Formen, der blev sprængt

Jesper Beinov, kulturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ny dansk litteratur serveret i et Se & Hør-lignende layout er det nyeste påfund fra undergrundsforlaget Gladiator. For hvorfor skulle kortprosa ikke kunne sættes op som et sladderblad?

At få udfordret vante forestillinger kan gøre beskueren vældig nervøs og usikker. Samme oplevelse havde jeg tidligere på ugen, hvor jeg så Den Kongelige Ballets opførelse, »Short time together«. Heri indgår et formeksperiment, hvor man undervejs bl.a. spiller et stykke af Ravel bagfra.

Koreografien er tilsvarende baglæns, altså det rene »Omvendslev«. Danserne råber også til publikum og går endda ned til dem. Ret grænseoverskridende i forhold til den normale balletopførelse. Ud over at jeg glæder mig over at sidde længst muligt fra midten, så jeg slipper for at blive hevet på scenen, tænker jeg tit på, hvad formålet er.

I eftertanken bliver det klart, at det i hvert fald viser, hvor vanskelig kunstform dansen er, hvor unaturlige kropsstillingerne er. At selvom det ligner en leg, så ligger det meste i den præcise bittelille detalje.

Kunst er mange ting. Kunstbegrebet er tillige flertydigt, mere rummeligt, akkurat som vores egen tid. Og ny kunst bliver nogle gange til ved at knuse de gamle former, radikalt at modsætte sig det gamle.

At sætte tingene op i collager, eller bruge populærkulturen kender vi jo fra pop art, der opstod omkring 1960 og hvis mest kendte udøvere var Andy Warhol og Roy Lichtenstein, og hvor pointen var et opgør med det elitære i kunsten.

Vi kender det fra samme årtis sproglige modernisme, hvor Klaus Rifbjerg og hans jævnaldrendes tekster nogle gange udartede sig i kæder af uforståelige sproglige manifestationer. Eller sluttresserernes formeksperimenter med multikunstnere som Dan Turell, Jørgen Leth, Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard og Asger Schnack - den sidste i øvrigt en af forfatterne hos undergrundsforlaget Gladiator, der udgiver det nye blad, Texas Langhorn.

Det ugebladslignenede magasin, der foreløbig skal komme hver tredje måned, er ikke revolutionerende. Men selve det nye hold af generationsstemmer er spændende. Point for deres hittepåsomhed - en innovation, der godt kan få kulturbrugeren til at spærre øjnene op, fordi det ser ud som et sladderblad, et ret vilkårligt billedvalg, mens mange af bidragene er højlitterære. Bladet distribueres gratis, så det er muligt at få et eksemplar.

I kunsten tales tit om form overfor indhold. I gamle dage kunne det være rimede vers, der spærrede for indholdet. I dag er formen ofte nonkonform, samplet, fragmenteret. Texas Langhorn er set med mine øjne et formeksperiment, mens udgiverne i programerklæringen skriver, at de vil have litteraturen ud til folk. Spørgsmålet er, om det er sjovt efter et par håndfulde numre. Jeg tillader mig at tvivle. Men held og lykke med projektet.

Vi bevæger os blandt andet ved, at der er kunstnere, der insisterer på at bryde de vante former. Uden vilje til formeksperimenter stivner kunsten. Uden sans for indholdet bliver rene formeksperimenter kedsommelige. Eksperimenterne stiller store krav til både publikum og kunstner.