Fortræffelig håndbog for vakse galaksenørder

Anja C. Andersen, Anja Cetti Andersen astronom og astrofysiker ved Niels Bohr Institutet i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På side 122 i Anja C. Andersens nye bog om universet er der et fascinerende billede, som denne anmelder aldrig har set før.

Det forestiller en stjerne omtrent 500 lysår borte. Det bemærkelsesværdige er imidlertid ikke selve stjernen, men en lille, svagt lysende prik i mørket over stjernen. For prikken er en planet – og formentlig den første direkte optagelse nogensinde af en klode uden for solsystemet.

Forfatteren anskueliggør på strålende vis, hvor enestående det er, at man med nutidens teleskoper har været i stand til at fange den ganske vist meget store planet på så formidabel afstand.

Hvis vi placerede en iagttager bare halvt så langt ude i rummet, og vedkommende rettede blikket mod os, ville hele solsystemet fylde mindre end et buesekund på himlen.

»Det svarer til at betragte en dansk enkrone på fem kilometers afstand med det blotte øje,« skriver hun.

Solen ville lyse gennem det lille hul, og solsystemets yderste planet, Neptun, ville stå på randen af enkronen.

Den slags pædagogik er den danske astrofysikers varemærke og en af grundene til, at hun anses som én af nutidens største videnskabsformidlere herhjemme.

Af samme årsag er det glædeligt, at hun med sin nye og desværre lidt for koncentrerede udgivelse (250 sider) forsøger at favne hele universet og dets fantastiske rigdom, heldigvis tilføjet en del ny viden. Det sidste bidrager blot til fascinationskraften, for der har været forbavsende mange øjenåbnende astronomiske forskningsresultater i de senere år. Dertil kommer en række personlige indgange, der oftest gør bogen mere nærværende.

Hun indleder således sin fortælling som teenagepige i den saudiarabiske ørken med dens uspolerede nattehimmel. Hendes far havde fået job i Riyadh, så modstræbende måtte hun følge med sine forældre til det for en dansk teenagepige ikke just forjættende land. Som kompensation fik hun foræret en lille stjernekikkert, og de natlige kik på den betagende stjernehimmel lagde i dén grad kimen til hendes astronomiske drøm.

Derefter tager hun hul på kyndige beskrivelser af den enorme verden omkring os, og hun indleder med den nærmeste lille bid af den – himmellegemerne i vores eget solsystem.

Disse korte gennemgange af blandt andet Merkur, Mars og Jupiter er bogens svageste. Teksten her bliver lidt vel tør og Wikipedia-agtig. Men klogere bliver man naturligvis, eksempelvis med oplysningen om, at Jorden i sin barndom blot skulle bruge fem timer på en enkelt omdrejning om sin akse, og at Månen dengang lå så nær Jorden, at den så 40 gange større ud end i dag.

Fra det øjeblik, hvor Anja C. Andersen bliver rejsefører ud af solsystemet, kommer der imidlertid anderledes schwung over teksten – fra de utallige nyopdagede såkaldte exoplaneter, videre over forfatterens eget forskningsspeciale, det stjernefødende kosmiske støv, der udgør omkring en femtedel af det almindelige stofs masse i galakserne, og ud til de sjældne, men uhyrlige energiudløsninger fra store og gamle stjerners død som supernovaer.

Det er herude, på de helt store afstande og i de helt store dimensioner, at forfatteren for alvor brillerer med sin dybe og ajourførte indsigt, eksempelvis i de ekstreme sorte huller eller i universets mærkværdige hovedbestanddele, mørkt stof og mørk energi.

Her er Anja C. Andersen tilmed kvinde nok til at udtrykke sin manglende fatteevne.

»...at et univers udvider sig hurtigere og hurtigere med tiden, det finder jeg virkelig mærkeligt og svært at forstå,« skriver hun ærligt med henvisning til den mørke energi, som der efter alt at dømme bliver mere og mere af, og som er ansvarlig for universets accelererende udvidelse. Ja, det er ufatteligt.

Alligevel formår hun at anskueliggøre denne aldrig direkte observerede megaenergi for os, blandt andet ved at beskrive den som en slags antityngdekraft eller vakuumenergi, der er til stede i det tilsyneladende tomme rum. Hvorfor det, som hun skriver, »vel ikke (er) rimeligt at betragte vakuum som værende det rene ingenting?« Wauw.

Bogen slutter med den sensationelle observation tidligere i år af tyngdebølger – en slags »skvulp« i selveste rummet og tiden forårsaget af ekstreme begivenheder derude, eksempelvis kollision mellem sorte huller. Hvorefter hun afrunder med en spektakulær begivenhed – det forventede sammenstød om nogle milliarder år mellem Mælkevejen og vores store nabogalakse, Andromeda.

Det er fornem formidling. Desværre er der enkelte mangler og savn i værket, herunder redigeringssjusk i form af manglende ord samt visse facetter, som ikke er med.

Hvis man for eksempel leder efter mulige teoretiske forklaringer på, hvordan Big Bang mon opstod, finder man dem ikke her. På samme måde kan man undre sig over, at hun kun lader én forklaring stå åben for oprindelsen til al Jordens vand, nemlig kometnedslag, og dermed lader den geologiske forklaring uantastet – at store dele af vandet kan have ligget latent i jordens skorpe og kappe, hvorfra det er »presset« ud.

Men det bør ikke skygge for, at hendes bog rummer masser af galakseguf for selv de mest vakse astronominørder.

Forfatter: Anja C. Andersen.

Hvad: En lille bog om universet

Sider: 256.

Pris: 200 kr.

Forlag: Lindhardt og Ringhof.