Forfatter om Lise Nørgaard: »Hun er det mest imponerende menneske, jeg har været venner med«

Jacob Wendt Jensen indledte et venskab med Lise Nørgaard, da han skrev en bog om hende. Han husker hende som et menneske, der holdt fast i sin humor og hukommelse helt til det sidste.

Jacob Wendt Jensen skrev i 2017 »Lise Nørgaard – de første 100 år«. I dag har han mistet sin »mest imponerende ven«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Huss/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jacob Wendt Jensen, der er journalist og forfatter, stiftede for alvor bekendtskab med Lise Nørgaard, da han besluttede sig for at skrive en biografi om hende i forbindelse med, at hun for fem år siden fyldte 100.

De efterfølgende år fortsatte de to forfattere med at ses. Sidste gang, han så hende, var, da han spiste middag med hende i begyndelsen af december.

»Jeg har set hende cirka hver anden måned, og det har altid været en stor fornøjelse. Jeg mødte hende sidste gang med min kæreste. Vi fortalte hende nogle sjove historier ude fra verden, og vi kunne så spørge hende om gamle dage. Man skal huske, at hendes hukommelse stadig var intakt, så jeg kunne spørge hende om, hvad der skete i 30erne og 40erne, og hun svarede. Det er ret usædvanligt, fordi ofte er det jo de samme historier, gamle mennesker fortæller. Hun kunne huske så langt tilbage, ingen andre kunne.«

Forfatteren, der skrev bogen med navnet »Lise Nørgaard - de første 100 år«, var ikke bare imponeret over den hukommelse, Lise Nørgaard bar med sig helt til sidste åndedrag. Hun havde nemlig en anden mindst lige så stor kvalitet: humoren.

»Hun er det mest imponerende menneske, jeg har været venner med. Hun var pissehamrende sjov. Hele hendes livsmekanik ligger i humoren. Hun havde altid en sjov historie eller en spændende oplevelse. Det kunne man mærke, når man var sammen med hende. Da hun for to år siden kom på plejehjem, gjorde hun det til et nyt eventyr, og hun kunne fortælle meget skægge historier om, hvor dårlig mad de fik, og hvordan hun første aften blev rullet ind i stuen, hvor de selvfølgelig skulle se »Matador«. Det var, før beboerne vidste, at det var hende, der var Lise Nørgaard, så hun rullede bare lige stolen den anden vej ind på sit værelse. Hun syntes, det var lidt pinligt.«

Journalist, forfatter og en stærk kvinde

Men Jacob Wendt Jensen vil ikke bare huske Lise Nørgaard for det private væsen, han satte stor pris på. Han vil også tænke tilbage på hende som en journalist, der var både velskrivende, vidende og nysgerrig.

»Det er ikke tilfældigt, at der lige er blevet udgivet en opsamling af hendes journalistiske tekster. Det var hendes journalistiske virke, hun gerne ville huskes for, og hvis man genlæser hendes tekster, kan man se, at de virkelig havde kvalitet og humor,« siger han om Lise Nørgaard, der nåede at arbejde som journalist for både Roskilde Dagblad, Politiken, Hjemmet og Berlingske.

I 1978 havde den første episoden af tv-serien »Matador« premiere. Og med ét havde Lise Nørgaard skabt et stykke dansk kulturhistorie.

»Det er ikke for sjov, vi sagde, at det var verdens bedste tv-serie dengang, vi turnerede rundt med bogen om Lise Nørgaard. Der er ingen tv-serie, der har større betydning for en nation og et folk. Vi kan tale matadorsprog med hinanden, og vi kan se den 45 år efter, den blev lavet.«

Lise Nørgaard har dog haft betydning for andet end blot dagblade og Danmarks tv-historie. Hun har også haft stor betydning for kvinder i Danmark.

»I modsætning til kvindesagen i 70erne, som var en bevægelse af mennesker, så er hun gået mere stille med dørene. Men hun kæmpede for sig selv. Jeg plejer at sige, hun var en enmandshær. Da hun blev ansat på Politiken i 1949, der krævede hun samme løn som mændene. Da hun blev ansat på Hjemmet i 1968, der krævede hun samme pensionsalder som mændene, fordi kvinderne her skulle pensioneres tidligere, men hun ville ikke finde sig i ikke at have samme vilkår. Og når man kæmper for sig selv på den måde, så sætter det spor for de generationer, der kommer efter.«