Forudsigelig, konservativ – og helt fantastisk

Nekrolog. »Expendables 3« er en hyldest til en afdød genre fra en tid før techno, internet og cyberwars, dengang en helt havde store arme og pløkkede skurke, der talte med tysk accent.

»Expendables 3« hylder de gamle actionfilm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Phil.Bray
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der var en tid, hvor man kunne sælge film på actionscenerne alene. Det var film, hvis hovedattraktion var biljagter, eksplosioner og kæmpestore overarme. Historien var sekundær. Dét var den rendyrkede actionfilm.

Der var godt nok elementer af action inkorporeret i film tidligt i filmhistorien, tænk bare på »Ben-Hur« (1959), og i dag har de store action- og superheltedramaer som »Spiderman« og »Batman« stor succes.

Men den rene actionfilm blev født i slut 1960erne og lever ikke længere.

»Den film, hvor action er det vigtigste, og alt andet er underordnet, er død,« siger Rikke Schubart, forsker i amerikansk film og TV og lektor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet. »Man kan ikke længere ophøje action-elementet til det, man sælger en film på.«

Og når biograferne åbner for den nye »Expendables«-film, så er det først og fremmest et nostalgisk tilbageblik, en humoristisk hyldest til en svunden tid og et sidste slag med halen fra dem, der tegnede en æra i filmhistorien.

Sylvester Stallone er helten. Bruce Willis, Arnold Schwarznegger og Jet Li spiller mindre roller. Jason Statham er sidekick. Og Dolph Lundgren er skurk – selvfølgelig med det tysk-klingende navn »Gunner«.

Mellem eksplosionerne refererer de til tidligere tiders storhed, dengang de kunne ramme millimeterpæcist med kasteknive over lange distancer. I det hele taget er samtiden uforståelig, og verden var lettere i actionfilmens – og actionheltenes – storhedstid.

Det var 1980erne. Dengang før smartphones, internet og Twitter. Og før New Age, mindfulness og juicebarer på hvert andet gadehjørne. Før Keanu Reeves. Før »Matrix«. Før hacktivism, digital krigsføring og droneangreb. Dengang fjenden var USSR og ikke en diffus størrelse som terrorisme, og fjenden angreb med kampvogne og krigsfly ikke med passagerfly og malware.

Actionfilmens tid var en en no bullshit-tid, og actionfilmen var en no bullshit-film. En mand reddede først sin familie, så USA og siden resten af verden. En hårdkogt og indebrændt silent type med et blødende hjerte for de uskyldige. Han havde et nøjagtigt moralsk kompas. De onde var onde. De så onde ud – gerne tyske eller russiske – og de talte ondt – gerne tysk eller russisk.

Det var til at finde ud af.

Actionhelten var antiintellektuel per definition.

»Han var naiv i betydningen uskyldig, enfoldig i betydningen simple minded,« siger Rikke Schubart.

Han var lige ud ad landevejen, ikke så meget snak. Actionhelten var ikke veluddannet. Han handlede instinktivt. Derfor så han verden nøjagtig, som den var. Uden noget slør. Og derfor kunne han skelne ondt fra godt. Bureaukrati, taktik og kalkulation var altid actionheltens fjende.

»Den hvide amerikanske actionhelt er en Adam-figur,« forklarer Rikke Schubart.

Han kæmper for at genskabe paradis. Forgæves. Derfor er han altid desillusioneret, og alle sejre føles beskedne ved siden af det ultimative nederlag: Paradis er stadig tabt. Verden går videre. Og den er stadig grim og fyldt med bad guys, der skal nedkæmpes. Det bliver de så i toeren, treeren, fireren ...

Sequels var naturlige for actionfilm, for genkendelighed var en stor del af dens DNI. Derfor er der heller ingen, der forventer nogen overraskelser i »Expendables 3«. Giv os et par gode eksplosioner, så vi med et smil på læben kan mindes en gammel ven.

»Expendables 3« havde dansk premiere i går.