Forlægger og nær ven mindes Yahya Hassan: »Der var en vildskab og et kaos i ham, som han ikke kunne gøre sig til herre over«

Digteren Yahya Hassan er død, 24 år gammel. Forlægger Johannes Riis har jævnligt haft kontakt med ham og hylder digteren.

 
Yahya Hassan blev 30. april fundet død. Foto: Ritzau Scanpix. Video: Maya Tekeli. Redigering: Mathilde Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Yahya Hassan var digterkomet og nåede at udgive to digtsamlinger, der begge vakte opsigt, debat og efterlod mange danskere forbløffede. Han gjorde et indtryk.

Torsdag kom det frem, at Yahya Hassan er død, 24 år gammel.

Digteren Yahya Hassan er død. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen.

Johannes Riis, forlægger og tidligere litterær direktør for forlaget Gyldendal, husker tydeligt den vildskab, digteren besad.

»Det er jo det, vi har frygtet i årevis. Yahya lod sig aldrig tæmme af andre, og hvad værre var: Han fik aldrig styr på sig selv. Han gjorde sig gældende som ingen anden i sin generation, han vandt hæder og ære og priser både her i landet og uden for Danmarks grænser; men det var ikke nok for ham, han var hele tiden på vej til noget andet, et andet sted hen. Han vidste bare aldrig rigtig hvorhen,« skriver Johannes Riis i en mail til Berlingske.

Tidligere litterær Gyldendal-direktør Johannes Riis har jævnligt haft kontakt gennem årene, siden Yahya Hassan debuterede som digter. Johannes Riis har ligeledes skrevet med Hassan, mens den nu afdøde digter, sad i fængsel. Sidst, han så ham, var for et halvt år siden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Han har jævnligt haft kontakt gennem årene, siden Yahya Hassan debuterede som digter. Johannes Riis har ligeledes skrevet med Hassan, mens den nu afdøde digter, sad i fængsel. Sidst, han så ham, var for et halvt år siden.

»Han brugte alle midler for at finde ud af det, men fandt aldrig ro nogen steder. Yahya er et af de mest begavede mennesker, jeg har mødt. Han var lynende intelligent; jeg mødte ham, da han var sytten-atten år og mødte op i en for ham totalt fremmed og ukendt verden, og han tilegnede sig koder og sociale og andre færdigheder i et tempo, jeg aldrig har set magen til. Men det var ikke nok for ham, han kunne ikke slå sig til tåls med sit nye miljø. han kedede sig, han kom aldrig til at hvile i det, han var rastløs. Der var en vildskab og et kaos i ham, som han ikke kunne gøre sig til herre over og som han måske ikke havde lyst til at gøre sig til herre over,« skriver Johannes Riis.