Forfatter: »Mænd i Mellemøsten og Nordafrika hader kvinder«

Mona Eltahawy udgiver bogen »Jomfruhinder og Hijab« og modtager samtidig Politikens Frihedspris. Under Det Arabiske Forår brækkede egyptisk politi begge hendes arme, men hun kæmper uforfærdet videre. Vi har mødt hende til en debat om kvindesag i almindelighed og Politiken i særdeleshed.

Mona Eltahawy. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sara Gangsted
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pas på mænd, Mona Elhatawy er i byen!

Den amerikansk-egyptiske feminist og furie tager ikke fanger – prøv ikke at fløjte efter hende på gaden for at se, hvad der sker!

Mona Eltahawy, der er i København for at modtage Politikens Frihedspris, udgiver i denne uge bogen »Jomfruhinder og Hijab. Hvorfor Mellemøsten har brug for en seksuel revolution«. Speedsnakkende, med ildrødt, farvet hår, kæmpesmykker på fingrene og et dræbende direkte blik kan oprøreren, der skriver artikler til både The New York Times og Washington Post og er en hyppig gæst på amerikanske TV-kanaler, fange opmærksomheden hvor som helst, og det er ikke uden fare at være en feministisk ildsjæl og frihedsforkæmper i den arabiske region.

Mona Elhatawy er dog ganske uforfærdet, og de egytiske myndigheder har foreløbig ikke grebet ind over for feministen, der blev født i Port Said, men flyttede med sin familie til London, da hun var syv år gammel og derfra til Saudi Arabien, hvor hun oplevede kvindeundertrykkelsen på egen krop. Hun blev uddannet på universitetet i Cairo, men gik snart over i journalistbranchen, og hun har etableret sig som den føren­de stemme for en ny kvindegeneration. For tiden bor hun i Egypten, men hun farter hele verden rundt for at give udtryk for sine synspunkter.

Mona Eltahawy du har skrevet, at mænd i den arabiske verden hader kvinder. Hvorfor?

»Jeg tror, at der er mange grunde. Mænd i Mellemøsten og Nordafrika hader kvinder, fordi de ved, at de behøver kvinder, og den følelse giver dem en fornemmelse af svaghed, og det hader de. I den arabiske verden er der meget strenge krav til maskulinitet, og manden må ikke føle sig svag. En anden grund er den fristelse, som kvinden repræsenterer. I konservative samfund som de arabiske er sex farligt, og netop fordi kvinder frister mænd, får det dem til at føle sig svage. Endelig hader de os, fordi de ønsker at kontrollere os, og de har et ekstremt forhold til jomfrudom og kyskhed og frygter kvinders seksualitet. Derfor påtvinger de kvinder omskæring og hijab for at kontrollere dem.«

Du skriver specielt om Mellemøsten og Nordafrika. Er kvindeundertrykkelsen speciel slem i denne del af verden?

»Ja, det er den, men der er også kvindeundertrykkelse i resten af verden, ingen tvivl om det. Men jeg føler et behov for at skrive om min egen verden.«

Du skriver i bogen, at den arabiske verden er klart den værste for kvinder?

»Ja, det er der ingen tvivl om. Jeg er klar over, at kvinderne i Skandinavien også har problemer, men ifølge alle internationale undersøgelser står det klart værst til i min egen verden. Men seksuel vold og vold i hjemmet eksisterer også her i Danmark, og kvindehad skal bekæmpes globalt, så min næste bog kommer til at hedde: »Hvad pokker er der galt med mænd?«

Har dette kvindehad i din region noget at gøre med islam?

»Det har at gøre med den giftige blanding af religion og kultur. I mit eget Egypten er der kvindehad både hos muslimer og kristne, så det er ikke kun et spørgsmål om islam. Alle religioner undertrykker kvinder, og det gælder både islam, kristendom og jødedom. Jeg har boet i Jerusalem som reporter, og også konservativ jødedom undertrykker kvinder.«

Mona Eltahawy har selv været udsat for kvindehad og kvindevold. Hun beskriver i bogen, hvordan hun under Det Arabiske Forår i november 2011 blev arresteret af politifolk, der brækkede begge hendes arme og udsatte hende for seksuel vold. Hun var ikke alene om at blive chikaneret og voldtaget af politifolk. Mandlige meddemonstranter holdt sig heller ikke tilbage fra at befamle og endda voldtage kvinder.

»Det er en sørgelig del af virkeligheden,« siger Mona Eltahawy.

»Undersøgelser viser, at så at sige alle egyptiske kvinder har været udsat for seksuel vold og chikane. I begyndelsen af revolutionen gik mænd og kvinder sammen i demonstrationer, men vi blev udsat for kvindehadet selv af vore medkæmpere, så vi må som kvinder erkende, at næsten alle mænd også har dette kvindehad i sig. Vores kamp gik ud på ikke blot at vælte Mubarak og kæmpe for frihed, men at vælte den indre Mubarak, som findes i mænds sind.«

Du siger, at næsten alle arabiske kvinder har været udsat for sexchikane. Kan vi stole på de oplysninger?

»Det er tal fra FN, og de er pålidelige, og jeg ved det jo også fra mange samtaler med kvinder. Jeg ved, at sådan er det ikke i Danmark, men sådan har det jo ikke altid været. Men I er i kraft af samfundsmæssige fremskridt nået til et stadium, hvor mænd ikke tør, og jeg siger bevidst »tør«, chikanere kvinder. Det krævede en lang kamp, og den kamp skal føres af feminismen, så kvinder bliver reelt ligestillet.«

Du frygter ikke, at mænd bliver så frygtsomme, at vi havner i en sterilt puritansk samfund, hvor spillet mellem mænd og kvinder ophører, fordi mænd ikke »tør«, som du siger?

»Du er jo dansker, så føler du, at feminismen har gjort mændene bange, så mandens lyst til at spille op til kvinder forsvinder?«

Ja i den forstand, at mange mænd afholder sig fra at fløjte efter kvinder eller sige komplimenter, fordi de frygter, at blive beskyldt for chikane?

»Jeg vil da ikke have, at mænd fløjter efter mig på gaden. Det er chikane. Jeg vil gerne have, at mænd inviterer mig ud, men jeg vil også selv gerne have ret til at inviterer mænd ud, og jeg vil have, de skal dyrke sex som voksne mennesker, men du putter det hele i en kasse. Hvis mænd finder kvinder attraktive, kan de spørge, om de vil gå ud, og kvinderne kan på lige fod spørge mændene, men mange mænd, muligvis også du, føler deres magt truet af frie og stærke kvinder. Du skal ikke fløjte ad mig, men du må gerne sige, at jeg er attraktiv og spørge, om jeg vil gå ud med dig.«

Jeg tror ikke, at du vil blive udsat for fløjteri her i byen, selv om du ser bragende godt ud?

»Hvis du tror, at en stærk feministisk bevægelse hæmmer den seksuelle attraktion og spillet mellem kønnene, så er det, fordi du og andre mænd tror, at jo stærkere kvinder bliver, jo svagere bliver mænd. Sådan er det ikke, og det skal ikke hæmme vores kamp, for vi skal have ligestilling, og det har mange mænd et grundlæggende problem med at forstå. Og mænd og kvinder har da sex med hinanden her i Danmark ikke?«

Mindre og mindre?

»Jeg tror dig ikke.«

Mona Eltahawy er meget direkte i sine bud på, hvordan kampen mod kvindehad og for den feministiske revolution, som hun kalder den, skal foregå. For at bekæmpe kvindehadet foreslår hun, at niqabben, hvor kvinder bærer dækkende ansigtsslør, forbydes. Hun kritiserer, at alle indgreb for at forhindre kvinders frie adfærd påføres kvinder, men ikke mænd. Hun foreslår derfor, at der i den arabiske verden udføres udgangsforbud mod mænd, når de åbenbart ikke kan kontrollere sig selv.

Du taler om en feministisk revolution. Hvordan skal det ske?

»Vi må gøre op med kvindehadet, og den kamp er i gang. Efter Det Arabiske Forår er der vokset en generation frem, hvor også unge mænd forstår, at kampen mod kvinderhadet er en fælles kamp, som også i sidste ende vil befri mænd. Feminismen befrier både mænd og kvinder, både i Egypten og her, hvor den befrier fra de fængsler, som kønsroller skaber, hvor mænd skal være macho og kvinder tage sig af kvindelige opgaver.«

Har ytringsfriheden en chance i din region?

»Det er svært for tiden, fordi både Det Muslimske Broderskab og regeringsleder Sisi repræsenterer ufrihed og kvindehad, og ytringsfriheden er meget begrænset, men jeg skriver, hvad jeg vil, i internationale tidsskrifter og jeg tror, at foråret skabte en uimodståe­lig bevægelse, der breder sig. Men Sisi er ikke bedre end Det Muslimske Broderskab. De er alle fascister og vi må befri os fra dem.«

Du modtager Politikens Frihedspris. Ved du, at Politiken har et problematisk forhold til Muhammed-tegningerne, og at avisens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden skrev, at tegningerne først og fremmest var motiveret af en stærk national konservatisme og intolerance, og at den var kernen i Muhammed-krisen?

»Jeg er klar over det, og jeg har fulgt debatten, for jeg har været i Danmark en hel del gange. Jeg har skrevet om Muhammed-tegningerne, og jeg forsvarer Jyllands-Postens ret til at trykke dem og krænke, hvem de vil. Jeg vil ikke forbyde karikaturer, men folk har også ret til fredeligt at protestere mod den krænkelse, som de mener sig udsat for. Så vidt jeg ved, trykte Politiken ikke tegningerne....«

Jo, det gjorde de nu i 2008. Men de fulgte det op med en undskyldning til private muslimske organisationer, der ifølge dem selv repræsenterede 90.000 efterkommere af Muhammed. I brede kredse i Danmark og af Jyllands-Posten blev det set som et knæfald for islamismens krav om at stække ytringsfriheden og kritik af islam?

»Jeg ved det godt. Jeg fulgte med.«

 

Har du det så ikke lidt dårligt med at modtage en pris for kampen for frihed netop fra Politiken? Er det ikke blot en seance for at pletrense avisens eget skrammede image?

»Sådan har jeg ikke set det. Jeg har det ikke dårligt med at modtage prisen. Jeg synes ikke, at avisen skulle have undskyldt noget. Men jeg må sige, at selv om jeg forsvarer Jyllands-Postens ret til at trykke karikaturerne, så så jeg også Jyllands-Posten tale til et højreorienteret, islamfobisk læsersegment. I Danmark havde man på det tidspunkt et stort højrevendt parti i parlamentet og meget racistisk og islamofobisk propaganda vendt mod muslimer i Danmark og det er i den sammenhæng, at jeg ser Jyllands-Postens tegninger.«

Det er, Mona, en meget ensidig skildring af situationen, for ingen kan da beskylde Jyllands-Postens ledelse med bl.a. daværende kulturredaktør Flemming Rose for at være islamofobisk eller racistisk?

»Jeg kender Flemming Rose udmærket og han er et åbent og liberalt menneske, og han gjorde det jo ikke af islamofobiske og racistiske grunde, men Jyllands-Postens ledelse var racistisk og islamofobisk, og med Dansk Folkepartis propaganda indgik tegningerne i en racistisk og islamofobisk atmosfære, og som muslim må jeg sige dig, at det er i denne sammenhæng, det skal ses.«

Politiken har ikke blot undskyldt til de 90.000 Muhammeds efterkommere, men avisens nuværende chefredaktør Bo Lidegaard har, måske som konsekvens af denne undskyldning, flere gange skrevet, at der ikke er nogen reel trussel mod ytringsfriheden i verden, og avisen har været fodslæbende i kampen for ytringsfrihed. Kan du så ikke se, at prisen til dig er et forsøg på at smykke sig med lånte fjer?

»Jeg ser det ikke på den måde, for at være ærlig. Men tror du virkelig at ytringsfriheden her er truet?«

Selvfølgelig. Vi har haft forsøg på terror og reel terror, men Politiken forsøger at påstå, at problemet er begrænset?

»Jeg skal ikke tage Politiken i forsvar, men lad mig sige, at jeg har prøvet lidt af hvert på steder, hvor censur er hård og brutal. Jeg kæmper for ytringsfrihed og frihed alle steder, og jeg repræsenterer kun mig selv. Jeg kan stå inde for min kamp.«

Mona Eltahawys »Jomfruhinder og hijab. Hvorfor Mellemøsten har brug for en sexuel revolution« er udkommet på People’s Press.