Format til at tilfredsstille egne behov: Drag ind i Norah Jones melankolske univers

Den amerikanske sangerinde, pianist og sangskriver Norah Jones er ude med sit syvende album, som er relativt kort, men ikke desto mindre lidt vanskelig at sætte ord på.

Norah Jones ved flyglet i Los Angeles i California 8. februar 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARIO ANZUONI

Det er ikke så enkelt endda. For hvad er det lige, der kommer ud af de riller? Selvfølgelig er det Norah Jones, og det vil sige den nu 40-årige amerikanske sangerinde og pianist, der som følge af sit debutalbum i 2002 måtte indkassere alskens statuetter og lignende hædersbevisninger. Og fra primært at være anset som en jazzkunstner blev hun nu en del af et større popmusikalsk univers. Med sine følgende album foldede hun sig da også mere ud i en højere enhed af pop, country og folkemusik, om end hun med sit forrige – og ganske fremragende – udspil, »Day Breaks« fra 2016, drog et godt stykke tilbage imod sine jazzrødder.

Efter denne præsentation er det vel tilladt at formulere sig lidt mere indforstået, idet damens aktuelle album på mange måder virker ret så indforstået. Ikke noget med at lefle for lytteren, nej, vel snarere blot tilfredsstille egne musikalske behov. Og det har Norah Jones da også format og status til at gøre.

Dette hendes syvende album bliver annonceret som en EP, idet musikken sammenlagt varer lidt under en halv time, og som en samling af singler, idet Norah Jones i det sidste års tid har gæstet forskellige studier med forskellige velrenommerede producere, musikere og medkomponister, og så har hun ellers ladet inspirationen råde.

Albumtitlen »Begin Again« kunne antyde, at Norah Jones gerne har villet begynde forfra, gå tilbage til sine jazzrødder. Ja, måske fortrænge hele sin øvrige karriere. Men så enkelt er det ikke endda. Der er ikke tale om jazz i helt firkantet forstand, blot er Norah Jones sit eget jazzede univers. Her råder nysgerrighed og frihed, her er kommunikation og kreativitet, og så befinder de syv numre sig i samme univers. Og det er – hvis man forsøger at tolke teksterne – et univers af melankoli og uforløst kærlighed. Og hvis man blot lader ordene være abstrakte musikalske elementer i lighed med instrumenterne, ja, så handler det fortsat om melankoli og uforløst kærlighed. Det er musikkunst, men det er også monotoni, og selv om mange fine nuancer dukker op for hver gennemlytning, bliver oplevelsen af depression mere og mere påtrængende. Og skulle en og anden mene, at jeg har haft svært ved lige at sætte ord på denne udgivelse, så har en og anden fuldstændig ret.

Norah Jones lægger ud med »My Heart is Full«, som har en skarp puls, et åndedræt og ord og toner, der intensiveres og bliver til dramatik og til en ouverture til »Begin Again«. Dette – albummets titelnummer – rummer også en politisk kommentar og en kulmination med fire gange »Can we begin again?« Så er »It Was You« mere neddæmpet, ja, vel nærmest dyster, men også med ægte stænk af Norah Jones'sk melodik, hvorefter der går to akkorders akustisk folkrock i foretagendet, når sangerinden møder guitaristen Jeff Tweedy i den ganske fascinerende »A Song with No Name«.

Titlen »Uh Oh« er også det resignerende udbrud, der præger albummet generelt, og »Wintertime« er en fin ballade, der klart sagt handler om længsel efter lys. Endelig afrundes der med »Just a Little Bit« med stærkt pianospil og solide blæsere samt en sortie med det tryglende »I'm on Fire (just a little bit) / Take me highter / Take me higher.« Der er så gået en lille halv times tid. Meget passende. Smertegrænsen er nået.

»Begin Again«. Fold sammen
Læs mere
Foto: cover.

Norah Jones

»Begin Again«

Blue Note Records (Vinyl og CD)