Bestsellerforfatteren Tom Buk-Swienty fik mandag seks stjerner for sin nye biografi om Karen Blixen, »Løvinden – Karen Blixen i Afrika«, her i Berlingske, men nu rejser to forskere kritik af bogen.

Per Boje, professor emeritus. og dr. phil., samt Benedikte F. Rostbøll, lektor og ph.d., skriver i et indlæg i Berlingske, at Tom Buk-Swienty i interview har givet indtryk af, at han med bogen »har udført banebrydende forskning, og som den første har givet en fremstilling, der afliver myterne« om Karen Blixen, blandt andet om ejerskabet af den farm, som hun drev i Afrika.