Forstaden blomstrer i kraniet

Christian Chapelle vendte for nogle år siden det smarte Islands Brygge ryggen og flyttede sit innovative galleri, The Leisure Club MOGADISHNI, til en nedlagt papfabrik i Valby. Det har han aldrig fortrudt.

Navnet gør hele arbejdet. The Leisure Club MOGADISHNI i Valby har international profil og så er ejer Christan Chapelle glad for at have fundet et uudforsket område til sin legeplads.<br>Foto: Ditte Valente Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke her, den står placeret.

Kunstverdenens evigt simrende smeltedigel af inspiration, tradition og fornyelse.

Faktisk bobler det kun i Valby, når asfalten på banegårdsbroen bliver så varm, at tabte vingummier og løse småsten sætter sig fast i den bløde masse. Men postnummer 2500 er alligevel kendt af kunsthandlere så langt væk fra forstaden som i Japan, Miami og Basel.

På grund af The Leisure Club MOGADISHNI.

Mellem forladte fabriksbygninger, rustne containere og ubenyttede byggegrunde ligger galleriet med det lange navn på 3. sal på Carl Jacobsens Vej 16 i en tidligere papfabrik. Indehaver Christian Chapelle er ikke så lidt stolt over at have fundet en oase på 300 kvadratmeter industriel plads til sit galleri.

»Jeg har prøvet at ligge på Islands Brygge og være en del af smørhullet derude. Der er en vis synergieffekt ved at ligge blandt alle de andre, men på et tidspunkt fik jeg brug for at skærpe min selvstændige profil. Et uudforsket område er altid mere spændende at bevæge sig ind på, selvom mange syntes, det var skørt at rykke til Valby. Men jeg vidste jo, hvad jeg forlod, og det har jeg ikke fortrudt,« forklarer den 30-årige bestyrer.

Der er travlt på kontoret. Christian Chapelle er lige vendt hjem fra kunstmessen Liste 05 i Basel, og der er flere internationale messer i vente for familiefaren til to.

International profil skal plejes
»Fordi MOGADISHNI har en international profil, er det vigtigt for mig at være på de rigtige messer i udlandet. For eksempel Liste og NADA (New Art Dealers Alliance) i Miami. Det er et guldgraversted, hvor folk prøver at finde up-coming kunstnere, som bliver meget værd i fremtiden. Og netop fordi galleriets profil er international, er beliggenheden i Valby ligegyldig for for eksempel de japanske kunder, jeg har. Det er jo nærmest tættere på lufthavnen end centrum,« griner han.

Christian Chapelle gik oprindeligt på det Jyske Kunstakademi i Århus midtby, men efter at have involveret sig i bestyrelser og elevråd gik det op for ham, at hans administrative sans nok var større end den kunstneriske.

»Så jeg valgte at overlade det til andre at skabe kunsten og flyttede i 2000 til Islands Brygge med et non-commercielt galleri, der blev kommercialiseret med international kunst året efter. Og så kom stedet her i Valby på tale. Det kræver lidt mere omtale at få folk herud til en fernisering, for du slentrer ikke bare tilfældigt forbi baggården herude,« forklarer han.

Med 300 kvadratmeter til brug, er der plads nok til to faste udstillinger i The Leisure Club MOGADISHNIs lokaler.

En dansk og en international.

For tiden udgør britiske Rebecca Stevenson det internationale islæt med solo-udstillingen »Carniflora«, der som navnet antyder leger med kombinationen af kødlighed og naturen. Med blomster i en særlig slags voks, der blomstrer ud af skeletter og forfrosne ansigter, hvor isblomster bryder kraniet æstetisk op. Skulpturerne er flotte og farverige, men kræver en del rengøring for støvpartikler, forklarer galleriejeren, der har fået solgt en del af dem videre.

Satser på lige kønsfordeling
»Jeg prøver at holde kønsfordelingen 50/50 blandt mine kunstnere, og det er slet ikke svært at finde kvalificerede kvinder. Det er en dum, gammel fordom. Tværtimod bliver der uddannet rigtig mange fra akademierne for tiden. Som jeg ser det, går det galt allerede i folkeskolen, når børnene lærer om kunsthistorie. Alle værkerne er skabt af mænd, og så lærer pigerne, at de ikke kan finde ud af det. Den holdning fortsætter så på universitetet. Men i virkeligheden er kvinderne mindst lige så dygtige som mænd, og at de så er nødt til at gå på barsel af og til, ser jeg ikke som noget problem. Under barslen lærer de nye facetter af sig selv at kende, og nogle får endda fornyet lyst til at skabe noget bagefter, forklarer Christian Chapelle og understreger, at han heller ikke forfordeler kvinderne.

»Jeg er mindst lige så kritisk overfor dem, men i modsætning til mange andre smider jeg ikke talentet væk, fordi det sidder hos en kvinde.«

Ved siden af det store skrivebord kan Christian Chapelle betragte nogle kunststykker udtænkt af en mandlig hjerne. Danske Benny Dröscher fylder godt med sin udstilling »Abducted by U.F.O.'s - purged with Hyssop«. Blandt andet hænger tre falske birketræstammer som en uro fra loftet med en udstoppet sort ravn på. Nedenunder danner en lang tornekrans en bue, hvor en masse små urtepotter står med farverige krystaller plantet i, tarotkort på en pude og et vinbæger. Og i siden vokser friske krydderurter i en bakke. De hænger lidt med hovedet i sommervarmen - så Christian Chapelle sukker lidt, da han ser endnu en opgave at klare.