandt religiøse og kulturelle ledere i dubiøse baggårde og moskeer.

Derfor skal den moderne ambassadør kunne samarbejde. Både i laksko, i gummistøvler og i strømpesokker.