Forført til forræderi

I konflikten mellem Israel og Palæstina er informationer altafgørende. For at afværge selvmordsangreb har Israel brug for oplysninger om militante palæstinensere.

Tegning: Bob Kantzenelson Fold sammen
Læs mere

En 21-årig palæstinensisk mand sidder i et afhøringslokale hos Statsadvokaten i Ramallah på Vestbredden:

»Jeg havde sex med hende. Hun var blond og iført sexet tøj. Jeg husker ikke farven på tøjet,« fortæller manden i statsadvokatens afhøringsdokument, som Berlingske Søndag har fået oversat.

Den 21-årige beskriver i detaljer sit samarbejde med Israel, som tilsyneladende begyndte, da en israelsk prostitueret – hyret af Israels interne efterretningstjeneste Shin Bet – forførte ham.

Den 21-årige havde forinden fået en lang straf for at kaste sten mod besættelsesmagten i Nablus. Israel forsøgte at overtale ham til at samarbejde mod at få nedsat straffen. Manden fortæller, at han i første omgang afviste tilbuddet. Men senere førte efterretningstjenesten ham ifølge dokumentet sammen med en israelsk prostitueret.

»Hun anbragte sin hånd på mit ben, hun begyndte at klæde mig af,« står der.

Senere kom en israelsk officer ifølge afhøringsdokumentet til cellen og viste billeder, som Shin Bet havde taget, mens manden havde sex med kvinden. Trusler om, at billederne ville blive spredt ud i mandens landsby, gjorde ham så angst, at han indvilgede i at samarbejde, lyder forklaringen.

»Efter denne episode gjorde jeg alt, hvad de bad om,« siger den 21-årige ifølge afhøringsdokumentet, som også beskriver, hvordan han efterfølgende rapporterede om efterlyste palæstinensiske mænds gøren og laden, indtil palæstinensiske agenter pågreb ham.

ISRAEL HAR BRUG FOR kollaboratørers oplysninger for at afværge potentielt dødbringende angreb fra palæstinensiske militante i den blodige konflikt, og dokumenter, som Berlingske Søndag er kommet i besiddelse af, viser, at israelerne – som andre i krige før dem – benytter sig af såkaldte »honeytrap«-operationer (»honningfældeoperationer«, red.), hvor romantiske eller seksuelle forbindelser bruges til at rekruttere agenter. Afhøringsdokumenterne, som stammer fra henholdsvis anklagemyndigheden i Ramallah og fra et fængsel i Nablus, beskriver, hvordan Shin Bet ved hjælp af israelske prostituerede eller palæstinensiske lokkeduer har forført unge arabiske kvinder og mænd for derefter at bruge billeder af den seksuelle akt til at hverve dem som kollaboratører.

»Vi har den ene sag efter den anden, som præcist gentager dette mønster,« siger vicestatsadvokaten i Ramallah, Abdel Reme Awaiwi, til Berlingske Søndag.

»Hvis billeder som disse bliver vist i mandens landsby, vil det knuse hans liv. Han vil aldrig få et job, han vil aldrig blive gift, han vil miste sine venner, sin familie. Israels overordnede mål er at ødelægge moralen i vores samfund,« lyder vicetstatsadvokatens anklage, som afvises pure af Israel.

DET ER DET ultimative tabu: at forråde sit land og sit folk. Men alligevel bliver det virkelighed for tusindvis af palæstinensiske spioner. Beretningen om, hvordan Israel hverver palæstinensiske kollaboratører, som Berlingske har fået de seneste måneder, er som et sindbillede på Israel og palæstinensernes dødedans; hvor Israel og Palæstina i de forløbne to menneskealdre har omklamret, forrået og korrumperet hinandens moral i kampen om det hellige land. Hvor ære bliver til vanære og kampen for overlevelse til forræderi. Hvad enten de i dag er døde eller levende, er kollaboratørernes liv historien om en krig; om krigen mellem israelere og palæstinenserne. Men det er samtidig historien om alle krige: Informationer er afgørende for enhver krig. Krigens skelet er efterretninger, og Israels efterretningsvæsner har siden statens oprettelse været effektive til at skabe palæstinensiske spioner.

Israel bruger oplysninger fra kollaboratører til at gardere sig imod selvmordsangreb fra palæstinenserne. IDF, De Israelske Forsvarsstyrker, anslår, at 80 procent af alle forsøg på terrorangreb mod Israel bliver afværget ved hjælp af efterretninger, hvoraf en stor del er baseret på informanter.

Hver gang, Israel dræber palæstinensiske højtstående militante i Gaza eller på Vestbredden for at gengælde eller afværge terrorangreb på den israelske stat, beror drabets udførelse blandt andet på oplysninger, som kollaboratører har givet. Derfor er det afgørende for den israelske stat at kapre palæstinensiske spioner, som kan forsyne dem med oplysninger om militante og ofte mærke f.eks. en specifik bil eller adresse, som det israelske militær derpå sprænger i luften i et målrettet attentat. I foråret blev den palæstinensiske indenrigsminister Said Sayyam fra Hamas således dræbt i en israelsk operation, mens han befandt sig i sin brors hus i Gaza.

ISRAEL BENYTTER SIG af adskillige metoder i bestræbelsen på at få de – i visse tilfælde livsvigtige – oplysninger fra kollaboratører. Det fremgår af en lang række interview med både palæstinensere og israelere, som Berlingske har udført på tværs af Israel og de besatte områder over de seneste måneder. Ifølge Qaddura Fares, direktør for Palestinian Society Prisoners’ Club, har tre procent af palæstinensiske fanger i israelske fængsler arbejdet for »Shabbak«, som Shin Bet også kaldes. Fangeforeningen anslår, at der er minimum 10.000 palæstinensere i israelske fængsler.

»Det, Shabbak gør, er, at de finder netop dit svage punkt; din nøgle, som de benytter til at få dig på krogen,« siger Muhammed, der har været palæstinensisk forhørsleder af kollaboratører i et israelsk fængsel, til Berlingske Søndag.

Ofte bestikker besættelsesmagten kollaboratører med penge: Mange palæstinensere havner i en økonomisk klemme i forhold til Israel. Eller palæstinenserne er så økonomisk pressede eller ærgerrige, at de – selv mod ganske beskedne beløb – lader sig overtale til at samarbejde med Israel. Yaakov Perry, der var leder af Shin Bet fra 1988 til 1995, skriver i sin selvbiografi »Strike First«, at betalinger til informanter bliver nødt til at være små, idet »hurtige rigdomme vækker mistænksomhed.«

MAHMOUD OLAFI, der egenhændigt har dræbt fire kollaboratører og har haft en ledende post i det palæstinensiske præsidentielle efterretningsvæsen, siger, at det afgørende for Israel er at få folk til at gøre selv små, simple ting for Israel:

»Allerede på det stadie indebærer det, at Israel har penetreret offerets psykologi.«

Et andet udbredt middel til at hverve kollaboratører er tilladelser; for eksempel tilladelse til at arbejde eller gøre forretninger i Israel.

»For at arbejde i en jødisk bosættelse har en palæstinenser for eksempel brug for en tilladelse. For at udstede den vil Shin Bet bede om ’tjenester’ til gengæld,« siger Bassem Eid, der er leder af Palestinian Human Rights Monitoring Group i Østjerusalem.

Et incitament til at samarbejde kan også være, at Israel tilbyder en ‘handel’ til en palæstinenser, der er blevet arresteret:

»Vi vil lukke din sag, hvis du samarbejder,« er et udsagn, der ifølge oplysninger til Berlingske Søndag, ofte høres i fængslerne.

En anden effektiv metode til at få selv meget standhaftige personer til at samarbejde er at lægge pres på dem, når de søger lægehjælp til sig selv eller en syg far eller hustru. Denne praksis er tiltagende, efter at den islamiske gruppe Hamas i juni 2007 erobrede magten over Gaza, hvilket fik både Israel og Egypten til at forsegle landstriben. Ifølge en rapport fra den israelske afdeling af Læger for Menneskerettigheder har Shin Bet forsøgt at skræmme 32 palæstinensere til at samarbejde med Israel mod at give dem passage til lægehjælp.

En palæstinensisk midaldrende kvinde, der ønsker at være anonym og har arbejdet som forhørsleder af andre kvinder for PA, den Palæstinensiske Autoritet, skildrer hverve-mekanismen således:

»Alt i vores liv er knyttet til dem, til Israel: fra at få kørekort til uddannelse til lægehjælp. Vi har mange behov – de har stor magt.«

Et af de behov, som Shin Bet ifølge en lang række kilder har været gode til at udnytte, er sex. Shin Bet nægter, at dette er tilfældet; man afviser i det hele taget at kommentere noget som helst om sin praksis for at hverve kollaboratører. Men Berlingske er kommet i besiddelse af adskillige vidnesbyrd, som viser tendensen, der ellers ikke tidligere systematisk er påvist af nogen medier eller organisationer.

»Palæstinensere er traditionelle, konservative og tilbageholdende, når det kommer til kønslige anliggender. Vi er et religiøst samfund. Det udnytter besættelsesmagten til fulde og bruger som et våben mod os,« siger Mahmoud Olafi fra det palæstinensiske efterretningsvæsen.

»Israelerne udnytter svagheden hos unge, arabiske mænd. Denne svaghed er mere end noget andet sex,« siger Abdel Reme Awaiwi, vicestatsadvokaten i de palæstinensiske områder.

»Vi har adskillige sager, hvor unge arabiske mænd er blevet forført til at blive kollaboratører,« siger han.

ET AFHØRINGSDOKUMENT fra et fængsel i Nablus skildrer, hvordan Shin Bet overtaler en ung mand til at blive kollaboratør og derefter får ham til at forføre adskillige andre til også at blive det. Manden skaber en spioncelle, der tager billeder af, at han har sex med unge palæstinensiske kvinder, som derpå bliver afpresset til at blive kollaboratører. Informanten, der bliver afhørt af palæstinensiske organisationer i fængslet, fortæller, hvordan han forførte 21-årige Ismat, som han møder i sin fars boghandel.

»Jeg fortalte hende om min interesse i at køre hende en tur væk fra, hvor vi boede, så vi kunne have frihed til at tale om ting uden at blive overvåget. Jeg endte med at tage hende til Jaroushieh,« fortæller han.

»Da jeg ankom til det planlagte sted, stoppede jeg bilen og begyndte at røre ved hendes krop. Hun blev ved med at stritte imod, men det lykkedes mig alligevel at have sex med hende uden penetration.«

Den afhørte fortæller videre, at han lovede pigen at bevare mødet som en hemmelighed.

»Hun indvilgede, og senere fulgte hun alle vores ordrer … De skaffede mig informationer om Hamas og Fatah-aktivister.«

Oplysninger som disse kan have været livsvigtige for Israels bestræbelser på at beskytte sine egne.

Mahmoud Olafi beskriver metoden således:

»Når det handler om sikkerhed og efterretninger, er intet forbudt.«

»Mange kvinder bliver presset til at arbejde med besættelsesmagten, efter de bliver filmet i pinlige, seksuelle situationer. De fleste spionsager angående kvinder under intifadaen foregik efter denne model,« siger vicestatsadvokaten, som samtidig hævder, at mange æresdrab på kvinder i de palæstinensiske områder har en direkte forbindelse til besættelsesmagten.

MARK REGEV, TALSMAND for Israels premierministers kontor, som Shin Bet hører under, siger imidlertid, at han aldrig har hørt om, at Israel skulle anvende denne praksis.

»Jeg er aldrig tidligere blevet konfronteret med oplysninger om dette,« siger han. Derimod har han hørt det modsatte: at palæstinensere anvender seksuelle billeder som afpresning over for palæstinensere.

»Det er en kendt sag, at palæstinensiske militante grupper misbruger kvinder og seksuelle anliggender til at hverve nye militante,« siger han.

»Det har været dokumenteret, at grupper som Islamisk Jihad og Hamas bevidst har udnyttet kvinder seksuelt med henblik på at rekruttere unge mænd. Beskyldningerne er forekommet i forbindelse med fejlslagne selvmordsbombere og æresdrab mod kvinder.«

Israel afviser altså, at denne metode til at hverve palæstinensiske kollaboratører bliver brugt. Men afhøringsdokumentet fra fængslet i Nablus-området beskriver en lang række møder mellem den unge palæstinensiske kollaboratør, og kvinder, som han gør til medkollaboratører, der derpå forfører nye personer.

Om en 23-årig kvinde Jihan fortæller den afhørte:

»Jeg bad hende om at hjælpe mig med at rekruttere andre til mit arbejde, og efter at jeg havde sex med hende adskillige gange og truede hende, indvilgede hun. Jeg informerede kaptajn Sharon (fra Shin Bet, red.). Han bad mig om at fortsætte tingene med hende og om at bringe hende mænd, som hun skulle have sex med […] Hun havde sex med dem alle tre, men ikke på samme tid. Mit job var at tage billeder af dem, mens de havde sex. Via fotografierne og trusler var jeg i stand til at rekruttere dem.«

I DETTE TILFÆLDE lader det til, at den israelske kontakt er primus motor, men i andre tilfælde virker det nærmest, som om den afhørte selv tager initiativ til at hverve nye kollaboratører, som kan hjælpe ham.

Muhammed, der har ledet efterforskningen af kollaboratører i fængslet i Nablus, siger til Berlingske, at det er sandsynligt, at den afhørte har blandet virkelige og fiktive navne for at forvirre de palæstinensiske afhørere:

»Instruksen til informanter er ofte, at hvis de falder i hænderne på palæstinenserne, skal de give dem mange navne og lange udredninger, således at de blander rigtige og falske identiteter.«

For en vestlig kvinde ville det selvsagt være kompromitterende, at nogen tog nøgenbilleder af hende i en seksuel situation. Men for en palæstinensisk kvinde er det selve hendes fremtid, hendes fortsatte eksistens, der står på spil, idet hendes ære og ærbarhed betragtes som hendes vigtigste kvalitet.

Informanten beskriver for eksempel en kvinde fra Qalanswah:

»Hun blev rekrutteret, efter at hun havde sex med mig. Jeg truede med, at jeg ville vise hendes familie alle de billeder, jeg havde af hende … Hun indvilgede, idet hun var beduin og var angst for at blive dræbt af sin familie.«

Men angsten for at blive afsløret i en seksuel handling sidder også dybt i mændene. Den afhørte kollaboratør fortæller om en ung fyr ved navn Mahmoud:

»Jeg tog ham hen, hvor vi plejede at rekruttere folk i Taybeh, hvor han havde sex med en pige og blev fotograferet, mens de var i aktion. […] Jeg bad ham om at arbejde for os, men han nægtede. Jeg truede ham og fortalte ham, at jeg ville anbringe alle billederne, jeg havde af ham, på væggen tæt ved hans hjem. Han indvilgede omsider og begyndte at arbejde for os.«

DEN UNDERLIGGENDE fortælling i historien om palæstinensiske kollaboratører er, at deres eget folk ender med at være farligere for dem end Israel. Under det første palæstinensiske oprør mellem 1987 og underskrivelsen af Oslo-aftalen i 1993, blev omkring 1.000 palæstinensere, mistænkt for at være kollaboratører, dræbt af andre palæstinensere, ifølge Palestinian Human Rights Monitoring Group. Det er omtrent lige så mange palæstinensere, som Israel dræbte i den samme periode.

Mahmoud Olafi fra det palæstinensiske efterretningsvæsen bekræfter, at det kan være dødbringende at samarbejde med Israel.

»Vi kan ikke tilgive folk, der har samarbejdet. Der er ingen nåde, ingen vej tilbage,« siger han til Berlingske.

Nogle kollaboratører og deres familier er blevet genhuset i Israel, hvis det er blevet for hedt for dem i de palæstinensiske områder. Israelske myndigheder vil imidlertid ikke ud med, hvor mange tidligere kollaboratører, der i dag bor i Israel.

Men en af dem er den 60-årige Mustafa, en topspion, der på 16. år lever i afgrunden mellem sit eget palæstinensiske folk, som han har forrådt, og Israel, der har betalt ham fyrsteligt for at gøre det.

»Jeg har kontaktet Shabbak, før I kom. De har allerede taget billeder af jer, da I kom ind i huset,« siger han til Berlingskes udsendte, som finder frem til hans skjulested.

Israel betaler for Mustafas liv og færden; fra hans børns skolegang og ekstratimer i familiens grønne sofa til hans hvide stenhus, der ligger i den lidet charmerende israelske by Sderot, som både psykisk og fysisk er skæmmet og raseret af raket-beskydning fra militante palæstinensere i Gaza-striben. Israel har lovet at betale for Mustafas liv og levned så længe, han lever; en indikation af hvor værdifulde hans oplysninger har været for den israelske stat.

Den 60-årige mand, der har sorte øjenbryn, som danner en skarp og dramatisk kontrast til hans hvide hår, er på den vis en »stjerne-kollaboratør«, men i øvrigt er alt, hvad topspionen udstråler tristesse og vidnesbyrd om et fejlslået liv på besættelsesmagtens konto.

»Jeg dræbte Hamas-folk,« siger Mustafa, der er klædt i jeans og en hvid og blåternet, åbentstående skjorte, mens han febrilsk suger på en Marlboro-cigaret, som han får til glødende at sitre af nervøsitet, mens han modvilligt beskriver sit forræderi.

Mustafa samarbejdede med Israel, fordi han havde brug for pengene.

»I begyndelsen var det et spørgsmål om penge,« siger han; han gjorde dem en lille tjeneste ved at sladre om grupperinger og militante personer for at komme ud af en økonomisk kattepine. Men lynhurtigt befandt han sig i det moralske ingenmandsland, som nu er blevet hans livs fængsel.

Mustafa havde i Gaza en stor fabrik, der producerede mursten, fortæller han. Han ejede 300 durham land og hans hus var et stort hus på over 1.000 kvadratmeter.

»Jeg var nødt til at betale Israel skatter og afgifter,« fortæller Mustafa og flytter uroligt på sine bare fødder i sandalerne. Da militante i Gaza fandt ud af, at Mustafa samarbejdede med fjenden, ankom maskerede, bevæbnede mænd til hans hus, og han blev flere gange udsat for angreb. Til sidst bad han Israel om hjælp, og de flyttede ham til Sderot, et stenkast fra Gaza, hvor han sammen med 15 andre palæstinensiske kollaboratør-familier lever under statens beskyttelse og overvågning.

»Jeg elsker Gaza. Det er der, jeg er vokset op, det er der, jeg har mine rødder,« siger Mustafa.

»Men jeg bliver nødt til at være her – i sikkerhed. Israel passer godt på mig, mens jeg frygter, at mine børn kan blive dræbt af palæstinensiske militante i Gaza. Israel er et demokratisk land, det er et godt land. Jeg er taknemmelig for, hvad de har gjort for mig,« siger han.

Antropolog Janne Louise Andersen har medvirket til at researche serien om palæstinensiske kollaboratører.