Fra intimitet til brutalisme

Eva og Nils Koppel havde en enormt stor og enorm blandet produktion. Men arkitekterne bag monsterbyggerier som Panum havde de bedste intentioner – og navnlig som unge skabte de mange fine huse,

Omsider
Omsider foreligger en bog om arkitektparret Eva og Nils Koppel.
Det er en bog, der blandt meget andet behandler nogle af de mindst elskede institutionsbyggerier i velfærdsstatens Danmark - byggerier som Panuminstituttet og Københavns Universitet Amager.
Og omsider udkommer den. Det har været en lang proces, siden jeg selv for fire-fem år siden sammen med adskillige andre blev kaldt til et møde for at bidrage til en diskussion om disponeringen af bogen.
Af samme grund er denne artikel ikke en anmeldelse, men en anledning til at fortælle om Eva og Nils Koppel, nogle af deres bygninger og det arkitekturideal, parret forfægtede.
Bogens forfattere – Johannes Hedal Hansen og Jennifer Dahm Petersen – har skrevet et forsvarsskrift for det ofte udskældte arkitektpar. Det er en kærlig bog, og den giver en indsigt i de kvaliteter, de mener, bygningerne besidder.

Men først lidt om parret
Eva Koppel (1916-2006) og Nils Koppel (1914-2009) blev begge uddannet på Kunstakademiets Bygningsskole, som Arkitektskolen hed på det tidspunkt, og i sidste halvdel af 1930rne arbejdede begge i lange perioder på den store finske arkitekt og designer Alvar Aaltos tegnestue. I 1946 åbnede de egen tegnestue. Og som det så poetisk formuleres i bogen, var det den »kønne bankdirektørdatter fra Fyn, der forelsker sig i den kulturradikale redaktørsøn fra Københavns borgerskab«. Det sker i 1935 på Polyteknisk Læreanstalt i København, hvor hun studerer matematik, og han læser til maskiningeniør. Det antages, at hun var den drivende kraft bag beslutningen om at søge optagelse på arkitektskolen – det havde hun drømt om, siden hun var helt ung – og med en baggrund som søn af en Politiken-redaktør, Valdemar Koppel, og en opvækst i et klassisk kulturradikalt miljø har han næppe været vanskelig at overtale.

Arkitekten Poul Henningsen er blandt tidens æstetiske fyrtårne. Vilhelm Lundstrøms billeder karakteriserer PH som »skønheden ved det simple og det enkle«, og det simple og enkle kendetegner mange af Koppels bygninger.

Poul Henningsen har tegnet en villa med atelier. Den ligger over for parrets første adresser, som lå lige ved siden af hinanden (boede sammen uden at være gift gjorde de trods alt ikke), og af Lundstrøm købte de deres første maleri, en af hans opstillinger af genstande, og det bliver begyndelsen til en omfattende kunstsamling.

Parret bliver gift i 1936 – og i sin tale byder brudens far, Nils Koppel, velkommen i familien med disse hjertelige ord: »Når en pige som Eva vil ha’ dig, så må der alligevel være noget ved dig.«

Det var der. Blandt meget andet spiller han under besættelsen en rolle i modstandsbevægelsen, der betyder, at han på et tidspunkt fængsles. Da han efter nogen tid slippes fri, flygter parret til Sverige, hvor de igen træffer Alvar Aalto, der skaffer dem arbejde hos først en af sine samarbejdspartnere og siden sig selv.

Bogens forfattere bemærker, at den massive flugt af arkitekter til Sverige – udover Koppel-parret arbejdede for eksempel Tobias Faber, Arne Jacobsen og Jørn Utzon også i Stockholm – bidrog til et forspring for moderne svensk arkitektur, mens den danske »sygner hen under materialeknaphed og mangel på intellektuelle stimulanser udefra«.

Det er noget af et traume i dansk arkitekturhistorie, at Jørn Utzon fik opført så relativt få bygninger i Danmark. Herunder at det ikke blev ham, der vandt konkurrencen om at opføre den tredje Langeliniepavillon, efter at den første var blevet revet ned, og den anden sprængt i luften af besættelsesmagten.

Men efter en række smukke enfamilieshuse og mere moderate opgaver for såvel det offentlige som private bygherrer, vandt Eva og Nils Koppel konkurrencen om en ny pavillon ved Langelinie og opførte også den nuværende, som blev en af de Koppel-bygninger, mange har en mening om.Måske er det de gode minder fra stedet, men den, der skriver disse linjer, har et positivt indtryk af den elegante Mies van der Rohe-inspirerede bygning med den fine udsigt over vandet. Det – og flere andre af parrets bygninger fra efterkrigstiden og 1950erne – udmærker sig ved at være lave og overskuelige. Men så går de i højden.

Det er i den forbindelse interessant – også i forhold til vor egen tids diskussion om at erstatte gamle bygninger med nye – at Københavns Universitets daværende rektor mente om universitetets bygninger på og omkring Frue Plads, at det bedste ville have været at rive dem ned og bygge noget nyt.

Så vidt kommer det ikke. Men Eva og Nils Koppel gør sig nogle tanker om, hvordan man skaber ny arkitektur i gamle miljøer. Tanker, der har gyldighed i dag:

»Det, der virker ødelæggende paa et gadebillede, er at placere en stor enhed midt imellem en række af smaa enheder. Tænk, hvis man f.eks. rev tre-fire ejendomme i Nyhavn ned og smækkede en stor kasse op i stedet. Det ville være skrækkeligt. Hvis blot man overholder kravet om enheden, kan man udmærket lægge et moderne hus – ja, et glashus, om det skal være – midt i en række af gamle bygninger.«

Bogens i øvrigt rige billedmateriale i et mix af ældre og nyere fotografier samt arkitekttegninger giver eksempler på, hvordan Eva og Nils Koppel mener, det kan lade sig gøre. Men det blev jo blandt andet høje læreanstalter, parret blev mest udskældt for, som for eksempel Panum. Dertil kom blandt adskillige andre Københavns Universitet Amager – forkortet til KUA – der blev opført som lave pavilloner, der siden kunne erstattes af noget mere ambitiøst på den studerende ungdoms vegne.

KUA led jeg selv under. Når man ser de sommerlige billeder af, hvad der skulle have været et midlertidigt universitetsbyggeri til afhjælpning af en vanskelig lokalesituation i indre by, griber man sig i at spekulere på, om det virkelig var så slemt.

Ak! Det var det – og retfærdigvis omfatter behandlingen af byggeriet også ældre sort/hvide billeder, der giver et indtryk af, hvor kedsommeligt universitetsbyggeriet på Amager var.

Det strukturelle konstruktionsprincip med ens udseende gange, trapper, disponering af undervisningslokaler og kontorer til de forskellige personalegrupper gav som udgangspunkt mulighed for en fleksibel indretning. Men sammen med et dårligt indeklima blev det også projektets problem: Alt lignede det samme – og selv forsøg på at pynte med kunst blev ikke til andet end plastre på sårene. KUA blev et meget uinspirerende studiemiljø, som studerende i hvert fald tidligere forlod hurtigst muligt efter undervisning. Trods forsøgene på at skabe mødesteder med frisk luft i de indre gårdhaver.

Beton kan være et meget smukt materiale anvendt rigtigt. På KUA var det blot brutalt. Og mange må have tænkt, at det var besynderligt, at der inden for et lille lands grænser kunne være et venligt pragtbyggeri som Aarhus Universitet og så skodbyggeriet på Amager. Som – for lige at gentage det – til arkitekternes forsvar var tænkt som et midlertidigt byggeri, der blot fik lov til at stå til 2010.

Selv om intentionerne om Panum som et bycampus var de bedste, og selv om Panum har betydelige indre kvaliteter, er komplekset mellem Tagensvej, Nørre Allé og Blegdamsvej heller ikke blevet en elsket bygning.

Navnlig den store mur mod Tagensvej og Rigshospitalet har gennem tiderne ofte været genstand for kritik af, hvor ufølsomt, arkikter kan udtænkt bygninger, og hvor afvisende, bygninger af denne art kan opfattes. Men konstruktionen var velbegrundet. Da Panum skulle opføres, var det planen, at Lyngbyvejen skulle videreføres fra nord via Tagensvej til en flersporet motorgade langs Søerne.

Eva og Nils Koppel mente det bedste, og også i deres uddannelsesinstitutioner, der desuden omfatter for eksempel H.C. Ørsted Instituttet og DTU, arbejdede de for at imødekomme et nyt samfunds behov for rationelle universiteter og forskningsinstitutioner.

Men de blev overhalet af en ny tid, der – det er i hvert fald en fremherskende tendens – ville have overskuelige rum og alt andet end motorveje i byerne. For at vende tilbage til Panums store murstensmur, er det således slående, at udviklingen for tiden går i retning af busser i særlige baner og heftigt trafikerede cykelstier, snarere end personbiler, og det harmonerer dårligt med Panum-bjergets lange uinspirerende brutalisme. Eva og Nils Koppel var klar over, at gårdhaver og parkanlæg var en god idé, for det tiltaler de fleste mennesker, men de blev overhalet af andre arkitekter, der i langt højere grad forsøger at skabe små byrum og mødesteder til hyggetiden.

Det er en imponerende præstation, at bogen nu – efter adskillige års stort arbejde – er udkommet, og den tegner et facetteret billede af arkitektægteparret med de rigtige intentioner og de mange fine, mindre byggerier – herunder indpasninger i den eksisterende bygningsmasse – der var lige ved at blive glemt i skyggen af både andre bygninger og andre af deres tids arkitekter.

Johannes Hedal Hansen og Jennifer Dahm Petersen »Eva og Nils Koppel« er udkommet på Strandberg Publishing. Pris: 500 kr.