Forsanger i The National: »Jeg er stadig ikke cool med folk, der stemte på Trump«

Det skulle egentlig have handlet om The Nationals nye album. Men da Berlingske mødtes med forsanger Matt Berninger, var han mere interesseret i at tale om politik. Så det gjorde vi selvfølgelig.

Matt Berninger omgivet af resten af The National. Fold sammen
Læs mere
Foto: Graham MacIndoe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det er okay. Konservative er også mennesker,« siger Matt Berninger og griner.

Jeg har lige forklaret ham, at jeg skriver for Danmarks store borgerlige avis. Egentlig var det bare en indledende kommentar, før vi skulle i gang med at tale om The Nationals nye album, »Sleep Well Beats«.

Men hurtigt udviklede samtalen sig til at handle mere om amerikansk politik. Og ikke mindst om, hvordan det politiske klima har det med at sive ind i det populære amerikanske rockbands sange. Også selvom mange af dem umiddelbart synes at handle mere om kærlighed, sex, parforholdets intriger og forskellige udspaltninger af den moderne mands grundangst.

Selvom den store fortælling om The National er, at de er verdensmestre udi melankolsk og smagfuld rødvins-rock, så insisterer Matt Berninger på, at gruppens sange er politiske. Og The National har da også åbent bakket op om flere demokratiske præsidentkandidater igennem en karriere, der for alvor tog fart med plader som »Boxer« (2007) og »High Violet« (2010).

I 2008 blev sangen »Fake Empire« brugt i en af Barack Obamas kampagne-videoer, og bandet har spillet til flere demokratiske vælgermøder, ligesom de også bakkede op om Hillary Clintons præsidentkandidatur sidste år.

Især teksten til »Fake Empire« - »We’re half awake in a fake empire,« lyder det i omkvædet - fremstår mere aktuel end nogensinde, nu hvor USA har fået en præsident, der i flere omgange har fortalt åbenlyse usandheder fra sin post i verdens mest magtfulde embede.

»Det er en sang, der handler om at have lyst til at stikke sit hoved i sandet og drømme om en anden, tegneserieagtig verden, fordi den virkelige er for stressende. Lige nu kunne man sagtens skrive »Fake Empire Del 2«, hvis man ville,« forklarer Berninger.

»Men underligt nok føltes den heller ikke forældet under Obama. Det føles, som om det Republikanske Parti er kalket til i et underligt spind af informations-undertrykkelse. Men nu begynder det at slå revner. Så er det brune menneskers skyld, så er det immigranternes skyld, »Obamacare kommer til at dræbe din bedstemor!« og blablabla... Det handler dels om Fox News og de store virksomheders donationer. Men USA begyndte at køre langt af sporet for længe siden, da man begyndte at prøve at splitte folk i stedet for at samle dem. Folk begyndte at tro på folk som Rush Limbaugh (konservativ radiovært og kommentator, red.)«

Ordene nærmest snubler ud af munden på ham.

»Jeg har så mange familiemedlemmer, som er gode, søde og kloge mennesker. Men det virker, som om de har indtaget en eller anden form for giftig information, der har ændret deres evne til at ræsonnere klart. Og som stemte på Trump. Jeg kan stadig ikke forstå, at folk gjorde det velvidende, hvad han havde gjort.«

Ifølge Berninger har alle, der stemte på Trump, et moralsk problem.

»Han pralede jo ligefrem af sine seksuelle overgreb. Der findes utallige klip, hvor man hører ham sige meget sårende og forfærdelige ting om mange forskellige befolkningsgrupper. Alle andre end ham selv dybest set. Og alligevel tog folk den moralske beslutning, at han var et bedre valg end Hillary Clinton. Og hvorfor? Fordi Rush Limbaugh overtalte dem? Det er det rene vanvid.«

Han trækker lige vejret. Og fortsætter så:

»Jeg er ikke cool med folk, der stemte på Trump. Ikke endnu. Det er jeg bare ikke. Der er stadig så meget mere, der skal forklares. Jeg kan forstå behovet og desperationen, men derfra og så til rent faktisk at stemme på lige præcis ham... Det er sindssygt. Det var aldrig en hemmelighed, at han var bindegal og et dårligt menneske. Han viftede det lige op i hovedet på os alle sammen, og alligevel valgte folk at stemme på ham.«

Jeg er selv lige kommet hjem fra USA, hvor jeg besøgte noget familie. Nogle af dem var dybt kristne og pro-Trump og de var virkelig søde mennesker. Hvad gør man så i den situation? Har du selv oplevet noget lignende?

»Jeg kan ikke forstå det der med, at man kun går op i en mærkesag og så vælger at se bort fra alt det andet. Det er ikke i orden. Man kan ikke bare vælge én ting. Verden er mere kompliceret end det. »Er du virkelig okay med, at kvinder bliver overfaldet?« Men så siger folk, at det er, fordi de er imod abort. Men det står der altså ikke noget om i Biblen. Hele anti-abort-tingen er noget, højrefløjen har fundet på. Den der anti-abort-iver er jo en forholdsvis ny ting. Det er de store selskabers skyld. De poster penge ind i det politiske system for at få deres agendaer igennem. Trylledrikken er løbet helt ud i blodbanerne.«

Men hvor meget påvirker det politiske klima jeres liv og dagligdag?

»Det er et godt spørgsmål. Vi er hvide, heteroseksuelle mænd, der nok også betaler topskat, så sandheden er, at vi fem medlemmer af The National er blandt dem, der kommer til at være mindst påvirket af det her. Til gengæld har jeg en otteårig datter. De her fyre laver love, der bestemmer, hvem hun må elske, og hvilke beslutninger hun må tage i forhold til sin egen krop. At fratage en kvindes ret til selv at vælge - selvom det selvfølgelig er en gråzone, når vi snakker abort - er en aggressiv form for slaveri. Når man kontrollerer et andet menneskes krop, kontrollerer man deres frihed. Man kontrollerer deres autonomi og individualitet og deres følelse af kontrol over egen skæbne. Og det er, hvad hvide konservative mænd i amerikansk politik har forsøgt at gøre mod kvinder i mange år. Den her regering har gjort det klart, at det er noget, de vil fortsætte med.«

»Men i og med at jeg har en otteårig datter, er det meget personligt for mig. Politik er meget personligt for mig. Ikke kun på grund af den dagsorden, men på grund alle mulige ting: Sundhed, uddannelse, men så sandelig også planetens helbred. Vi har alle sammen børn, og vi er ved at overdrage dem en rygende bunke varm...«

Du sagde før, at alle jeres sange har en politisk dimension. Kan du være mere specifik?

»Der er et citat af Karl Rove på en af de nye sange. »Walk It Back« hedder den. Citatet er fra en New York Times-artikel fra dengang, Rove var rådgiver for George W. Bush i Det Hvide Hus. Det er vel fra 2005 eller 2006. Men det fanger det, jeg snakkede om før. Allerede dengang vidste de, at nøglen til at kontrollere verden var at underminere virkeligheden. Eller det, han selv kaldte »the reality-based community« - altså folk, der tror på de ting, der rent faktisk er sande. Versus alle de folk, som det er lykkedes dem at binde en masse usandheder på ærmet. Hvilket de så kan tjene en masse penge på. Karl Rove har stadig ikke indrømmet, at det var ham, men alle lader til at vide, at det var ham, der sagde det. Så ja, det er politisk, alene fordi det er så skræmmende og blev sagt allerede for 10-12 år siden. I Det Hvide Hus. Til New York Times. Af Karl Rove. En af arkitekterne bag alt det her lort. Så de har arbejdet på det her i lang tid, og nu er det eksploderet i ansigterne på dem og alle andre. Det er skræmmende.«

Jeg har lavet mange interviews med musikere gennem tiden, men det er sjældent, at nogen taler i så direkte vendinger om politik. Og insisterer på, at deres sange er politiske.

»Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor musikere, mere end nogen andre kunstnere, gør et stort nummer ud af ikke at være politiske. »Jeg er ikke politisk, jeg holder politisk ude«. Det giver ingen mening. Det gør malere da ikke. Det gør forfattere ikke. Hollywood-filmmagere gør, og jeg synes, at de sammen med musikerne burde stoppe med at undgå politik.«

Han kigger op. Fanger mit blik.

»Det er jo den eneste slags musik, der betyder noget. Den, der dykker ned i de virkelige problemer.«