Fra et land med undertekster

De er mærkelige ude i provinsen. Ikke mindst i Sønderjylland, hvor forfatter Erling Jepsen oven på succesen »Kunsten at græde i kor« har iscenesat endnu enfortælling. »Frygtelig lykkelig« er den grumme historie om en landbetjent.

Da hans far døde, kom Erling Jepsen ikke til begravelsen. Han overvejede at tage toget til Sønderjylland og se faderens afsjælede legeme. Han havde endog undersøgt sagen, og det kunne gøres helt anonymt, som han ønskede.

»Men så syntes jeg pludselig, jeg fik influenza, du ved, og nåh ja, så blev det ikke rigtig til noget«.

I stedet gik Jepsen ind i en blomsterforretning, bestilte en krans og spurgte, hvordan den mest almindelige ledsagetekst til sådan én var. Og således endte ismejeristen i Gram med en sidste hilsen, der lød: »med venlig deltagelse« fra en søn, han havde stødt fra sig ni år tidligere.

Dramatiker og forfatter Erling Jepsen, 48 år, har sine historier med sig hjemmefra. Faderen står eksempelvis støt og kaster en slagskygge i stort set alle værker. Ikke mindst i succesromanen »Kunsten at græde i kor« (2002) om en far, som holder stærkt bevægende begravelsestaler. Men også en far, der med voldsomme humørsvingninger udøver medlidenhedstyranni over mor og fem børn. Far skal stilles tilfreds. Det tager trykket, når drengen trækker bukserne ned, så far kan slå, eller når storesøster lægger sig hos ham om natten for at trøste ham.

Jepsen sidder i sit lille køkken i lejligheden på Amager og taler om sin far. Og om sin nye roman »Frygtelig lykkelig«. En historie, hvor faderen ikke er med. »Men min metode er jo stadig den samme. Og det er geografien så også,« påpeger forfatteren.

Det usikre marskland
»Frygtelig lykkelig« handler om den københavnske politimand Robert Hansen, der drager til Højer for at blive landbetjent og få styr på sit fraskilte liv, en moderbinding og et mavesår. Han skal finde sin plads i et samfund, der har lavet sine egne regler. Og tillige i et sumpet marskland, hvor hemmeligheder udgør den gyngende grund, beboerne går rundt på.

»For mig skal der være to ting til stede for at en historie virker rigtig. Jeg skal være medvidende og så skal jeg være anfægtet. Jeg skal synes, noget ikke er, som det bør være. Da jeg var i drengeårene, havde jeg en onkel Jørgen, der havde et helt specielt godt tag på dyr. Men hans kone Ingerlise ringede ind i mellem og ville gerne hentes, for nu havde Jørgen drukket igen og slået hende. Og hun var både ved lægen og ved landbetjenten, men det blev ikke rigtig bedre. En dag var hun død. Hun lå forslået, men med et pilleglas i hånden, der tilsyneladende var placeret der. Men der var også en datter, Dorthe, og hvad så med hende? Altså, der er »ingen grund til overdramatisering«, som lægen sagde. Det var jo titlen på min første bog. Så det er en virkelig historie. »Dorthe! Nu ska' do være go' ved din far,« sagde de. Men hvem skulle være god ved hende,« siger forfatteren.

»Frygtelig lykkelig« er en historie om at finde sin plads i livet. Selv på den grummeste baggrund. Landbetjenten skal finde et ståsted i et ælte af sammenspisthed og dobbeltmoral på en egn, hvor gangarten skal læres, uanset hvor langt ude den måtte forekomme at være.

»Metoden er jo ikke tilfældig. En skuespiller citerede på et tidspunkt noget af Goethe for mig: »Stå, hvor du står og grav - men grav dybt«. Det tog jeg til mig. Dér, hvor du selv kommer fra, altså det, du selv er, det er det, du skal bruge som forfatter. Graver du dybt nok, er der alt, hvad du har brug for. Jeg har altid fået at vide, at man ikke kan lave noget dramatisk om Danmark. Der er ingen rigtige konflikter, både menneske og landskaberne er så flade og udglattede. Men landskabet i min nye bog er jo så ekstremt, at det næsten er surrealistisk. Det er personerne så også. Næh, stå, hvor du står, og der er masser af drama,« siger Erling Jepsen.

Jepsen holder meget af udtrykket »folkedybet«. Han skriver gerne om det - og gerne med figurer som »Svend-Mangler-Penge« og »Halvandenskridt-Nissum som i »Frygtelig lykkelig«. Men han vil også gerne gøre det i et sprog, de selv finder fornøjelse i at læse. Hvilket ikke bare handler om korte sætninger, understreger han. Det handler også om at tale selve sproget, om at forstå ikke mindst det usagte.

»Det er et land, hvor der ikke er meget, der bliver udtalt. Til gengæld er der ikke så lidt, der ligger i luften. Hvilket nok skyldes, at man ikke tager unødvendige chancer. Man skal passe på. Der skal ikke kunne peges fingre. Det er jo et land, hvor man ikke kan skjule sig, skal du regne med«.

Forfatteren ved allerede af erfaring, at nogle hjemme i Gram, Højer og omegn følger med i, hvad han laver. Hvilket fører til alt fra dyb forurettelse til gode tip om, hvad hans historier mangler at berette. Det vestlige Sønderjylland er en verden i sig selv med sine egne metahistorier. Hvorfor den også glider så ubesværet ind i en roman under Jepsens prunkløse, underfundige og underholdende pen. Tilmed en verden, der altid har haft det fint med at forholde sig eksklusivt til resten af landet. Endog gjort en dyd ud af det, fremhæver forfatteren. Både hvad angår regler, sæder og skikke. Erling Jepsens far mente således at vide alt om, hvordan København var i sønnens barn- og ungdom i halvfjerdserne. »Gruppesex under røde faner«, kaldte han det. Senere nægtede sønnen at lystre faderens tyranni længere. Hans storesøster blev indlagt for at få hjælp til at tackle overgrebene, og Erling trodsede sin far ved blandt andet at flytte til København. Denne slog derpå hånden af ham.

De medvirkende
Når man har sine historier med hjemmefra, har deres medvirkende en tung aktie i dem. Erling Jepsen ved det udmærket. Med hensyn til »Frygtelig lykkelig« er han dog ikke i tvivl om dens retfærd. Han har fået et kort med tre ord fra den nu voksne Dorthe, der så sin mor dø for sin fars hånd. »Du gør det«, står der. Underforstået, at Jepsen bryder vestens tavse lov, han siger det usagte, han navnkundiggør det unævnelige. Og Dorthe har altså takket ham for det. Romanen er dermed allerede lettere omgængelig for ham, end »Kunsten at græde i kor«.

Sidstnævnte bliver måske aldrig let at have med at gøre.

»Det er jo bare så uretfærdigt. Hvis man ikke opfører sig som et ordentligt menneske, får man al den opmærksomhed, man vil have. Og man bliver ved med at få den, selv når man er død. Det er jo uhyggeligt,« siger Jepsen.

Forfatterens mor og søster har begge læst »Kunsten...«. Og de er glade for, at historien er blevet fortalt. Hvilket ikke er tilfældet med resten af familien. En søster arbejder eksempelvis selv med problemfyldte familier og vil gerne have sin egen barndom fred. Og der er børnebørn, hvis ferieminder er blegnet mere end selv de mest lysfalmede polaroidbilleder.

»Jeg kan jo godt se det. Men jeg må også sige, at jeg har jo mit at slås med. Jeg voksede op i et land med undertekster, hemmeligheder og fortrængninger. Jeg vil gerne have det sagt,« siger forfatteren.

Han siger det, som om det er alt, hvad der er tilbage. Historier, der bør fortælles. Hans far efterlod ham ud over dette kun et tomt kasseapparat og sine nedskrevne begravelsetaler. De sidste har moderen imidlertid brændt sammen med det meste andet. Erling Jepsen kom heller ikke for at tale ved faderens kiste. Han sendte blot kransen - ledsaget af en undertekst.