Forfatterne fortæller om den første gang

Nervøsitet, feber og frygt for mødet med læserne. Debutbogen er forbundet med store følelser. Her fortæller tre danske forfattere om deres første udgivelse.

Jesper Wung-Sung. Foto: Christina Bausager Jensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jesper Wung-Sung. Født 1971. Debuterede i 1998 med novellesamlingen »To ryk og en aflevering«.

»To ryk og en aflevering« er den eneste bog, jeg har skrevet uden bevidstheden om at være forfatter. Det kan jeg godt se den dag i dag. Den er ung i den måde, den er skrevet på. Jeg tillod mig at skrive om det, jeg nu havde forstand på dengang. Det handlede om at spille fodbold, om at spise ristede hotdogs, om at køre ned til havnen, om at jagte piger. Jeg havde en eller anden urokkelig tro på, at det var godt nok.

Bogen er skrevet, mens jeg boede i København. Jeg læste på universitetet og var træt af det, så i stedet for at skrive opgaver gav jeg mig til at skrive noveller. Da jeg havde lavet 11 korte noveller, sendte jeg dem ind til Samleren. De kunne godt lide dem, men jeg skulle skrive nogle flere, hvis det skulle blive til en bog, sagde de. Så jeg skrev 12 mere, så vi nåede op på 23 i alt.

Så begyndte bordet jo ligesom at fange, for det gik op for mig, at alle de ting, jeg havde siddet og skrevet på derhjemme, faktisk skulle udgives. Jeg smed tre noveller væk på den bekostning, fordi jeg simpelthen ikke syntes, at de var gode nok til at møde læserne.

Jeg synes, at jeg er blevet en bedre forfatter siden dengang. Mest bare rent teknisk, som når en fodboldspiller bliver bedre i løbet af sin karriere. Hvis jeg sad med en kuglepen, var der nok nogle ting, jeg ville strege over eller skærpe i »To ryk og en aflevering« i dag, men samtidig synes jeg, at den repræsenterer noget, som jeg igen og igen vender tilbage til i min karriere: De eksistentielle diskussioner med udgangspunkt i en helt simpel hverdag.

»To ryk og en aflevering« er faktisk en bog, som jeg jævnligt selv besøger, fordi jeg stadig får mails fra unge mennesker, der læser den i gymnasiet eller opgiver den til eksamen. Så er jeg jo nødt til lige at slå op, når de spørger ind: »Hvad betyder det?« og »Hvad er meningen her?«. Fordi den stadig har et liv i dag, tager jeg den også med ud, når jeg holder foredrag. Jeg holder af at læse op fra den, fordi den har sådan en enkelhed og friskhed. Den vedbliver på en eller anden måde med at være den her lyshårede dreng med røde kinder og hudafskrabninger på knæene. Og det er jeg faktisk lidt stolt af.

Jesper Wung-Sung på BogForum

Børnescenen, fredag 11.30. Børnenes boghandel, fredag 12.00. TV2-regionernes Scene, fredag 13.00. Litteratursiden.dk, fredag 17.00. Samleren, lørdag 12.00.

Pia Juul. Foto: Tiderne Skifter Fold sammen
Læs mere

Pia Juul: Født 1962. Debuterede i 1985 med digtsamlingen »levende og lukket«.

»Jeg havde faktisk prøvet at få udgivet noget, siden jeg gik i gymnasiet. Jeg sendte bunkevis af digte ind til forlag bare for at få respons. Jeg fik også svar. De fleste var ikke helt afvisende, men det var meget sådan noget »ikke endnu, skriv noget mere«. »Grow up« var nok i virkeligheden det, de sagde.

Min debutbog kunne faktisk være blevet en helt anden bog. Jeg havde nemlig sendt et manuskript rundt til en masse forlag, blandt andet til Tiderne Skifter, som er mit forlag i dag. Jeg havde ikke hørt fra dem i månedsvis, så jeg besluttede mig for at ringe til dem, for at høre hvad de syntes. »Nåh ja, den vil vi faktisk rigtig gerne udgive,« sagde de, overraskende nok, da jeg ringede. Men der var gået så lang tid, at jeg i mellemtiden havde skrevet en helt anden bog. Det var »levende og lukket«, og det blev min debutbog.

Jeg var meget glad for at skulle udgive en bog. Ikke rigtig nervøs, bare meget glad. Jeg fik en anmeldelse på dagen, det var vist i Ekstra Bladet, og den var rigtig god. Det mærkeligste ved det hele var faktisk ikke selve udgivelsen, men derimod det at skulle ud og læse op. Jeg følte næsten, at det var privat - at det faktisk var lidt grænseoverskridende at læse digtene op for fremmede mennesker. Og det er jo absurd, for en bog er jo ikke privat, når den står i en boghandel. Alle kan se den, ikke mindst fremmede mennesker. Men det var altså noget nyt, som man lige skulle vænne sig til.

Det er svært at sige, om jeg er tilfreds eller utilfreds med den. Jeg ville ikke skrive den om, på den anden side ville jeg heller ikke skrive de ting i dag. Bogen tager jo udgangspunkt i det sted, hvor jeg var på det tidspunkt, og der er jeg jo slet ikke mere. Og selv om der indimellem er linjer, jeg stadig holder af, synes jeg egentlig ikke, at det er en særlig god bog. Måske udmærket af en debutsamling at være, det ved jeg ikke. Men jeg kan jo også gennemskue mig selv, og jeg kan se, hvor jeg gerne vil hen.

Min første bog er meget forsigtig, synes jeg. I dag skriver jeg meget mere frit. Jeg skriver, hvad jeg har lyst til, uden at gå så meget op i, hvad folk tænker, eller hvilke konventioner jeg skriver mig ind i. Der var også ting dengang, som jeg ikke var sikker på, at jeg kunne tillade mig at skrive om. I dag er der ikke noget, jeg ikke kan skrive om. Der er noget, jeg ikke vil skrive om. Men i princippet kan jeg skrive om alt.«

Pia Juul på BogForum

Rød Scene, søndag 13.00. SPOTscenen, søndag 16.00.

Dy Plambeck. Foto: Isak Hoffmayer Fold sammen
Læs mere

Dy Plambeck. Født 1980. Debuterede i 2005 med digtsamlingen »Buresø-fortællinger«.

Der var en periode for et års tid siden, hvor jeg var virkelig træt af min første bog. Hvor jeg læste den og tænkte: »Hold da op, hvor har jeg bare udviklet mig i en bedre retning.« Jeg kender den bog så godt, at jeg nærmest kan den i søvne. Derfor havde jeg lige en periode, hvor jeg ikke rigtig gad læse op fra den. Men nu har jeg efterhånden genfundet glæden ved den, og jeg tænker egentlig, at det er sgu en meget god bog.

På mange måder blev min debutbog virkelig afgørende for den udvikling, jeg har været igennem i mit forfatterskab, også selvom det er min eneste digtsamling. Den bragte mig hen til at skrive om provinser, de skæve eksistenser og de små samfund. Samtidig var den meget fortællende i sin stil. At skrive den fik mig til at indse, at jeg havde det fortællende, prosaen, i mig. Så jeg har det slet ikke sådan, at den er pinlig, og at jeg hellere så den strøget af min bibliografi. For mig er det bare en bog, som jeg skrev, da jeg var 22-23 år gammel. Der er sket så meget siden, og jeg kan godt se på indholdet, at det er en ung pige, der har skrevet den. Eller i hvert fald en yngre mig.

Jeg gik på Forfatterskolen, da jeg begyndte at skrive på »Buresø-fortællinger«, og jeg skrev faktisk på den hele det andet år, jeg gik på skolen. Jeg kan huske, at jeg en aften var ude at læse op af den, og at Simon Pasternak fra Gyldendal bagefter kom hen til mig og sagde, at når jeg var færdig med digtene, måtte jeg gerne sende manuskriptet til ham. Det fik jeg aldrig rigtig gjort, men tilfældet ville, at jeg kom til at tale med ham igen, en eller anden gang hvor han ringede ind på Forfatterskolen. Han spurgte mig: »Jamen, hvad blev der egentlig af det der manuskript?« Og så sendte jeg ham det, og de antog det på Gyldendal.

Jeg var enormt nervøs for min første udgivelse. Jeg vidste jo slet ikke, hvad det handlede om, det der med at udgive en bog. Jeg er meget, meget sjældent syg, men jeg var simpelthen så syg i ugen op til, at bogen skulle udkomme. Jeg havde den vildeste influenza. Det var på en eller anden måde meget sigende for, hvordan jeg havde det. Så bliver man heldigvis lidt mere hærdet med årene!

Min første anmeldelse var af Erik Skyum-Nielsen i Information, og den var meget positiv. Og så skrev han faktisk, kan jeg huske, at jeg sad sådan lidt på to stole. Han mente det ikke negativt, men det var noget med, at jeg manglede at finde ud af, om jeg ville være digter eller romanforfatter. Jeg kan huske, at jeg inde i mig selv gav ham ret. Det manglede jeg egentlig at finde ud af. Siden har jeg faktisk kun skrevet romaner og børnebøger.

Heldigvis tænker jeg, hver gang jeg udgiver en ny bog, at »den her er bedre, end den, jeg skrev før«. Jeg håber aldrig, at den dag kommer, hvor jeg udgiver en bog og tænker: »Arh, jeg synes alligevel den forrige var bedre.« Jeg kan godt se, at de forskellige bøger har forskellige kvaliteter, men jeg er meget glad for, at jeg altid sidder tilbage med en følelse af, at jeg altid holder mest af min seneste bog.

Dy Plambeck på BogForum

BogCaféen, fredag 17.00. Arnold Busck, fredag 17.40. Litteratursiden.dk, lørdag 14.00. Dansk PEN, søndag 13.45. Gyldendal, Tranescenen 1, søndag 15.30.