Forfatterne og den store ydmygelse

Kommentar. Mette Høegs frontalangreb på yngre kvindelige forfattere har vakt vrede og forargelse. Men under hendes kritik, og den eksplosive diskussion, der fulgte, er noget vigtigere på spil: Hvordan vi læser skønlitteratur, og hvordan vi ser på på dem, der skriver den.

Vært på Deadline, Martin Krasnik, i en tragikomisk samtale med kritiker Lars Bukdahl og forfatter Lars Frost. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man ser det litterære landskab for sig: Væltede træer, brændte marker, en afrevet arm der, et ben her, og midt i det hele et dybt, sort krater.

Det var Mette Høeg, der kastede granaten fra sin forskerstilling på UC Berkeley, Californien. Hen over Atlanten og ind på forsiden af Weekendavisens bogtillæg, hvor den sprang, og hvor målet var de yngre kvindelige forfattere.

De er navlepillende, de er forkælede, og de forsøger med sprog, forstod man af Høegs kommentar, at dække over deres egen banalitet. Hun skrev blandt andet: »Det er typisk for denne litterære tendens, at den fremstår som det tilfældige individs selvoptagede forsøg på at hævde og performe sin egen, partikulære identitet under dække af at tale en større sag.«

 

Et andet sted skriver hun noget lignende, bare hårdere: »For tiden udgives der således en mængde værker, som mest af alt ligner forfatterens omarbejdning af poesi-eller dagbogen fra folkeskolen under opholdet på Forfatterskolen; her får de flittige og stræbsomme piger tillært sig et sprog, der gør dem i stand til at tilføje deres trivielle barndomsminder et skin af dybde og kompleksitet og deres pølsenormale forhold til ungdomskæresten et udtryk af drama og farlighed.«

Bang! Reaktionen lod heller ikke vente på sig. I dagene efter Høegs kommentar mærkede man lynch-raseriet samt tommetyk nedladenhed og ironi på Facebook. Og Politikens litteraturredaktør, Jes Stein Pedersen, toppede i god opportunistisk ånd det hele ved at skrive, at »Høegs indlæg er et af de mest kvindefjendske indlæg om dansk litteratur, jeg nogensinde har læst.«

Alt dette nævner jeg ikke for at skabe polemik, men for at ridse situationen efter Høeg op. En situation der i bemærkelsesværdig grad er præget af social kontrol: Den ene forfatter efter den anden efter den tredje skriver den samme fordømmende, meget likede variation af »Åh, jeg orker ikke så dum en diskussion« på Facebook.

For i en forfatterverden, hvor det eneste man har, er det sociologen Pierre Bourdieu kalder »kulturel kapital«, har man ikke råd til at miste den ved at falde i unåde blandt kolleger og litterater. Specielt ikke blandt dem, der sidder højst i træet. Men mon ikke nogle forfattere som Høeg mener, at litteraturen er blevet for lille, for introvert? Det er der bare ikke likes eller kulturel kapital i. Og en af de få, der faktisk har skrevet, at han drømmer om en mere »verdensvendt« litteratur, er forfatter Peder Frederik Jensen. Men det var før Høeg. Og han blev kritiseret for ikke at ville nævne navne. Høeg for netop at gøre det.

Det kunne man skrive meget om, og uendelig meget er allerede skrevet med afsæt i Høegs dårligdomme, ligesom den forudsigelige modbevægelse også er kommet i læserbreve rundtomkring.

Det farlige lighedstegn

For mig er der nu noget mere foruroligende på spil end Høegs vrede og den følgende forargelse. Det gemmer sig blandt andet i de to passager, jeg allerede har citeret, og burde i langt højere grad vække diskussion og ængstelse blandt forfattere og litteraturinteresserede end hendes akademisk omvundne idiosynkrasier. Det er, når Høeg taler om bøgerne som det »tilfældige individs selvoptagede forsøg på at hævde og performe sin egen, partikulære identitet«, og om, hvordan forfatterne tilføjer »deres trivielle barndomsminder et skin af dybde og kompleksitet og deres pølsenormale forhold til ungdomskæresten et udtryk af drama og farlighed.«

Her skriver en intellektuel, en litterat, rask væk om romanerne som udtryk for forfatternes liv. Ja, hun sætter uden videre lighedstegn mellem den skrivende og det skrevne, hvilket engang for ikke så længe siden var absolut no go. Allerede med udviklingen af nykritikken i 1920erne blev en læsemetode fundet, som var helt anderledes, og heldigvis vandt indpas herhjemme. Her er opmærksomheden vendt mod teksten, mod en nærlæsning, og ikke mod forfatteren, der er sagen uvedkommende.

Den læsemåde, og afledninger af den, har fået konkurrence i dag, hvor litteratur ofte læses på en anden, mere tvivlsom måde. Hvorfor det er gået sådan, er der flere svar på. Et af dem skal findes i den nyere litteratur. Ikke at den er skyldig, men den lægger med sin sammenblanding af fiktion og private oplevelser - dét, der med et usexet ord kaldes autofiktion - op til biografiske læsninger.

Internationalt set er Karl Ove Knausgård genrens general, men herhjemme er den også – dog i andre, knap så monumentale former – repræsenteret. Bjørn Rasmussen, Asta Olivia Nordenhof og senest Rolf Sparre Johansson skriver med stærkt selvbiografisk islæt.

Det kommer der forrygende og foryngende litteratur ud af. Men problemet er, at bøgerne i det offentlige rum ofte læses som »forsøg på at hævde og performe sin egen, partikulære identitet«. Den skrivende og det skrevne blandes igen og igen sammen. Et nedslående eksempel var, da Deadline på DR2 tog Høeg-sagen op, og værten Martin Krasnik, der tydeligvis ikke har meget begreb om dansk litteratur, havde Weekendavisens kritiker Lars Bukdahl og forfatter Lars Frost i studiet. Frost har i sin seneste roman skrevet om et kvindeligt forfattermiljø, og hans portræt af det kunne ligne dét, Høeg fremskriver. Nu ville Krasnik så have Frost til at tale om miljøet, hvilket Frost værgede sig imod. Det var jo en roman, en satire, han havde skrevet, sagde han, mens Krasnik insisterede på at tage bogen for hans mening.

Dagbøger i camouflage

Deadline-indslaget ville have været komisk, hvis det ikke var sørgeligt. At en akademiker som Krasnik sidder og taler sådan om en roman. Som var den en forfatters fiktionaliserede mening og liv. Men sådan er det i det offentlige rum, hvor det er blevet sværere og sværere at få taletid. Derfor bliver man som forfatter nødt til at spille med på de regler, medierne opstiller. Og her har et interview om en ny romans sprog og struktur samme chance for at blive trykt som en snebold i helvede. Man er i dag, som Frost fik sagt, »mere interesseret i forfatteren end i det forfattede.«

Forfatteren skal »give noget af sig selv« og romanen bliver blot afsættet for denne tale-ud-snak. Handler bogen om smerte, så handler interviewet om forfatterens smerte, handler bogen om børn, handler interviewet om forfatterens børn, og så videre.

Udviklingen er med til at fremme den biografiske læsning, og ser man på de unge kvinder, Høeg er ude efter, er de ganske rigtigt eksponeret i medierne. Hvorfor? Fordi de spiller efter reglerne og taler om sig selv, og fordi de set med medieøjne tager sig bedre ud på en helside end en gammel mand. Det er sandheden. Det er et faktum. Og at yngre kvindelige forfattere får plads og taletid, er da glimrende, men i samspillet med kravet om at »give noget af sig selv«, får man den karikatur, Høeg tegner, og et stadigt forstærket udsagn om, at skønlitteratur blot er det private, det banale, i camouflage.

Det er det måske også i nogle tilfælde, men det er aldrig sådan, bøgerne skal læses. Som oversættelser, der så skal oversættes tilbage. Den tendens til at læse biografisk er måske også påvirket af den »biografiske vending«, som professor og dr.phil. Birgitte Possing skriver om i »Ind i biografien«. Om at biografierne er i vælten: De sælges og skrives i en tilsyneladende uendelighed i disse år og består simpelthen af forsøg på at trække tråde mellem liv og værk.

En ny rolle?

Trækningen af tråde finder også sted uden for biografierne, og det kan være fristende, ja, næsten umuligt at lade være. Som ved den nylige genudgivelse af Tove Ditlevsens roman »Vilhelms værelse«, der handler om Ditlevsens eget, meget omtalte parforhold. Bukdahl skrev ganske rigtigt om »umuligheden af at læse romanen u-autofiktivt.« Men det er en pligt at forsøge, også selvom livet skygger for ordene, og det gælder både anmeldere, kulturjournalister og såkaldt almindelige læsere.

Men hvad er problemet? Det kommer naturligvis an på, hvordan man ser på litteratur. Bruger man den til noget andet, til at forklare forfatteres liv eller nedgøre dem, sådan som Høeg gjorde i sin brandsættende artikel, er der jo ingen alarm. Men mener man, at litteratur er en fri kunstform, hvis kvalitet afhænger mere af indlevelsesevne end af »levet liv«, er det ren gift. For selvom en forfatter altid er til stede i sin tekst, er der også altid noget andet og mere i den. I hvert fald i de gode af dem. Ophører man med at se sådan på det, mister forfatteren sin mening, sin betydning, og bliver bare en dagbogsskriver i forklædning. En ydmygende og trist rolle. Så lyt ikke til forfatterne, når de tvinges til at trække tråde mellem dage og sider. Læs i stedet deres bøger.

Jeppe Krogsgaard Christensen er forfatter og litteraturskribent på Berlingske.