Fortiden er på spil i nye krimier

To svenske og to danske spændingsromaner tager læserne med på nervepirrende rejser i tid og rum.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fortiden spiller oftest en væsentlig rolle i krimier. Den handlingsmættede spænding, der gør nuet åndeløst og angstfuldt, er sjældent det samme uden den dramatiske opbygning eller den ukendte mystik, der går forud for det voldsomme. Således også i fire nye og meget forskellige krimier fra danske og svenske forfattere, to lovende debutanter og et par gode garvede drenge.

Den danske journalist Christian Frost springer ud som krimiforfatter med den stedvis velfortalte og spændende »Gud er bare hund stavet bagfra«. Her møder vi kriminalassistenten Erik Otto Falster, der gør et makabert fund i sin svenske ødegård, da han og hans kone tager derop for at holde jul i stilhed og i øvrigt komme på afstand af nogle bekymrende hændelser i København.Noget er sket i fortiden, og nogen vil hævne sig, men hverken Falster eller hans kolleger kan komme i tanke om gamle sager eller tidligere straffede, der kunne være blevet »aktive« igen. De overser, at selv ens nærmeste kan gemme på grufulde minder, som ingen eller kun få andre anede noget om.

Falster, der ellers burde være en erfaren efterforsker, reagerer uklogt og uhensigtsmæssigt på begivenhederne i den svenske skov, og det gør to ting ved selve historien: Dels får den fremdrift, for uden den fatale beslutning om ikke bare at ringe til det svenske politi ville der slet ingen krimi være. Dels slår den bak, så læseren tumler rundt som en forslået passager, der er lige ved at falde af.

Der er ind imellem gode, velskrevne passager, og selve kernen i plottet er fint, men historien er ikke helt så stringent og fokuseret fortalt, som den burde være. Der er lidt for meget slap femi-krimi for mænd og lidt for lidt skarp og sofistikeret kant.

Den svenske debutant Fredrik T. Olsson rammer skydeskiven lidt renere med sin dommedagsthriller »Kædens sidste led«. Her er vi ovre i noget da Vinci-lignende kodetydning, hvor en selvmordstruet svensk kryptolog og en ung, højtbegavet hollandsk sprogforsker kidnappes og tilbageholdes på et hermetisk lukket slot et sted i Europa. Hver især skal de afkode de særlige beskeder, der tilsyneladende ligger i det menneskelige DNA, og som ifølge forskeres opdagelser tilbage i 1950erne skulle kunne forudsige menneskets skæbne.

Olsson skriver med en lethed, der gør historien fornøjelig og fordøjelig, og det er også nødvendigt, hvis man skal købe præmissen i plottet. Den fatalistiske forudsætning for handlingen er i virkeligheden så håbløs, at man som læser bliver nødt til at logge ud af enhver logisk tænkning og bare følge med, hvis man skal have noget ud af historien. Men så er den også ganske munter, ja og spændende i al sin forholden sig til såvel aktuelle begivenheder og trusler som til videnskabelig og religiøs fortid. Warner Brothers har købt filmrettighederne. Klart nok, der er i den grad hollywoodsk dommedagsdrama over »Kædens sidste led«.

Så er vi lidt mere nede på jorden i Michael Katz Krefelds »Savnet«. Her vikler to eller snarere tre historier sig stilfærdigt og suspense-opbyggende ind i hinanden. Det ene spor, hovedhistorien, handler om en overvægtig regnskabschef i et velrenommeret christianshavnerfirma. Han begår underslæb og flygter til Berlin, hvor han derefter forsvinder sporløst.

Politiet har ikke kunnet gøre meget, og efter flere måneders uro henvender søsteren sig til tidligere kriminalbetjent Thomas Ravnsholdt for at få ham til at hjælpe sig med at finde broren. Ravn, som han også kaldes, bor på en gammel husbåd og er ved at sælge den lejlighed, hvor hans kæreste to år tidligere blev fundet myrdet. Han er stadig slået ud af kurs af sorg, druk og frustration over ikke at have fundet morderen, og denne del af historien er romanens andet og Thomas Ravnholdt-seriens overlæggende spor.

Det tredje spor foregår i det gamle DDR, hvor en emsig Stasi-agent har set sig sur på en lille familie med særlige goder i det ellers restriktive land. Det er kort før Murens fald, og her er begavet historieundervisning koblet til gedigen uhygge, så det er en ren (skrækindjagende) fornøjelse at læse. Der er enkelte lidt letkøbte sammenkædninger i opklaringen, og det trækker ned. Men ellers er det en virkelig god krimi, Katz Krefeld har leveret.

Det samme kan man nærmest pr. automatik sige om svenske Arne Dahl og hans serie om Europols hemmelige operative enhed Opcop. Desværre når »To mand frem for en enke«, der er det fjerde bind i denne pakke, ikke helt op på niveau med de tre tidligere – som man i øvrigt bliver nødt til at have læst for at fatte et minimum, da de snørklede tråde fra de forrige bøger samles hér. Opcops gruppeleder, Paul Hjelm, forsøger at finde sammenhængen bag sin medarbejder Donatella Brunos voldsomme død i forrige bind, og han sender derfor resterne af gruppen ud i verden parvis. Det afføder enkelte handlingsmættede og spændingsforstærkede scener, men ellers er der for mange lange, ofte indviklede og ind imellem kedsommelige dialoger og skildringer af det, der skete førhen og for lidt siden.

Man skal holde tungen lige i munden og tankerne i ro, hvis man vil have hele det indviklede plot med – men så er der også fuld euro-kriminalistisk valuta for pengene.

Titel: Gud er bare hund skrevet bagfra. Forfatter: Christian Frost. Sider: 406. Pris: 300 kr. Forlag: People’s Press.

Titel: Kædens sidste led. Forfatter: Fredrik T. Olsson. Oversat af Ellen Boen. Sider: 523. Pris: 299 kr. Forlag: Hr. Ferdinand.

Titel: Savnet. Forfatter: Michael Katz Krefeld. Sider: 364. Pris: 300 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.

Titel: To mand frem for en enke. Forfatter: Arne Dahl. Oversat af Anders Johansen. Sider: 535. Pris: 299 kr. Forlag: Modtryk.