Forfatter Erling Jepsen: Sønderjylland skal hjem til Tyskland

Forfatteren Erling Jepsen har skrevet et teaterstykke om krigen i 1864 til Frilandsmuseet. Han mener, at Sønderjylland i dag er en overset landsdel, der ville have det meget bedre som en del af Tyskland.

Erling Jepsens nye teaterstykke »1864 – den sande historie« opføres under åben himmel på Frilandsmuseet på gårdspladsen og foran den gamle marskgård fra Sønder Sejerslev. Gårdens ældste dele er fra 1700-tallet. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

»Vi vil hellere være opland til Hamborg end udkant til København. Vi har fået nok af at føle os overset. I Hamborg elsker de os.«

Den sønderjyske forfatter Erling Jepsen er i storform. Debatlysten og provokerende. For godt en uge siden modtog han DRs romanpris for »Den sønderjyske farm«. Han er netop kommet hjem fra en rejse til Tyskland, hvor han bl.a. holdt foredrag på Humbolt Universitet i Berlin. Og i morgen er der premiere på hans nye teaterstykke »1864 – den sande historie« på Frilandsmuseet nord for København.

Stykket, der opføres under åben himmel, handler om det danske nederlag i 1864, hvor Danmark mistede Sønderjylland til Tyskland, men det blander nutid og fortid og drager paralleller til den danske krigsdeltagelse i Afghanistan og Sønderjylland som et stykke udkantsdanmark, glemt og skubbet til side af det politiske establishment i København.

I virkeligheden ville Sønderjylland have det meget bedre som en del af Tyskland, siger Erling Jepsen, som sammen med historikeren Tom Buk-Swienty og litteraten Thomas Bredsdorff vil arbejde for en sønderjysk folkeafstemning om, hvor Sønderjylland skal høre til: Tyskland eller Danmark?

Afstemningen skal, siger han, foregå i 2020, som er 100-året for genforeningen, hvor et flertal i Sønderjylland efter godt et halvt århundrede stemte landsdelen tilbage til Danmark.

»I 1920 kom genforeningen, men vi sønderjyder havde ikke været danske før det. Før 1864 var man en blanding af dansk og tysk. Den sønderjyske guldalder er fra 1864 til 1920, mens Sønderjylland var tysk. Da kom der gang i industrialisering og jernbane. Landbruget blev det førende sociale lag, der var toldbeskyttelse, og man kunne sælge til høje priser. Hvis man sammenligner tiden efter 1920 med tiden fra 1864 til 1920, er det bare gået tilbage og tilbage. Alle statsinstitutioner er blevet lukket fra København: Kaserner, sergentskole, seminarier og sygehuse. Man lukker, hvad lukkes kan, og derfor bliver der affolket, og der opstår sociale problemer. Det må der gøres noget ved.«

Ugengældte følelser for Danmark

Erling Jepsen sidder foran Frilandsmuseets administrationsbygning i Sorgenfri. Solen skinner, fuglene synger, og skuespillere og statister i forestillingen er på vej til prøve. Der er noget drenget og sommerligt ved hans korte, lyse strithår, og han er i godt humør.

Men, siger han advarende til journalisten, man skal ikke trække for meget på smilebåndet af hans forslag.

»Jeg troede også selv i starten, at det bare var mig, som mente, at en afstemning vil være en god idé. Men der er rigtig mange kloge mennesker, der mener, at det er fornuftigt.«

Spørger man Erling Jepsen, om det ikke netop er i Sønderjylland, som har været igennem krigen i 1864, Første Verdenskrig, hvor mange danskere blev tvangsudskrevet til tysk militærtjeneste, og Anden Verdenskrig, at man finder den stærkeste danske nationalfølelse, så er svaret ja.

»Og det er det ulykkelige. Vi er jo følelsesmæssigt dybt knyttede til Danmark og alt det danske, men de følelser bliver ikke gengældt. Tanken om en afstemning var først tænkt som en provokation, men jeg oplever, at så mange folk fra Sønderjylland tager forslaget alvorligt, og det gør jeg også selv. Det er ikke, fordi folk er mere tysksindede end før, men de er ulykkelige, og der skal gøres noget.«

Selv præget af krigen

Stykket handler om en ung, arbejdsløs sønderjyde, der gerne vil i krig i Afghanistan, men bliver kasseret ved sessionen. I stedet bliver han rundviser på Historiecenter Dybbøl Banke, hvor han med talent fortæller de besøgende om krigen i 1864.

I anledning af 150-året for 1864 får han job på Frilandsmuseet som rundviser. I stykket optræder han i dialog med en historiker, som skal holde styr på de historiske fakta. Den unge rundviser spiller to roller. Dels rollen som omviser og dels rollen som en københavnsk soldat, der deltager i krigen i 1864 og beskriver krigens gang i en brevveksling med sin far – en historie, der bygger på en autentisk brevveksling mellem den unge polytekniker Waldemar Weitemeyer og hans far.

Erling Jepsen var dramatiker, inden han blev romanforfatter. »1864 – den sande historie« er hans første teaterstykke i mange år, og han sagde faktisk først nej tak, da Frilandsmuseet sidste år tilbød ham opgaven.

Det var DRs store dramasatsning for 1864, der tændte ham. Han synes, at det er forkert, at seriens instruktør, Ole Bornedal, ikke er sønderjyde, at der ikke er sønderjyske skuespillere med, og at serien ikke er optaget i Sønderjylland.

»Det kan ikke blive ægte, dybfølt kunst, hvis man ikke er fra landsdelen. Håndværksmæssigt kan Ole Bornedal jo godt lave den serie. Men det kommer ikke fra hjertet. Han har jo ikke selv prøvet at have forældre, hvis forældre har været påvirket af Første Verdenskrig. Min fars far og min mors far var med i Første Verdenskrig, tvangsindkaldt på tysk side, og deres bedsteforældre var med i 1864 på hver sin side. Min mor kommer fra en tysksindet familie og min far fra en dansksindet. Vi har hele tiden haft det inde på livet. Vi har været påvirket af, at min fars far kom hjem med granatchok og maven sort af granatsplinter. Han var psykisk ramt og kunne ikke arbejde. Det blev jeg præget af.«