Forfatteren, der kom ind fra kulden

HHHHHO Erindringer. John le Carré genfortæller sit liv i sporadiske, men fint sammenhængende tilbageglimt, overlegent doseret med lige dele underspillet britisk humor, visdom, og diskretion.

John le Carrés erindringer er skarpt og skønt fortalt. Foto: Anton Corbijn/Rosinante Fold sammen
Læs mere

»Jeg er en løgner,« skriver John le Carré et sted i sin meget fine selvbiografi, »Duernes tunnel«, og selv om det for så vidt er et budskab til læseren om at tage det hele med et gran salt, så er man tilbøjelig til ikke at tro ham. For sjældent er en selvbiografi skrevet i så lidet en selvforherligende tone, med en så befriende ironisk distance til forfatterens ego og med så mange alternative bud på skribentens egne versioner af givne hændelser. Så hvis bogen er bygget på løgn og løsagtig omgang med sandheden, så er det løgne af den slags, der skaber kunst – og som her en sjældent god erindringsbog.

Om John le Carré er en løgner eller ej, er for så vidt heller ikke det væsentlige. Han skriver selv, at han tvivler på, at der findes såkaldt sande erindringer, og at vi – selv når vi overbeviser os om, at vi er upartiske og holder os til de nøgne kendsgerninger – har lige så svært ved at gribe om sandheden som om et stykke våd sæbe. »Den egentlige sandhed ligger ikke i kendsgerninger, men i nuancer,« konkluderer han.

Og det er netop i nuancen, at John le Carré er eminent. Hans evne til at vægte den lille detalje, opbygge en stemning og gelejde læseren ind i sin labyrint af litterære henvisninger og vidtspændende livserfaringer gør ham til en mester i både at skrive koldkrigs­thrillere og at genfortælle historien – sin egen og en lille del af Europas, verdens – så selv efterrationaliseringer og den aldrende herres tungt belæssede hukommelse kommer til at ligne den pureste faktatjekkede sandhed.

At han leger med løgnen, er ikke så underligt. Han er, som han skriver, født til at lyve. Ikke nok med, at han voksede op med en lystløgner og bedrager af en far, han blev senere trænet til at omgå sandheden på kreativ vis i en branche, der lever af at lyve, da han som yngre arbejdede som diplomat og spion i den britiske efterretningstjeneste. Og som romanforfatter har han siden finpudset sin evne til at opfinde »versioner af mig selv, aldrig den ægte vare, hvis den findes«.

Fantasi og fakta

Ikke desto mindre forsøgte han på et tidspunkt at indfange fakta og hyrede to detektiver til at søge troværdige oplysninger om sig selv. Detektiverne skulle finde levende vidner og nedskrevne arkiv­optegnelser, og målet var så, at man i en planlagt selvbiografi skulle trykke le Carrés farverige memoirer på den ene side, mens detektivernes høst skulle stå på den anden. På denne måde ville han kunne vise læserne, »hvor meget en gammel forfatters hukommelse prostituerer sig, når det gælder hans fantasi«.

Dette projekt blev ikke til noget og godt for det. Formentlig er anekdoten heller ikke andet end en god historie, der på finurlig vis tjener som krog til at fange den ukritiske læsers opmærksomhed. »Duernes tunnel« består således udelukkende af John le Carrés egne ikke-kronologiske tilbageglimt på et langt liv. »Duernes tunnel« har i øvrigt været arbejdstitel på de fleste af le Carrés bøger og henviser til en gammel jagtkuriositet ved et kasino i Monte Carlo, hvor unge duer sendtes gennem en kold, mørk tunnel ud for enden af en klippe, hvor jægerne stod. De fugle, der ikke blev ramt, fløj lettere forvildede tilbage til deres bure på taget af kasinoet. De flygtede ikke, men tog deres skæbne på sig.

Køligt far-søn-forhold

John le Carré – et pseudonym for David John Moore Cornwell – blev født ind i den bedre middelklasse i 1931. Der var dog ikke meget borgerlighed og varme over opvæksten; moderen forlod tidligt mand og to små sønner, mens den flamboyante far, der hele tiden havde gang i nye mere eller mindre lyssky forretninger, med jævne mellemrum afsonede kortere eller længere fængselsdomme.

Smerten sidder tydeligvis stadig et sted inde i John le Carré og isner, og selv om hans bitterhed og vrede er aftaget med alderen, er sårene langtfra helet. Det markant længste af bogens kapitler handler således om det kølige far-sønforhold og er i al sin tilstræbte objektivitet et forsøg på at forlige sig med dette vanskelige fædrene ophav.

Faren snød og bedrog både sine børn, sine hustruer og sine elskerinder og ikke mindst sine forretningspartnere, og det kom i sidste ende til at koste ham dyrt. John le Carré slog flere gange hånden af ham, men blev lige som alle andre igen og igen indfanget af hans charme og karisma, af hans løgne og lette gang på jorden. Et stykke tid efter farens død slår en fælles bekendt et iskoldt stød ind i såret ved at konkludere, at »Deres far var et fint menneske. […] De har behandlet ham skændigt.«

Det er John le Carrés force, at han såvel her som i andre sammenhænge udstiller sin egen skrøbelige version af sandheden. Hvem var i virkeligheden den største sjuft? Hvem har løjet mest? Hvad, hvor, hvis er løgnen? Svarene fortoner sig i hukommelsens tåger, men tilbage står et flerfacetteret (selv)portræt af en mand, der hele livet forsøgte at lægge afstand til sit ophav, men endte med at erkende, at han og faren var om ikke to alen af ét stykke så dog rundet af samme uldne omgang med sandheden. Den ene blev en professionel plattenslager, den anden forfatter.

Forfatterens værksted

Alting har dog ikke været det rene digt i John le Carrés omfattende romanproduktion. Fantasi og fakta har – naturligvis, kunne man tilføje – flettet sig ind i hinanden, og man får i »Duernes tunnel« beskrevet nogle af de hændelser og personer, der har været oplæg for spionplots og romanfigurer.

Disse beskrivelser tjener to formål: Dels inviteres læseren ind i forfatterens værksted og bliver indviet i, hvordan eksempelvis den tidligere Guantanamo-fange, Murat Kurnaz, som han lærte at kende, og hvis frigivelse han åbent støttede, bliver til en tyskfødt tyrkisk mand ved navn Melik i romanen »Marionetten«. Dels får han sat sit forfatterskab ind i en større historisk kontekst, der ikke blot giver bøgerne mere tyngde, men også viser ham som en meget moralsk, politisk og socialt bevidst person.

Gennem disse livserindringer får man et særligt anspændt spionageindblik i eftertidskrigens Europa, hvor tyskerne skulle genopfinde sig selv med gamle nazister i ledende stillinger rundt om i samfundet, og hvor den britiske efterretningstjeneste gradvist tabte pusten som den førende.

John le Carré var som yngre ansat som førstesekretær og spion på den britiske ambassade i Bonn, han begyndte hos MI5, arbejdede videre i MI6, og undervejs var han leder af den britiske efterretnings­enhed i Østrig. Efter et par lunkne modtagelser af hans første (af Tjenesten godkendte) bøger fik han i 1963 verdenssucces med »Spionen der kom ind fra kulden«, sagde op og helligede sig sit forfatterskab.

Han blev tidligt flydende i tysk efter et kostskoleophold i Schweiz og studier i tysk litteratur og sprog på Oxford. Han underviste senere i tysk på Eton og var i det hele taget mere begejstret for dette sprog, end det var almindeligt i denne koldkrigstid, »hvor ordet »tysk« for mange mennesker var ensbetydende med en ondskab uden fortilfælde,« som han skriver. Allerede i en ung alder følte han sig beslægtet med de tyske digteres klassiske strenghed og neurotiske udskejelser. »Fidusen var i mine øjne at skjule det ene med det andet.«

I 1974, da »Dame konge es spion« var på vej i trykken, opdagede han en brøler af en sjuskefejl i bogen. Et højdepunkt i romanen udspiller sig dér, hvor der siden var bygget en tunnél, hvilket der ikke stod noget om i den gamle turistguide, han havde ladet sig inspirere af, og det ødelagde både dramatikken, logikken og ikke mindst troværdigheden i scenen. Herefter besluttede han sig for at droppe den »dovenskab«, der bestod i at sidde og skrive internationale spionthrillere ved skrivebordet i Cornwall. Fra da rejste han ud i verden og besøgte dens brændpunkter. Han har ligget i skyttegrave, været på kooperativ restaurant med atomfysikeren og systemkritikeren Andrej Sakharov og danset kædedans med den palæstinensiske leder, Yasser Arafat, været i Beirut, Phnom Pehn og Panama City, i Rusland, Laos og Vietnam samt mange andre steder og senest som 70-årig i det østlige Congo.

I dag bor han halvt i Cornwall, halvt i Hamborg, hvor han forsøger at efterleve et gammelt råd om med ynde at acceptere at vende tilbage til glemslen efter »berømmelsens flygtighed« – og som en over­levende due fra tunnelen at vende tilbage til udgangspunktet. Som læser må man ærbødigt bukke og takke for det hele, også og måske især alle løgnene.

Titel: Duernes tunnel. Forfatter: John le Carré. Oversætter: Jette Røssell. Sider: 408. Pris: 350 kr. Forlag: Rosinante.