Forfatter om tvivl, skam og angst: »Var det, jeg havde gjort, at udnytte en tragedie, der kun delvist tilhørte mig?«

Hvorfor hente litterært stof i en personlig sorg? Og hvad gør anerkendelse ved en forfatter? Vi interviewer de nominerede til Læsernes bogpris. I dag Caroline Albertine Minor, der er indstillet for novellesamlingen »Vesignelser«.

»Grundlæggende er det ikke nemt at sige, hvorfor en tekst antager den form, den gør,« siger Caroline Albertine Minor. Foto: Polfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Polfoto

Du debuterede i 2013 med romanen »Pura Vida«. Hvorfor noveller denne gang? Hvad er det dragende ved det format?

»Grundlæggende er det ikke nemt at sige, hvorfor en tekst antager den form, den gør. Når det er sagt, oplevede jeg i tilfældet med »Velsignelser«, at novellen tilbød sig som en dejlig rummelig, eller nærmere elastisk, form. Her kunne jeg udfolde en historie og en gruppe karakterers indbyrdes relationer over tid, og så – når der ikke var mere at skrive om – kunne jeg give slip og arbejde videre fra et nyt punkt, en ny stemme. Jeg tænker på romanen som mere forpligtende, uden at dét nødvendigvis er korrekt.«

Velsignelser er titlen på én af de syv noveller og samtidig hele samlingens navn. Hvordan synes du, det ord rammer bogen ind?

»Da jeg første gang præsenterede min redaktør for ideen, var hun nervøs for, om det blev for tungt – for sakrosankt simpelthen, men jeg synes, velsignelse er et på én gang varmt og spinkelt og også lydligt meget smukt, ord. Desuden er det jo titlen på en af novellerne, og det er meget klassisk novellepraksis at hente en samlings titel dér. Hvordan den rammer bogen ind, kan jeg ikke udtale mig om.«

Én af historierne – den der hedder Sorgens have – er hentet fra dit eget liv, har du fortalt. Den handler om en mand, der bliver kørt ned og slår hovedet. Efter at have ligget i koma kan han ikke huske sit nyfødte barn eller navnet på sin kæreste. Manden i novellen er baseret på din ekskæreste, faren til jeres fælles barn. Hvilke overvejelser havde du om at gøre de oplevelser til litteratur?

»Dem, man kunne forvente tror jeg: Tvivl, skam, angst for at det, jeg havde gjort, egentlig var at udnytte en tragedie, der kun delvist tilhørte mig, hvis en tragedie kan tilhøre nogen. Heldigvis kunne jeg tale med min ekskæreste om det. Han læste novellen flere gange og havde indtil det sidste muligheden for at nedlægge veto. Men han er glad for teksten, og jeg er på en underlig måde taknemmelig for, at den findes. Den handler ikke kun om tabet – langt hen ad vejen er det en kærlighedserklæring.«

»Du har fået et væld af positive anmeldelser og flere priser for dine to bøger, og »Velsignelser« er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Giver det mod, eller gør det dig bare mere nervøs?

»Det sidste.«

Med den anerkendelse og hædrende omtale i ryggen kan man så leve af at skrive skønlitteratur, eller hvordan ser virkeligheden ud for dig som forfatter?

»Hæhæ. Det er da et lidt frækt spørgsmål. Men det korte svar er, at det kan man ikke.«

Du er 29 år. Har du tænkt dig at hellige dit liv til det at skrive, eller hvordan ser du på det nu?

»Jeg tror ikke, man skal hellige sig noget i ordets egentlige forstand, men jeg vil gerne blive ved med at tænke gennem skriften på en måde, så der engang imellem kommer en bog ud af det. Forleden hørte jeg Suzanne Brøgger sige, at en bog er et affaldsprodukt fra et stykke levet liv – en fortætning af tanker og erfaringer, man har gjort sig over en periode. Den tanke kan jeg godt lide.«

Berlingske uddeler Læsernes bogpris i samarbejde med Danmarks Biblioteksforening.  Afstemningen kører indtil 7. april, og prisen uddeles 12. april. Du kan stemme herunder eller på bibliotek.dk, litteratursiden.dk samt på bibliotekernes hjemmesider.