Forfatterne skal i centrum

Boghandlerne kan forvente kamp til stregen, bebuder Anette Wad, nyudnævnt topchef for landets nye gigantforlag Lindhardt & Ringhof med litterære og økonmiske »muskler«, der matcher mastodonten Gyldendal. Vi har mødt den 47-årige forlagsdirektør, som med et slag har ændret magtbalancen i den danske forlagsbranche.

Anette Wad har sat sig på tronen i den danske forlagsbranche. Foto: Kristian Sæderup Fold sammen
Læs mere

Anette Wad går ind for praktiske løsninger. Det gælder også på privatfronten, hvor hun som fraskilt med to store drenge har valgt at bo i et bofællesskab med fællesspisning og tæt socialt netværk. Med sin kæreste praktiserer hun »living together apart«. Hun mener, at ikke mindst kvinder kunne have gavn af at skippe drømmen om det perfekte liv.

Man kan ikke alting på samme tid.

Hendes bedste råd lyder, at man skal lade være med at købe en gammel kasse af et hus, der skal sættes i stand, og så skal man købe sig til praktisk hjælp som rengøring, afskaffe alle husdyr og bruge Uncle Bens sur-sød sovs på alt!

»Altså, jeg synes jo tit folk indretter sig ret upraktisk i forhold til deres livssituation,« uddyber hun mere diplomatisk.

Hun ser solbrændt og glad ud. Og forbløffende afslappet i betragtning af, at hun netop har forberedt en gigantisk forlagsfusion. Med månedsvis af hemmelige møder, søvnløse nætter og mange millioner på højkant.

»Nej, jeg har faktisk et godt sovehjerte, og normalt arbejder jeg 45 timer om ugen, men jeg vil indrømme, at det nok er blevet til lidt mere på det seneste.«

Men lige nu ser hun frisk og kampberedt ud. Det har sin forklaring. Anette Wad er netop hjemvendt efter fjorten dages ferie i Californien, hvor hun har vist sine to sønner på 13 og 18 år »alle stederne fra dengang mor var hippie«.

»Hippier måske så meget sagt, men det var jo i kølvandet på hippietiden. Vi havde en fantastisk tur, og jeg fik vasket tavlen ren det lykkedes mig da at glemme mit password,« fortæller hun og forklarer, at hun efter sin studentereksamen tilbragte et år i San Francisco i USA.

»Det var sådan en klassisk dannelsesrejse, hvor jeg lavede alt muligt og bl.a. arbejdede som servitrice, tømrerlærling, Greenpeace-aktivist og gulvbonerske.

»Mange af de steder, jeg havde arbejdet, eksisterede naturligvis ikke mere, men vi havde det sjovt, og vi besøgte venner fra dengang. Og min ældste søn blev lun på at læse på Berkeley universitetet.«

Vi møder topchefen for landets nye forlagsgigant på hendes kontor. Det ligger på 4. sal i Gutenberghus-bygningen i Vognmagergade i København. Titlen som adm. direktør for Lindhardt & Ringhof er spritny, men kontoret er det samme, som Anette Wad har opereret fra i sine år som adm. direktør for Aschehoug.

Kontoret er mere praktisk end prangende. Her er ingen fancy designermøbler eller dyre malerier på væggene. Derimod er der bøger overalt, plakater på væggene og sjove udklip, bl.a. en stribe fra Politikens tegneserie »Wulfmorgenthaler«: Flodhesten Dolph er til plastickirurg, og han har medbragt et billede af B.S. Christiansen.

»Den kan vi ikke klare,« lyder kirurgens besked. Med et salg på 270.000 eksemplarer har den tidligere jægersoldats selvhjælpsbog slået alle salgsrekorder i den danske forlagsbranche. »Et liv på kanten«, der udkom for nogle år siden på Aschehoug, er Danmarks hurtigst sælgende biografi.

Dengang blev der i branchen grinet en del i krogene af Anette Wad. Helt ærligt B.S. Christiansen!

»Nu er de for længst holdt op med at grine,« bemærker hun tørt og tilføjer, at bogen fik fat i helt nye læsergrupper, bl.a. mange mandlige læsere. »Jeg har aldrig oplevet en forfatter, som har fået så megen respons.«

I dag drømmer ethvert forlag med respekt for sig selv om »en B.S.«

Det nye L&R-forlag er resultatet af sommerens storfusion i forlagsbranchen, hvor det Egmont-ejede Aschehoug har købt samtlige Bonniers danske forlag. Det nye storforlag har økonomiske og litterære »muskler« på linje med Gyldendal, og såvel mastodonten i Klareboderne som de stadig mere magtfulde boghandlerkæder kan forvente kamp til stregen.

»Før var vi en lille nummer to, og nu har vi slået os sammen med nummer tre og dermed skabt en ligeværdighed i branchen. Med to store spillere. Men det, som mest af alt har drevet fusionen, er de senere års voldsomme konsolidering på boghandlersiden. Her har vi følt en trang til at komme med et modsvar, så vi populært sagt kan styre vores adgang til markedet.«

Ambitionen er at bygge et moderne og dynamisk forlag op, hvor forfatteren er i centrum.

Har forfatteren ikke altid været det?

»Jo, det kan du sige. Men nu kan vi opruste både hvad angår markedsføring og kvalificeret redigering. Vi får en større markedsføringsmuskel læs: flere penge og vi får mulighed for en højere grad af professionalisering.

Dybest set er et forlags eneste berettigelse at tilføre forfatteren værdi og at tilføre værket værdi. Ellers kunne man jo bare selv gøre det, altså lægge sin bog ud på internettet. Som forlag skal vi kunne løfte bogen, hvis den mangler et kvalitetsløft, og vi skal videre løfte den ud til så mange læsere som muligt. Det er vores to egentlige kerneydelser, og det får vi bedre mulighed for med denne fusion,« siger hun.

Skræmmebilledet er »britiske tilstande«, hvor meget stærke boghandlerkæder i realiteten bestemmer, hvilke bøger der kommer ud på markedet.

»Vi har ting, som boghandlerne ikke kan undvære. Det sætter jo én i en bedre forhandlingsposition. Men det handler også om så alvorlige ting som at bevare ens suverænitet i sin udgivelsespolitik. I England er det i realiteten få og meget magtfulde personer hos boghandlerkæderne, som sidder og bestemmer, hvilke bøger der skal ud i butikkerne. Og med al respekt for boghandlerne, så efterlyser man det, som sælger mest. Sælger man meget Harry Potter, så vil man have mere Harry Potter.

Vores opgave som forlag er at give læserne det, de vil have, men også at give dem det, de ikke vidste, de ville have,« siger hun og fortsætter:

»I England gik man på et tidligt tidspunkt over til fri prissætning på bøger. Det har betydet et udskilningsløb, hvor boghandlerne har koncentreret sig på få spillere. Herhjemme har vi stadig en fast prissætning på ti procent af bøgerne, men hvis vi ikke passer på, risikerer vi den samme udvikling som i England, nemlig at det udelukkende er markedsmekanismerne, der styrer bogmarkedet. Og markedsmekanismer er netop mekanismer. De kan ikke se forskel på kvalitet.«

På væggen i sit kontor har Anette Wad også et inddrammet avisportræt af Madeleine Albright »fra din egen avis« USAs tidligere udenrigsminister er et af hendes store forbilleder.

»Jeg er jo feminist. Man kan ikke rigtig være andet, vel?« siger hun og refererer Albrights råd til kvinder, der ønsker at gøre sig gældende:

»Afbryd. Tal højt og lad være med at bakke ud, fordi en anden taler hen over dig«. Det råd har jeg selv rettet mig efter,« siger Anette Wad, der fik sit første chefjob som 29-årig og nu er røget helt til tops i den mandsdominerede forlagsbranche.

Personligt har hun ikke haft svært ved »at komme til fadet«. Hun føler ikke, der er blevet spændt ben for hende, fordi hun er kvinde.

»Nej, og for nogle år siden havde jeg egentlig besluttet mig til, at nu måtte al den snak om forskellen på mandlige og kvindelige ledere høre op. Ja, vi er heldigvis forskellige fra mænd, og ja, begge køn kan være gode chefer.

Men problemet er, at tingene ikke rykker sig. Kvinder bliver stadig slået hjem som ludobrikker karrieremæssigt, så snart de får børn. Nøglen til at eliminere i hvert fald den hindring er, at mænd og kvinder deler barselsorloven. Og det går for langsomt ad frivillighedens vej, så jeg mener, den sag bør ordnes via lovgivning.«

Det er straks sværere med de mere subtile mekanismer, der er med til at usynliggøre kvinder, siger hun.

Oplever du også det nu, hvor du er topchef?

»Ja, jeg oplever det. Jeg tror, det findes på alle niveauer. Men det har overrasket mig, at de mere subtile ting faktisk er taget til i takt med, at jeg har fået større job. Måske fordi jeg nu har anledning til samtaler med flere indflydelsesrige personer. Dem er der jo altid rift om at komme til at tale med. Altså det der med at stå og føre en samtale, og så har andre pludselig overtaget samtalen. Som nu forleden, hvor jeg står og taler med kulturministeren, og pludselig står der fire hærdebrede jakkesæt foran mig. Hov, hvad skete der lige der?«

Anette Wad støtter fuldt ud op om ligestillingsminister Eva Kjer Hansens forsøg på at få flere end de »ynkelige fire procent kvinder« ind i danske topledelser.

»Og her mener jeg også, vi bør følge Norges eksempel med lovgivning,« siger hun.

Som ung drømte hun om at blive journalist, og efter sin »dannelsesrejse« til USA, søgte hun ind på Journalisthøjskolen. Men blev ikke optaget.

»Jeg havde jo været væk et helt år og havde ikke havde fulgt med i det politiske herhjemme. Det er selvfølgelig ikke sikkert, jeg var kommet ind alligevel, og jeg havde også en plan B. Jeg ville læse dansk på universitetet, og det blev jeg vældig glad for.«

Anette Wad havnede i forlagsbranchen ved en tilfældighed. Hun var færdig med sit hovedfag i dansk og skulle ud i praktik: »Humaniora var rigtig ugleset der i midten af 80erne, så det var svært at få en praktikplads. Min lærer på danskstudiet, Poul Behrendt, havde skaffet forskellige alternative praktikpladser, bl.a. på det lille forlag Komma, og her kom jeg i praktik. Efter fire måneder blev jeg fastansat.«

Den første bog, hun blev sat til at redigere var »Kommas Havnelods« (lystsejlernes bibel, red.).

»Det lyder nørdet, og forlæggeriet er langt mere langsommeligt og tidskrævende end journalistikken, men jeg blev fascineret af hele den proces det er at forløse en tekst. Hvad enten det nu er fag- eller skønlitteratur. At være fødselshjælper for en tekst og få hele den proces til at lykkes. Dét blev jeg grebet af,« siger hun og nævner et yndlingscitat fra Stephen Kings bog »On Writing«:

»Writing is human, and editing is divine« at skrive er menneskeligt, men at redigere er guddommeligt.«

Hvad siger du til kritikken fra bl.a. Forfatterforeningen af den nye fusion?

»Jeg synes, forfatterne nu for alvor får et alternativ fra et stort forlag, som kan tilbyde alle de ydelser, de har krav på som forfattere. Jeg er ikke enig i de røster, der har været fremme om, at det vil gå ud over diversiteten. Vi befinder os i en tid, hvor der aldrig har været så mange nye forlag, så der er faktisk rigtig gode muligheder. Denne fusion er ikke noget, der skader de små forlag.«

Hvordan vil I udfordre Gyldendal?

»Det vigtigste ved denne operation er ikke at udfordre Gyldendal, men at udfordre markedet. At få en bedre markedsposition. Det er dét, der har været hovedformålet med fusionen. Vi vil gerne være et moderne, dynamisk forlag, hvor vi sætter forfatteren i centrum, og så skal bogen bevare sin synlighed i mediebilledet. Det skal vi også bruge vores muskler til.«

Selv om det går godt for bogbranchen i øjeblikket, har bogen ikke den samme ophøjede position, som den havde tidligere, siger hun.

»Bogmæssigt har det været en fantastisk sommer, fordi det har regnet hele tiden. Men bogen som medie er trængt, især hos de unge. Man bliver nødt til at udvikle bogen, finde nye former som appellerer til nye læsere. Det er noget, vi interesserer os for. Aviserne er glade for bøgerne, og det er vi selvfølgelig meget glade for. Men Danmarks Radio! De har ikke et eneste litteraturprogram. Dèt synes jeg da er forfærdeligt. Jeg synes jo, bøger er så oplagt godt fjernsyn. Jeg forstår ikke den prioritering,« siger Anette Wad.

Hun forsikrer, at ingen af de mange forlag, som nu hører under det nye L&R, vil blive lukket.

»Vi ønsker netop at bevare mangfoldigheden, og netop fordi vi har forfatteren i centrum, kan det ikke nytte at samle alt i én stor redaktion. Der er så megen værdi i de navne. Vi fortsætter for eksempel med at udgive børnebøger på et gammelt fornemt forlag som Carlsen, ligesom Aschehougs eget børnebogsforlag Sesam fortsætter. Tilsvarende bevarer vi det lille litterære forlag Athene, som jo er en fantastisk historie med hele tre nordiske prisvindere på fem år.«

Det store dyr i åbenbaringen er markedsføring af forfatterne. Kan man i dag style sig til en bogsucces?

»Ja, til en vis grad. Man kan komme langt med en såkaldt push-effekt, men det har også en begrænsning. Det rigtig store slag, da skal du have en pull-effekt. Det er der, hvor bogen anbefales fra mund til mund. Så begynder du at sælge rigtig mange bøger.

Det er det, der sker for alle gode bøger. Seneste eksempel er Knud Romers »Den der blinker er bange for døden«, der tog samtlige bogpriser i 2006. Her foldede vi ham ikke ud i fuld figur på alle S-togsstationerne, men bogen har et fantastisk liv alligevel.«

Hvad gør man, hvis man som forfatter har skrevet en skidegod bog, og man ikke egner sig til at blive stylet op?

»Jeg tror, man finder sine læsere alligevel. Det er klart, at man taler om, hvilke forfattere der er promotable, TV-stjerner eksempelvis. Men jeg tror også, at man skal passe på, det ikke giver bagslag. I sidste ende kommer det an på talentet. »Kendt fra TV« det er jo ikke dét, der gør, om man kan skrive en god roman. Jo, du kan gøre meget, men det koster rigtig mange penge, og du kan kun gøre det én gang. Derfor skal man omgås med stor varsomhed,« siger hun.

Anette Wad var kun 13 år, da hun sammen med en veninde udgav sit første blad. Det hed »Mosenyt«, og heri skrev hun om løst og fast fra kvarteret Sortemosen i Allerød, hvor hun voksede op. »Jeg skrev om alt, hvad der rørte sig også når nogen skulle skilles i nr. 27! Dengang vidste jeg ikke noget om, hvad man måtte skrive og ikke skrive. Jeg vil ikke påstå, der var tale om kildekritik på et højere plan,« siger hun.

Vigtigheden af kildekritik har hun siden lært at skønne på. For nogle år siden blev Anette Wad kastet ud i den såkaldte »plagiatsag« omkring Frank Esmanns Kissinger-biografi. Som forlagschef for Aschehoug måtte hun trække bogen tilbage ad to omgange. I dag indrømmer hun, at hun forsvarede Esmann for længe.

»Jamen, det var jo indlysende, at jeg forsvarede ham for lang tid. Omvendt er det også min opgave at forsvare forfatteren, så ja, det gik som det gik. Men det havde jo en effekt for hele branchen, det var ikke et enestående tilfælde alle andre lande, også USA, har haft tilsvarende tilfælde. Det er noget, man bliver nødt til at forholde sig til.

»Ja, plagiater er et stigende problem, fordi det at copypaste er meget fristende for svage sjæle. Det er også et problem på universiterne, og derfor har man indført scanninger, så man kan krydstjekke. Efter den sag har vi strammet vores procedure vældigt op. Jeg var selv med i det udredningsarbejde, Kulturministeriet satte i gang, og som bl.a. udmøntede sig i en pjece om kildekritik. Den pjece får alle vore forfattere udleveret, og vi inddrager en højere grad af fagredaktører, hvis man er det mindste i tvivl.«

Det var Berlingskes journalist Bent Blüdnikow, som aflørede Frank Esmanns plagiat.

»Ja, ham er vi da glade for, og han har da også været årsag til, at jeg ikke altid har fået min nattesøvn. Men han er dygtig. Absolut.«

Anette Wad sidder i en række bestyrelser og udvalg, men hun er ikke kendt for at blande sig i den offentlige debat. Spørgsmålet er, om vi kommer til at se mere til hende nu?

»Jeg synes jo, at den fornemste opgave ved at stå i spidsen for så stor en virksomhed er at finde de rigtige ledere og så have selvbeherskelse nok til ikke at blande sig frit oversat efter Franklin D. Roosevelt. Ja, det er da muligt, du vil komme til at se mere til mig, men du vil også komme til at se mere til de dygtige leder, der er i virksomheden.

Hvad driver dig i dit job?

»Det kan siges meget kort. Jeg tror, mit grunddrive i mit job er min store kærlighed til bøger. Og at jeg kan sidde herinde på kontoret eller mit værelse, som jeg kalder det, og så kan jeg høre, hvad der foregår ude på gangen. Som nu forleden, da jeg hørte Camilla Lindemann og Hanne Bech Hansen (Københavns politidirektør), som var inde og aflevere deres manuskript. Hold da op! Det er jo det, det hele handler om. At få det til at ske. Så kan jeg gå ind og administrere lidt mere.«

Hvad er det værste ved jobbet?

»Det værste og det vil det altid være det er for- og efterskælv, når man er nødt til at opsige medarbejdere. Det tror jeg aldrig, man vænner sig til. Det kræver altid nogle guldøl at komme sig over det. Der opstår jo situationer, hvor personer ikke fungerer i det job, de har fået, og det virker altid uretfærdigt på den person, det går ud over. Omvendt kan man sige, at man for det første må påtage sig ansvaret, og for det andet må man holde koncentrationen mod dem, der bliver tilbage. Det er jo i yderste konsekvens for at redde det, Og så må man sørge for at have sine to guldøl hjemme i køleskabet.«

Og så holde op der!

»Det giver helt sig selv, for så falder jeg i søvn.«