»Krigsturisten« er din tredje roman. Dine tidligere bøger har været historiske. Debuten foregik i Hitlers Tyskland og opfølgeren, »Land i Datid«, i Østtyskland i DDR-tiden. I den nye er du i nutiden. Hvorfor?

»Jeg skriver om det, der interesserer mig. I virkeligheden starter det med min egen nysgerrighed på et emne, jeg selv ønsker at blive klogere på. I »Vintermænd« var det, hvorfor dele af det bedre borgerskab ikke sagde fra over for Hitler og nazismen i Tyskland før og under Anden Verdenskrig, i »Land i datid« var det, fordi jeg ikke syntes, jeg vidste nok om DDR. »Krigsturisten« blev til, fordi jeg faldt over begrebet krigsturisme og fandt det så bizart, at jeg gerne ville undersøge det mere indgående.

Det passer mig fint, at det er en ny og nutidig tematik, for så gror jeg ikke fast i bare at være ham, der skriver historiske romaner. Men det betyder ikke, at jeg er færdig med det historiske.«

I bogen får gymnasielæreren Niels nok af det trygge parcelhusliv og tager med sin kammerat, der er krigsfotograf, til en krigszone. I jagten på spænding og mening. Det er et klassisk tema i litteraturen; at meningen ligger i det ekstreme, bare tænk på Hemingway. Hvad gør det litterært interessant i dag?

»Det er et klassisk tema, og det vil altid være relevant for den nutidige læser. Jeg tænker ikke, at meningen kun ligger i det ekstreme i litteraturen, men derimod i selve livet, for det er under pres, man lærer sig selv at kende og bliver klogere.

Det er livets yderpoler, der lærer fra sig, ikke alt det midt imellem. Samtidig er det i det ekstreme, at dramaerne findes. En bog er jo nogle få nedslag i en eller flere personers liv. Så kan jeg jo som forfatter ligeså godt vælge de mest spændende og ekstreme øjeblikke. Det er deri, historierne ligger.

Der er ingen grund til at skrive om en mand, der slår sin græsplæne, medmindre han kører sin egen fod af eller kører over sin kones sjældne stokrose. Hvem gider at læse om det hverdagskedelige? Og vi søger vel alle sammen efter en form for spænding. Nogle gør det gennem litteraturen, nogle på Netflix og andre bliver krigsturister.«

Hvilken bog har du læst mere end én gang?

»Der er nogle bøger, jeg aldrig bliver færdig med, og Jorge Luis Borges »Fiktioner« en af dem. Den er så kryptisk, at én læsning ganske enkelt ikke er nok. Samtidig er den så smuk, at jeg bliver ved med at vende tilbage til den.

En anden er Lars Saabye Christensens »Halvbroderen«. Jeg synes, den er et mesterværk, der driver af fortælleglæde, sproglig skønhed og gode røverhistorier.«

Hvilken bog glæder du dig mest til at læse i år?

»Jeg var meget begejstret for Thomas Korsgaards debut, så jeg glæder mig til at læse hans nye bog »En dag vil vi grine af det«. Jeg synes, hans sprog er meget smukt og præcist, og han skriver allerede som en, der har mange udgivelser bag sig. Andre er den nye af Delphine de Vigan De Loyale.«