Forfatteren er Gud

»Hvis du vil skrive til den intellektuelle elite i Island, så får du 14 læsere. Du må i kontakt med befolkningen«, mener forfatteren Hallgrímur Helgason, der endelig kan gå i byen uden at stå til regnskab for sine bøger, og som elsker tegneserier lige så højt som islandske sagaer.

Foto: Jan Jørgensen

Vi standser og lader hovedet falde bagover.

Højt oppe på husmuren, lige under de frodige potteplanter og andensalens hvide gardiner, hænger mindepladen.

»Her boede den islandske digter Jónas Hallgrímsson«, står der. »Dette blev hans sidste bolig«.

Et årstal siger det hele. Lyrikeren var kun 38 år, da han døde i 1845.

»Dengang var København symbolet på frihed, og en masse unge mænd fra Island tog hertil. Kulturchokket var så stort, at det tog livet af dem. De kom fra ingenting, fra hårdt arbejde, hård natur og pludselig stod de her«.

Forfatteren Hallgrímur Helgason slår armene ud mod Sankt Peders Stræde. To piger går forbi i stramme t-shirts. En lavstammet mand med strikket hue følges hjem med en tidlig brandert.

“Pludselig stod de her, hvor der var liv. Mange døde af syfilis, af ensomhed og af druk – ligesom Hallgrímsson”.

Sådan er det.

Den islandske nationalhelt drog sit sidste suk på Sankt Peders Stræde 22, hvor hans efterfølger, Hallgrímur Helgason, netop nu trækker vejret i grøn strik, pudsede lædersko og dyb eftertænksomhed.

Meget har ændret sig – og meget er det samme.

»Der bor 10.000 islændinge i Danmark. Island er som en familiefest, du bliver nødt til slippe væk en gang imellem, ellers bliver det klaustofobisk. Og Danmark er stadig vores mor. Vi elsker hende, selvom vi kæmper for at flytte hjemmefra«, forklarer Hallgrímur Helgason, der aldrig selv har overvejet at rykke her til landet.

»Det ville være ligesom at flytte ud fra mine forældres hus for at rykke over i min tantes«, siger han.

14 intellektuelle læsere
Hallgrímur Helgason er som en gletsjer af popkultur, folkesagn og ord, der gang på gang kælver med værker om hans hjemstavn.

Han er en kunstner, der aldrig har haft et almindeligt arbejde og som påstår, at han keder sig bare ved tanken. En skribent, der både henter inspiration i tegneserier, tv-shows og klassiske sagaer.

Og så er han frem for alt forfatter i et samfund, hvor det at skrive bøger er finere end at være præsident.

»I Island er forfatteren Gud. Folk behandler dig med respekt, hvis de ellers kan lide det, de læser. Det er en del af vores kultur, skal jeg sige dig. Vi er så stolte af vores sagaer, vi ved, at vi engang underholdt konger med vores sagn, og derfor er forfatteren stadig en vigtig person.«

Hallgrímur Helgason understreger, at det også har sin bagside. Som islandsk forfatter føler man sig forpligtet til at underholde. Folket har patent på din kunst.

»Hvis du vil skrive til den intellektuelle elite i Island, så får du 14 læsere. Du bliver nødt til at være i kontakt med befolkningen. Derfor har vi nedbrudt grænsen mellem finkultur og lavkultur«.

Han fortæller om en tilbagevendende drøm. Hans skrivebord står på en scene. Lyset er rettet mod ham på stolen. Publikum venter. Hvis ikke den næste linie på papiret bliver sjov, falder de i søvn.

»Heldigvis har jeg let ved ord. De kommer hele tiden. Nogle gange behøver jeg ikke engang tænke. De er der bare alligevel«, siger Hallgrímur Helgason.

Han havde det på samme måde med hovedpersonen i »Stormland«. Pludselig stod han der.

»Det var ligesom at være gravid. Jeg kunne ikke bestemme, hvordan barnet skulle se ud. Jeg kunne bare holde af det, da det var født,« forklarer Hallgrímur Helgason, der følte sig befriet af Bøddi.

Her kom en person, der mente nøjagtigt det samme som ham selv – og lidt mere. En vanvittig og usympatisk stodder, der som en anden Don Quijote raser mod forbrugssamfundets vindmøller. Men også en tragisk helt, der rider mod Reykjavik med en pistol i lommen og masser af åndelig overbevisning i baghovedet.

Med ham som undskyldning kunne Hallgrímur Helgason give frit spil til alle sin aversioner – uden at få tæsk på de islandske barer. Det var en sjælden gave.

»På Island vil du altid møde din fjende igen. Hvis du skriver om en bestemt person, er du stensikker på at rende ind i ham, næste gang du skal på toilettet til en reception. Heldigvis har vi opfundet det her system på Island.«

Han læner sig frem.

»Enten lader vi som om, vi ikke ser hinanden, eller hvis vi er nødt til at give hånd, lader vi som om, vi er de bedste venner. At skjule sine følelser og begrave sin vrede er en gammel islandsk tradition, der stammer fra sagatiden, hvor folk lod som om, at alt var godt, indtil de drog sværdet. At vise vrede offentligt betragtes stadig som et nederlag«

.

Vrede på vulkaner
Vrede er der ellers meget af i Helgasons bog »Stormland«. Den driver ned af siderne, mens Bøddi gør op med sin hjemstavn og landsbyernes liggesyge kvinder.

Hallgrímur Helgason understreger, at der er noget om Bøddis snak.

»Livet på Island er blevet meget materialistisk. Før i tiden tog husmødrene til Irland og shoppede. Nu tager deres sønner med – men i stedet for at købe en vinterjakke, så køber de hele butikken«, siger Hallgrimur Helgason med et smil.

Så bliver hans stemme atter alvorlig.

»Vores nationalkarakter er blevet et ungt menneske, der sidder inde i sin opvarmede stue og glor på storskærm. Folk har fuldstændigt glemt deres historie og dermed også deres sjæl. Hvis de slukkede for fjernsynet og begyndte at læse bøger, ville der måske ske noget«.

Hallgrímur Helgason hæver stemmen.

Ja, hans bøger er politiske. Ja, de peger på, at samfundet udvikler sig i en forkert retning. Ja, de forsøger at få folk til at vågne op.

Og når de gør det, vil de måske få øje på den stolte arv fra folk som Halldor Laxness og Jónas Hallgrímsson, der døde her i Sankt Peders Stræde 22.

»Når mine bøger fungerer, går de i dialog med fortiden. Så hænger de sammen med vores arv, og indsætter mig som forfatter i en lang kæde. Det er her, jeg synes, at litteraturen for alvor begynder at give mening«, som Hallgrímur Helgason siger.