Fra bog til scene

CPH STAGE byder på en række opsætninger baseret på bøger. Men hvad sker der, når man korter en lang læseoplevelse ned til to timers teater? Vi har spurgt den norsk-amerikanske forfatter Siri Hustvedt, hvis bog, »The Blazing World«, er blevet sat op af Mungo Park, og teaterinstruktør Minna Johannesson, aktuel med forestillingen »Yahya Hassans digte«.

Yahya Hassans Digte på Mungo Park Kolding Fold sammen
Læs mere
Foto: Palle Peter Skov
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Siri Hustvedt

epa03004141 US writer Siri Hustvedt poses for photographers as she presents her lastest novel ’The Summer Without Men’ in Barcelona, Spain, 15 November 2011. Hustvedt, US writer Paul Auster’s wife, tells about the midlife crisis of a man who takes ’a break’ in his marriage after 30 years of being faithful and the consequences of his decision over his wife. EPA/ALEJANDRO GARCIA Fold sammen
Læs mere

Hvad var din motivation for at lade Mungo Park iscenesætte »The Blazing World« (på dansk »Den flammende verden«)?

»Jeg var tiltrukket af teatrets ungdommelighed og dét, at de tidligere havde kastet sig over at iscenesætte »Kvinde kend din krop«. Jeg vidste, at de havde leget med feministiske og politiske temaer før og havde gjort det med stort engagement.«

Hvad ser du som faldgruberne, når en bog konverteres til teater?

»En roman er ikke et teaterstykke. Det ville være umuligt at lave en komplet teaterversion af »The Blazing World«, en bog med mange stemmer, et væld af ironiske lag og kompleks intellektuelt indhold. At forsøge at kopiere alt fra det originale værk og indsætte det i en anden genre er nok den største faldgrube, når man oversætter en bog til dramatik. I konvertering skal man hellere søge en selvstændigt levende genopfindelse af værket, men ikke en genopfindelse, som bryder med det originale materiale.«

Har du før takket nej til teater- og filmproducenter, der ville dramatisere dine bøger?

»Jeg har mange gange afslået nogle forfærdelige manuskripter baseret på mine bøger, fordi de var dårligt skrevet, vulgære, eller ændrede mine bøger så meget, at man ikke længere kunne genkende energien fra den oprindelige bog.«

Som forfatter har du kontrol over hvert ord i en bog. Bekymrede det dig at give slip på den kontrol?

»At lade sit arbejde blive oversat til en anden genre er per definition at slippe kontrollen. Man må tage den chance.«

Er der noget ved »The Blazing World«, der gør den særligt egnet til teater? Eller det modsatte?

»Da jeg talte med stykkets producent, Anne Sophie Fogedby, pegede jeg på, at en af bogens store inspirationskilder faktisk er græsk teater. I antikkens teater bar skuespillerne ikke masker for at skjule sig, men for at vise karaktererne og give tilskuerne mulighed for at projektere følelser over på de masker. Det er en del af selve essensen af, hvordan vi opfatter og tolker vores sanseindtryk – måske bogens mest udtalte tema. I »The Blazing World« fungerer masken ikke så meget som forklædning, men som åbenbaring. Jeg lagde også vægt på, at Harriet Burden, bogens hovedperson, på samme tid er en realistisk karakter, rodfæstet i den konkrete historie, og en mytisk karakter, en kvinde af tragiske proportioner, gennemsyret med den høje, rene følelse af tragedie – i hendes tilfælde af vrede. Der er en del af bogen, som involverer masker og rollespil i helt bogstavelig forstand. Den er helt afgørende for bogens betydning. Så for mig virkede det naturligt, at skuespillere kunne lege med idéerne i en bog, som i sig selv adresserer problemer ved skuespil, skiftende personligheder og selve kunstens natur.«

Hvor involveret var du selv i processen?

»Mit engagement var begrænset til at læse om Mungo Park – og jeg kunne lide, hvad jeg læste og havde herefter en behagelig, engageret og – håber jeg – lærerig samtale med Anne Sophie i Brooklyn. Jeg betragter kun mig selv som stykkets gudmor, måske den gode fe-gudmor. Jeg er bare en person, der skrev en bog, som inspirerede et andet kunstværk, teaterstykket.«

Hvad er dine tanker om resultatet?

»Jeg har ikke set stykket, men jeg har modtaget flere emails fra publikum, som var begejstrede for det. Jeg håber rigtig meget at se det på video. Anne Sophie skrev til mig for at fortælle, at det mytiske stadig levede i stykket, og det gjorde mig ekstremt glad.«

Senere i år vil det danske publikum have mulighed for at se en anden af dine bøger, »Sommeren uden mænd«, som teaterstykke. Er det et tegn på, at du bevidst engagerer dig i dansk teater, eller er det tilfældigt?

»Det er nok mest et tilfælde. Jeg har altid elsket at være i Danmark, jeg var 13, da jeg første gang besøgte København. Men interessen for mit arbejde har helt sikkert fået mig til at føle en endnu større ømhed over for danskere, Danmark og selvfølgelig dansk teater.«

Minna Johannesson

 

Hvorfor overhovedet lave en bog om til et teaterstykke som du har gjort med Yahya Hassans digte?

»To grunde. Når man finder et stof, man synes er godt, har man lyst til at bruge det og måske nå ud til nogle flere – nogle der ikke har læst bogen. Men man må også have en mening med at gøre det. Det skal bidrage med noget andet end bare at læse bogen. Teaterstykket skal tage oplevelsen et andet sted hen.«

Hvordan adskiller de to oplevelser sig?

»Som læser er man selvfølgelig helt fri til lægge alle sine egne fortolkninger på det, man læser. På teatret er der nogen, der har taget nogle valg for dig, og man får billederne serveret. Samtidig er der den forskel, at på teatret er der et fællesskab om oplevelsen, man sidder sammen med 200 andre. Det ser jeg som noget positivt. Jeg tror, det er vigtigt at dyrke de fællesskaber, hvor vi bliver kastet ud i noget andet end det, vi er vant til.«'

Hvorfor valgte I at arbejde med netop Yahya Hassans digte?

»For det første syntes vi selvfølgelig, at det var et godt materiale. Han skriver så utrolig godt om noget, der er så vigtigt. For det andet var der ønsket om at blive klogere på hans verden. Hvordan kan vi som kartoffeldanskere genkende – og ikke genkende – os selv i hans bog. Vi har vores egen kulturarv og egne oplevelser med i bagagen, og selvfølgelig finder man i hans digte mange universelle konflikter, vi kan genkende os i, men også mange ting, som vi har svært ved for alvor at forstå. Der ligger en empati, mener jeg, i forsøget på at forstå, hvad det er, han siger.«

Hvordan har I valgt at gribe den udfordring an?

»Det er virkelig grænseoverskridende stof at give sig i kast med. Næsten helligt. Min vinkel har ikke været at lave en forestilling om Yahya Hassans liv, det har han selv præsenteret meget tydeligt. I stedet valgte vi at fokusere på det møde, jeg også omtalte før, mødet mellem hans ord og vores forståelsesramme.«

Hvordan fungerer sådan en proces helt konkret?

»Jeg startede med at udvælge digte – vi opførte cirka en tredjedel af bogen – og jeg valgte dem ud fra, hvad der taler til mig. For os handlede det om at finde ind til hvert digts kerne og så begynde at lave billeder ud fra det. Vi opdagede, at vi ikke kunne spille det, som man plejer at spille teater. Skuespillerne skulle afstå rigtig meget fra at spille, de skulle nærmest bare være til stede i de her ord og billeder. Hvis de lagde for meget på, blev det for meget.«

Erling Jepsen har engang – med et smil på læben – beskrevet dramatik som »to mennesker over for hinanden, der vil noget forskelligt«. Hvordan får man den helt basale konflikt frem, når udgangspunktet er digte?

»Konflikterne har ligget på lidt forskelligt plan. Der er ikke nogen, der spiller Yahya Hassan, men en af karaktererne ligger nærmere på ham end de andre, og så har vi en, der er en far, en der er en mor, en der er en bror, nogen der er det danske system og en elskerinde. På den måde bliver digtene lagt i andre munde, og i det opstår konflikten. Samtidig er der også konflikt mellem digtene, ligesom der kan være konflikt mellem billeder, lys og ord. Det er klart, at vi har måttet diskutere, hvordan man skaber drama ud af det. Men det gik.«

Hvordan brugte I lyd og musik?

»Det er endnu en komponent at arbejde med, og det kan jo noget helt specielt: Det kan tale til folks hjerter. Vi skabte nogle forskellige musikuniverser, som spillede med og mod det, han har skrevet. Det kan give en større kompleksitet og åbne for nogle andre fortolkningsmuligheder.«

Hvordan oplever du generelt tendensen med at oversætte litteratur til teater?

»Jeg tror, det er mere rigtigt at sige, at der er en tendens til, at alt bliver lavet til teater. Det kan være bøger, men det kan også være musik, sangtekster, en god historie i avisen … Jeg tror bare, at man hele tiden leder efter en god historie. En historie, som man føler er vigtig at fortælle. Sådan tænker jeg i hvert fald.«