Fra »Kriger« til »Badehotellet« og »Herrens veje« - Lars Ranthe fylder 50 år

50 år mandag. Fra skibums og breakdance til skuespiller. Lars Ranthe har altid fået det til at se så let ud.

Lars Ranthe får det meste til at se så let ud. Nu fylder han 50 år Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Nogle mennesker får det til at se så let ud. Som om talent bare er noget, man er født med og ikke også kræver hårdt arbejde. Sådan er det med den danske skuespiller Lars Ranthe.

Først var det redskabsgymnastikken, der fik hans opmærksomhed. Siden blev det skiløb og breakdance. Til glæde for mange danskere kastede han sig siden over skuespillet, der har ført ham i et utal af retninger inden for de seneste par år. I 2018 var han næsten uundgåelig, hvis man tændte for sit fjernsyn.

Men det begyndte altså med kroppen.

Lars Ranthe var kun ganske ung, da han kastede sig over redskabsgymnastikken. I senere interview har han fortalt, hvordan faderen fulgte ham til de obligatoriske onsdagstræninger og opildnede sønnen, der allerede dengang havde masser af konkurrencementalitet.

Ramt af en vognstang

Samme iver faldt over Ranthe, da han opdagede den mærkelige og ukendte dansegenre breakdance, som Ranthe blev præsenteret for gennem en lokal fyr med collegejakke og hvide handsker. Det var i 1980erne, og kun de færreste vidste, hvad det betød, når man lavede ormen eller kopierede Michael Jacksons backslide. Dem, der vidste det, var til gengæld ellevilde.

Lars Ranthe blev god til det, så god, at hans navn nævnes mere end en gang i P3s store gennemgang af den danske hip hop-kultur »Den Nye Stil«, der kan streames som podcast.

»Det ramte mig som en vognstang lige i maven. Det skal jeg, det der,« som Lars Ranthe fortalte Politiken i 2012, der også beskrev skuespillerens selvtillid.

»Hvis man skal arbejde sig psykologisk frem hver gang, bliver det for meget. Jeg tager en maske på, og så er jeg en anden person. Jeg giver ikke så meget for det der med, at det skal overtage din personlighed,« siger Lars Ranthe, der  fylder 50 år mandag den 26. august 2019.. (Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

»Jeg var overbevist om, at jeg var verdens bedste til alt, og med den overbevisning kan man komme langt. Store bedrifter bliver tit lavet af unge mennesker, som har haft skyklapper på, og som har haft én overbevisning.«

I nogle år dyrkede han dansen intenst - både i Urbanplanen og på Thomas P. Hejles ungdomsklub, der var selve epicentret for den danske hip hop-kultur. Da genren blev for kommerciel, stod Ranthe af og udskiftede sin hobby med noget nyt og mere krævende: Skisport.

Fra »Gummi-Tarzan« til »Dirch«

Det var først efter gymnasiet og nogle år som skibums, at Lars Ranthe søgte optagelse på Odense Teaters Elevskole, hvor han kom ind i første forsøg. Det var også her, han blev voksen og lærte at tvivle på sig selv. Eller måske i hvert fald se sine begrænsninger. Det er der også en styrke i, og siden har Ranthe haft et utal af roller.

Den vævre skuespiller er ingen aristokrat. Både den godmodige familiefar og baggårdens hårde hund passer godt til hans gemyt.

Og man må give ham, at han indeholder mange facetter. Lars Ranthe debuterede i »Gummi-Tarzan« fra 1981, men brød for alvor igennem med rollen som den næstekærlige læge Jakob i DRs søndagsserie »Sommer« fra 2008. Fire år senere blev han spurgt, om han ville spille Kjeld Petersen i »Dirch«.

Filmen delte anmelderne, men danskerne strømmede til, og Lars Ranthe modtog både kritikernes og branchens ros, da han indkasserede en Robert og en Bodil for sin rolle.

Herefter gik det hurtigt: Siger man titlerne på alle de ting, som Lars Ranthe deltog i forrige år, lyder det som en af de remser, børn synger, når de spiller bold:

»Kriger«, »Friheden«, »Broen«, »Badehotellet«, »Herrens veje«, »Håbet« og »Greyzone«. Bum.

Det store arbejdspres blev håndteret med vanlig coolness og arbejdsiver. For Lars Ranthe er det skuespillerarbejde og teknik. Ikke magi.

»Hvis man skal arbejde sig psykologisk frem hver gang, bliver det for meget. Jeg tager en maske på, og så er jeg en anden person. Jeg giver ikke så meget for det der med, at det skal overtage din personlighed. Der er folk, der snakker om en rolle i et halvt år, spiller den og lægger sig syge i et halvt år bagefter. Det er ikke mig,« sagde han til Berlingske sidste år.

Selvtilliden fejler stadig ingenting, men det behøver den heller ikke, når tingene ser så nemme ud.