Fra Horsens til verdens ende

Da Berlingske Tidende lavede sin liste over Alle Tiders Største Danskere, kom Vitus Bering ikke med. Horsens-drengen skabte sig ellers en enestående karriere i Rusland, og med sine ekspeditioner åbnede han op for udforskningen af den nordlige jordklode. I en ny bog af Orcutt Frost: »Bering - The Russian Discovery of America« udnævnes Vitus Bering sammen med Christopher Columbus og James Cook til verdens største opdagelsesrejsende.

Fra Horsens til verdens ende - 1
Misundelige konkurrenter gjorde sig store anstrengelser for at nedtone resultaterne af Vitus Berings to ekspeditioner, og et ikke særlig flatterende maleri af ham gav ham et ry som en lidt doven tyksak, men hans voldsomt krævende togter - der i sidste ende kostede ham livet - var de størst anlagte videnskabelige ekspeditioner i 1700-tallet, og han var ildsjælen bag det dristige vovestykke. Maleri af Vitus Bering, kunstner ukendt. Fold sammen
Læs mere

Danskeren Vitus Jonassen Bering blev udnævnt af zar Peter Den Store som leder af den første Kamtjatka Ekspedition i årene 1725-1730 og zarinde Anna Ivanovna genudnævnte ham til leder af den anden Kamtjatka Ekspedition 1733-1743. Disse omfattende og farefulde rejser konsoliderede og udvidede det russiske imperium fra Sibirien til Nordamerika, og de grundlagde den videnskabelige udforskning af Sibirien og den nordlige jordklode.

Ekspeditionerne var Ruslands ambitiøse forsøg på at hævde sig, og de kostede en formue. Der blev bygget skibe specielt til formålet, tusindevis af mænd blev hvervet og enorme mængder forsyninger blev fremskaffet.

Bering døde på vej hjem fra den sidste store ekspedition og ligger begravet på Bering Ø, men hans togter var vellykkede. Alligevel fremstod han i de efterfølgende århundreder ikke med samme ry som andre opdagelsesrejsende. Misundelige konkurrenter og et ikke særlig flatterende maleri af ham gav ham et ry som en lidt doven tyksak, der ikke havde format til at lede de krævende rejser. Det spillede også en rolle, at russiske magthavere ikke så med begejstring på udlændingenes store rolle for nationen. Det er der blevet rettet op på i de senere år. De danske forskere Natasha Lind og Peter Ulf Møller har med flere værker genrejst hans ry. Han ledede ikke alene den største videnskabelige ekspedition i 1700-tallet, hvis man regner efter antal deltagere og investerede pengemidler, men han spillede selv en aktiv rolle i udformningen af ekspeditionens mål. Og han var aldeles ikke passiv eller uengageret, men ildsjælen i det dristige vovestykke.

Den positive fremstilling af Vitus Bering bliver understøttet af den nye biografi om Bering, som professor Orcutt Frost nu har skrevet.

Den russiske forbindelse
Vitus Bering startede sin sømandskarriere på danske skibe. Det var imidlertid i russisk tjeneste, han gjorde karriere og blev kaptajn. Efter nogle år, hvor karrieren stod i stampe, lykkedes det ham at opnå det eftertragtede hverv som leder af den første ekspedition, der ifølge Peter den Store skulle finde en landforbindelse mellem Rusland og Amerika og kortlægge Sibirien og de nordlige områder. Det var ikke helt uden betydning for Berings udnævnelse, at hans svigerinde havde giftet sig med en admiral i den russiske flåde. Vitus Bering drog af sted med folk og proviant, og det tog tre år at nå fra Sankt Petersborg til Stillehavet, hvor skibet skulle bygges. Bering sejlede derpå med sit skib rundt om Sibiriens nordøstlige hjørne og kunne dermed fastslå, at der var vand mellem Rusland og Amerika. Det stræde fik hans navn. Men den endelige triumf ved at nå Amerika glippede. På et tidspunkt lykkedes det sandsynligvis Bering at komme indenfor synsfelt af Amerika, men han besluttede at vende om for ikke at sidde fast i isen og i øvrigt var det så tåget, at der var usikkerhed om, hvorvidt det virkelig var Amerika. Beslutningen om at vende hjem finder Orcutt Frost klog, men Bering blev i sin samtid skarpt kritiseret for den.

Uendelige strabadser
Peter den Store var død i 1725, netop som Vitus Bering var på vej til sin første ekspedition. Bering kom hjem til et Rusland uden Peter den Stores klare lederskab og visioner og havnede i et virvar af intriger og dårlig kommunikation. Orcutt Frost viser, at Bering deltog aktivt i realiseringen af den anden ekspedition. Og i 1733 kunne Bering sætte sig i spidsen for et togt, der var betydelig mere ambitiøs end det første. Rejsen startede som den første med en slædetur med heste over 3.000 km til Ruslands yderste østlige kyst. Bering skrev selv: »Jeg kan ikke sætte ord på, hvor vanskelig rejsen er.« Mandskabet var stort, for ekspeditionen havde både soldater og arbejdere med sig. I alt drog ca. 3.000 mand af sted, og Bering tog sin kone Anna og de små drenge på ni og ti år med på første del af turen på land. Det var ikke uden fare, for russerne blev angrebet af den fjendtligt stemte lokalbefolkning flere steder. Danskeren Morten Spangberg, der sandsynligvis stammede fra Esbjerg, var ekspeditionens næstkommanderende og en af Berings nære medarbejdere.

Berings opgave lød på at finde og kortlægge den amerikanske vestkyst og Sibiriens ishavskyst samt udforske handelsvejene til Japan. Men det spillede tillige en rolle, at man aldrig havde taget Berings ord for gode vare, at Rusland og Amerika ikke var landfast, så også det skulle han atter undersøge.

Anna og to af børnene drog med ekspeditionens første del dybt ind i Rusland. I juli 1737 nåede Bering havnebyen Okhótsk, der lå lidt syd for halvøen Kamtjatka. Her skulle skibene bygges, og her sagde Vitus Bering farvel til sin familie. De drog tilbage mod Sankt Petersborg, og Bering så dem aldrig igen.

Sult og sygdom
Området var øde og uvenligt, men skibene blev bygget og proviant fremskaffet. Flere ekspeditioner udsendtes for at kortlægge området nordpå ved Japan og øgruppen Kurilerne, og her spillede Morten Spangberg en afgørende rolle.

Ekspeditionen var i det hele taget en prøvelse og udfordring, der var langt skrappere end hvad spanske, portugisiske eller engelske opdagelsesrejsende udsattes for. Her var ikke tale om at tage af sted i ro og mag fra en vestlig havn med kønne piger på kajen. I det yderste af Rusland døde mandskabet på stribe. De måtte ikke alene kæmpe mod naturen, sulten og sygdomme, men også mod den fjendtlige sibiriske befolkning, opposition fra det hårdt prøvede mandskab og vrangvilje fra lokale myndigheder.

Det værste for Vitus Bering var måske, at han ikke havde den fuldstændige ledelse. Der var efter normal russisk skik nedsat et råd af officerer, hvor de endelige beslutninger skulle tages. Denne foranstaltning har uden tvivl været med til at svække Vitus Berings omdømme i eftertiden.

Alaska ohøj
I 1740 brød Bering op fra Okhótsk, men måtte overvintre på halvøen Kamtjatka. Så først i juni 1741 sejlede Berings to skibe fra Kamtjatka mod Amerika. I juli nåede de Alaskas kyst, og opgaven var dermed delvist løst. Imidlertid blev hjemturen et mareridt. Skørbug og storme drev mandskabet til det yderste og ind i døden. Berings skib Sankt Peter mistede næsten halvdelen af sit mandskab. I november 1741 lykkedes det Berings skib at lande i nærheden af Kamtjatka på den lille ø, der nu er kendt som Bering Ø. Orcutt Frosts sidste kapitel handler om mandskabets kamp for at overleve på den forfrosne, ubeboede og ufrugtbare ø. Det gamle skib var et vrag, men mandskabet byggede et nyt ud af vragdelene. Bering døde på øen og er begravet der. 46 medlemmer af mandskabet kom tilbage til Kamtjatka i august 1742. Der opdagede de, at de russiske myndigheder havde opgivet dem, og at deres ejendele i mellemtiden var blevet solgt.

Vitus Bering fremstår i Orcutt Frosts skildring som en handlekraftig og stærk mand, men også som lidt af en rodløs og ulykkelig skikkelse. Han citerer Bering for selv at skrive: »Jeg har været i russisk tjeneste i 37 år, og jeg har endnu ikke nået at have et hjemsted for mig og min familie. Jeg lever som en nomade.«

Konens kamp
Skildringen af Berings indsats og død er bogens røde tråd, men handlingen er lige ved at blive stjålet af Vitus Berings tyske kone Anna Christina Pülse, der fra start til slut kæmpede en energisk kamp for at understøtte sin mand og sikre sine børn en fremtid. Efter hun havde forladt Vitus i Okhótsk tilbragte hun vinteren 1740-41 i det indre af Sibirien i byen Yakutsk. Derfra gik rejsen mod Sankt Petersborg, men først i 1742 nåede hun frem med tjenere og børn. Hendes ensomme sidste optræden i et fremmedfjendtligt Sankt Petersborg er en gyser. Hendes og Vitus Berings politiske allierede var ved et magtskifte smidt på porten, og i september 1743 fik hun underretningen om, at Vitus var død. Sønderknust måtte hun nøjes med en mindre pension og bl.a. Vitus' guldur og andre få personlige ejendele fra ham. Efter at have kørt Rusland igennem på slæde stod hun nu i Sankt Petersborg med dunkle fremtidsudsigter og børn at forsørge. Her forsvinder hun ud af historien, og Orcutt Frost har ikke fundet spor af hendes videre skæbne, men hendes og Vitus Berings børn klarede sig ikke dårligt. Sønnen Thomas blev ansat i russisk tjeneste som embedsmand. Sønnerne Jonas og Anton blev officerer i den russiske hær. Datteren Anna blev gift med en højtstående russisk militærmand. Børnebørnene fulgte i Vitus kølvand, idet to af dem blev kaptajner i den russiske flåde, og den ene af dem drog på opdagelsesrejser.Orcutt Frost: »Bering. The Russian Discovery of America«, 330 sider, Yale University Press, 30 dollar.