Fra Dreyer til sengekantsfilm

Palladium blev den første seriøse konkurrent til Nordisk Film. Folkekomedierne var ikke de bedste, men fødslen med Fy og Bi - og senere yderligheder som Carl Th. Dreyer og sengekantsfilm - var spektakulære.

Folk venter i kø udenfor Palladium til lystspillet Dorte i 1951. Før filmstøtten blev etableret var det en fordel for et filmselskab at eje sin egen biograf. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

I 1919 blev Palladium i Hellerup skabt af en svensk forretningsmand som en konkurrent til Nordisk Film, der på det tidspunkt havde domineret dansk film i 13 år. I 1922 blev selskabet købt af Svend Nielsen, der hentede flere folk fra Nordisk Film – blandt andre Lau Lauritzen. Han havde allerede hos Nordisk Film arbejdet sammen med den lange magre skuespiller Carl Schenstrøm, og efter en tyvstart med Schenstrøm og skuespilleren Aage Bendixen som Fyrtårnet og Bivognen fandt Lauritzen i stedet Harald Madsen, der havde været slangemenneske og trapezkunstner i Cirkus Miehe. Han blev nu anden del af makkerparret.

Fyrtårnet, den kloge, der lægger de snedige planer, og den mere umiddelbare prøvekanin, Bivognen, fik stor succes med det samme. De fik deres filmdebut i 1921 og indspillede i alt knap 50 film i Danmark og i udlandet, og de blev en kolossalt stor eksportsucces nogle år, før det mere destruktive amerikanske komikerpar Gøg og Gokke blev skabt.

Film med Fy & Bi kan være svære at se i dag. I datiden gik de for at klare sig rimeligt i konkurrencen med udenlandske film. De var ikke på niveau med de fire store amerikanske komikere Chaplin, Buster Keaton, Harold Lloyd og Harry Langdon, men de var bedre end det meste andet. Tempoet var ikke højt, og styrken lå i finurlighederne, poesien og idyllen i de danske landskaber.

De to komikere kom vidt omkring i løbet af 1920erne. I USA blev de forsøgt lanceret under navnet »Ole and Axel«, og i Frankrig blev de kaldt »Doublepatte et Patachon«. Stjernernes gage gik fra 50 kroner om dagen til 20.000 kr. om året de første to år, hvilket svarer til en løn på godt og vel 600.000 kr. i nutidskroner. Men så måtte de også indspille fire film om året. »Nobody can resist us«, stod der i Palladium Films internationale salgsmateriale dengang under et foto af Fy & Bi. »Ingen kan modstå os.«

Da talefilmen kom i 1927, blev Fy & Bi mindre interessante, men man blev ved med at lave film med dem helt op til 1940. De sidste mange blev optaget i udlandet, fordi Harald Madsen udviklede en form for paranoia, der gjorde, at han i perioder troede, at han ville blive ramt af dødbringende stråler fra lysprojektørerne, hvis han indspillede film på Palladium. Heldigvis kunne de i hans optik ikke nå til udlandet, så der kunne karrieren fortsætte lidt endnu. Schenstrøm døde i 1942 og Madsen i 1949 efter flere fejlslagne forsøg med eget cirkus.

Under Anden Verdenskrig blev Palladiums filmstudier sprængt i luften ligesom ASA Films og Saga-Studiernes også blev det. Ifølge tyskerne efter krigen for at give mere plads til tyske film i biograferne. Nye studier blev bygget ved Hellerup Havn. At studierne lå lige ved havnen betød, at man i tåget vejr kun havde tre minutters ro til at optage mellem hvert langstrakte brøl fra tågehornet.

Med stopuret i hånden gik det således i 1940erne, 1950erne og 1960erne primært derudad med folkekomedier af vidt forskellig beskaffenhed med instruktører som Anker Sørensen, Svend Methling og Annelise Meineche bag kameraerne. Jens Ravn, der blandt andet har instrueret TV-serien »Fiskerne« fra 1977, begyndte sin karriere som lydmand og instruktørassistent på Palladium i 1959:

»Det var en sort periode i dansk film rent kvalitetsmæssigt. Det paradoksale var, at vi faktisk havde ret gode arbejdsbetingelser. Vi havde ikke noget fast budget på den enkelte film, og vi kunne være op til ti uger om at indspille en film, hvilket er mere end i dag. Dermed kunne vi for eksempel bygge flere kulisser end nu om dage. Samtidig var det dog hele tiden underforstået, at det hele ikke måtte koste for meget,« siger Jens Ravn, og fortsætter:

»Manuskripterne på Palladium var et opkog af Familie Journalens noveller og Ib Henrik Cavling og den slags. Man gik efter, hvad publikum ville have, og når man gør det benhårdt, så er det de forkerte kreative kræfter, man får fat på. De gamle »Far til fire«-film og Morten Korch-filmene fra ASA er trods alt lavet med en vis naiv hjertevarme, som slår igennem i dag. På Palladium lå vi nederst i hierarkiet«.

Johan Jacobsens stribe af fine romantiske komedier i 1940erne er én af undtagelserne. Siden arbejdede han videre i sit eget Flamingo Film.«

Dødsmærket verden

Anders Refn er 71 år i dag, og han har siden 1965 haft mange forskellige funktioner inden for dansk film. Han er primært instruktør i egen ret, men har også arbejdet tæt sammen med Lars von Trier.

»Da jeg begyndte på Palladium, lå filmselskaberne i hovedstaden stadig som hver deres lille røverborg. Selv om jeg som ung mand holdt af helt andre slags film, end dem jeg selv var med til at lave, var Palladium en spændende verden at gå på opdagelse i. Det var ren arkæologi. Man kunne dengang stadig falde over sække med gamle Fy & Bi-kostumer, der var stuvet af vejen, og på det kamera, vi arbejdede med, sad der nogle enkroner klistret på med tape. Det var en tradition, Carl Th. Dreyer havde, når en eller anden fik en god idé,« fortæller Anders Refn, og fortsætter:

»Den gamle struktur hostede dog og var sådan set allerede dødsmærket på grund af den almindelige fantasiløshed, der herskede i filmbranchen på et tidspunkt. Direktøren, Niels-Jørgen Nielsen, blev kaldt »Jørgen to-øre«, fordi han gik for at være meget påholdende. Nøgternt set var Palladium ren forretning, og der var simpelthen ikke den samme »band-feeling« over de ansatte, som jeg oplevede på Saga Studio. Vi ansatte arbejdede syv dage om ugen, men fik en håbløs løn, og det kompenserede man så for ved at give gratis frokost om søndagen og ved, at der blev båret en omgang øl ind, så snart en eller anden fløjtede på settet, eller hvad der nu ellers var af traditioner.«

I gamle filmdage i Danmark, før man fik filmstøtte, og før Det Danske Filminstitut blev skabt, kunne man opnå en form for skjult filmstøtte ved som filmselskab at eje en biograf. Via sådan et ejerskab fik man en produktionsbevilling, hvor forlystelsesafgiften var lavere end normalt. For at få bevillingen skulle man dog producere film af en vis kvalitet.

Filminstruktør Carl Th. Dreyer (th.) i samtale med Ebbe Rode under indspilningen af filmen »Gertrud« i 1964. Rygterne gik om, at den 75-årige instruktør ofte var mentalt fraværende under opgaven: Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Carl Th. Dreyer som alibi

Palladium fandt ikke nåde for kravene, og derfor blev Carl Th. Dreyer flere gange gennem årene inviteret ind i varmen for at lave film. Det gav hver gang nogle års ekstra lav forlystelsesafgift. Både »Vredens dag« (1943), »Ordet« (1955) og »Gertrud« (1964) er produceret af Palladium, selv om sidstnævnte blev indspillet i Nordisk Films studier. Dreyer blev altså paradoksalt nok inviteret indenfor i varmen af kommercielle grunde.

»Ordet« blev en stor både dansk og international succes og oven i købet belønnet med både en Bodil i Danmark, Den Gyldne Løve på filmfestivalen i Venedig og en Golden Globe i USA. Men filmen blevet også dyrere end ventet, så Palladium havde svært ved at få pengene ind igen. Filmen står i dag tilbage som en klassiker.

Det gør Carl Th. Dreyers sidste film, »Gertrud«, til gengæld ikke. Man har hørt folk som Lars von Trier og den franske nybølgeinstruktør Jean-Luc Godard forsvare Dreyers sidste film bravt, men de fleste andre har til gengæld kedet sig bravt undervejs.

Tjener stadig penge

I 1958 døde Svend Nielsen, og først i 1960 blev en tvist om, hvem der havde forkøbsret til aktierne i selskabet, afgjort ved Højesteret. Her vandt Svend Nielsens lillebror Tage Nielsen over to andre medlemmer af bestyrelsen, Preben Phillipsen og Henning Karmark, der også arbejdede på ASA Film. Tage Nielsen drev således fra 1960 filmselskabet videre med sin søn, Niels Jørgen Nielsen, der i dag bor i England.

Niels Jørgen Nielsen var oprindeligt uddannet bankmand, og han flyttede til England i 1980, nogle år efter, at Palladium i 1976 havde produceret den sidste film. I dag er han 88 år gammel, og som en af de eneste ejere af gamle danske filmselskaber har han stadig rettighederne til sit selskabs film, hvor de fleste andre selskabers rettigheder gennem tiden er opkøbt af Nordisk Film.

Filmlektor Peter Schepelern beskriver Palladiums profil således:

»De begyndte som en udfordrer til Nordisk Film, og på grund af Fy & Bi havde de kapital til at stå distancen. For eksempel havde de ikke helt samme økonomiske problemer, da talefilmen kom, fordi de havde Fy & Bi, der var ufatteligt populære. Det er ikke forfærdelig mange år siden, man stadig kunne finde store bokssæt med deres DVD’er i mange lande rundt omkring. Palladiums folkekomedier var til den groteske side, med »Panserbasse« som et godt eksempel på en komedie, der stritter i alle mulige forskellige retninger. Historien om Palladium afspejler historien om, hvor pengene gennem tiden har været at hente i de danske biografer. Man kan godt kalde Palladium for et opportunistisk filmselskab«.

Birte Tove og Ole Søltoft blev kendte for deres roller i sengekantsfilmene fra 70erne. Her er de med i »Rektor på sengekanten«. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Ud over sengekanten

Palladiums sidste store økonomiske succeser var sengekantsfilmene, som der kom otte af fra 1970 til 1976. De blev dog indspillet andre steder, da studierne i Hellerup var lukket allerede i 1970. John Hilbard, der kom fra Nordisk Film, og som i en periode også var atelierchef på Palladium, instruerede. Filmene udkom i kølvandet på pornoens frigivelse og var en slags komedier med stribevis af letpåklædte kvinder.

Ulla Jessen var med i seks af dem i forskellige roller.

»Jeg spillede typisk en af de sjove piger i modsætning til de frække piger. Sådan en lidt bondsk type. Alt i alt var filmene meget uskyldige. Man så Birte Toves smukke bryster, og det var rundt regnet det. Og så skal vi huske, at det ikke ligefrem var Shakespeare. Vi havde ikke verdens længste scener, og der blev klippet meget i materialet. Det var meget uhøjtideligt, og manglede vi en statist, jamen, så fik lydmanden nyt tøj på, og på den måde kom vi videre i teksten«, husker Ulla Jessen, der kun én gang siden har genset filmene.

Det var, da hun spillede revy i Kolding med Jan Schou, og alle filmene blev genudsendt til natmadstid. »Åh, nej, ikke igen«, tænkte hun, selv om optagelserne havde været sjove og festlige tider.