Forfatter: De fraskilte skal ikke lede efter den udødelige kærlighed. Mindre kan gøre det

De voksne og fraskilte må holde op med at lede efter den næste store, udødelige kærlighed. Mindre kan også gøre det, mener Marie Louise Tüxen, der har skrevet en lille roman om dating blandt voksne.

»Indtil jeg blev 35, løj jeg tilmed om min alder. Det er jeg holdt op med. Jeg har taget de år på mig,« siger Marie Louise Tüxen, der har skrevet en roman om voksen-dating Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Der er Mark, der er stor og stærk, men næsten aldrig taler.  Og Tarik, der hverken kan lide kvinder, der bløder eller lugter.
Så er der Tobias, der insisterer på, at løg kun skæres på løgbrættet, og Jørgen, der lægger formsyede klæder over sofaen, inden han får gæster. For at skåne stoffet. Jørgen spiser også linser.

Mændene står på række i »Jeg ser mig selv som rytmisk« – en lille roman om at date, også alle de forkerte. Og selvfølgelig er den inspireret af forfatterindens egne erfaringer.

»Bogens person er jo ikke mig, men meget udspringer af mine egne erfaringer fra singlelivet og forladt-menneske-livet. Med tiden synes jeg, at historierne hobede sig op som anekdoter, jeg fortalte, når jeg var i selskab. Det skabte en tomgangsfornemmelse for mig.« forklarer Marie Louise Tüxen, der besluttede sig for at skrive sine oplevelser ned og digte videre på dem.

»Jeg forsøgte at give alle de akavede møder en form for mening ved at gøre dem til litteratur,« forklarer hun.

Vi mødes på the Log Lady, en lille bar i Indre København. Marie Louise Tüxen er kommet her så meget, at hun har været med til at male det stribede gulv i mellemgangen. Hun er på fornavn med ejeren, der har lånt os sine nøgler, så vi kan komme ind, selvom her egentlig er lukket i dagtimerne.

Intet er mere ensomt end en lukket bar. Her lugter af en fest, der for længst er slut. På en måde passer det til bogen, der også rummer en stor ensomhed.

»Jeg var selv 22 år, da jeg blev gift og fik Audi og en vintagebil for syns skyld. Forholdet holdt i 11 år, og da det sluttede, følte jeg virkelig, at jeg stod alene. Jeg blev ved med at tænke: Hvem har nu min ryg ?« husker Marie Louise Tüxen og stopper op, da jeg spørger, hvornår det gik over.
Tabet forsvinder aldrig. Det gør længslen efter kærlighed heller ikke. Det vil hun godt lige slå fast.

»Det er derfor, at begrebet »at noget skal gå over« er så voldsomt irriterende. Fanger du mig i den rette stemning, i fuldmåne, kan jeg stadig begynde at græde, over alt det, jeg troede på. På den måde er det et ar, jeg har. Et godt helet ar. Men man får jo kun én chance for at lave en familie«.

I »Jeg ser mig selv som rytmisk« følger man en kvinde, der kaster sig over en lang række forhold til mænd, der er mere eller mindre klar til at forpligte sig. Hun er også selv i tvivl. Hun laver alvorstesten: Kan hun forestille sig, at han henter sønnen på fritidshjemmet? Svaret er som regel nej.

»Hvis man har oplevet et væsentligt brud, så ændrer det ens kærlighedsopfattelse for altid. Jeg var selv i tvivl, om jeg nogensinde ville kunne elske et andet menneske igen. Hvis du først én gang har elsket rigtigt, kan det blive svært at gentage. Måske er det faktisk umuligt. Men man kan finde en, man kan have det godt med uden partout at mejsle for evigt ind i panden på hinanden,« siger Marie Louise Tüxen og understreger, at den fraskilte ofte går i byen med en umulig forestilling.

»Man leder dybest set efter en, der altid vil være der. En person, der har din ryg.. Men det er jo ikke bare sådan at fremkalde de store følelser, når begge parter er blevet såret før.«

I »Jeg ser mig selv som rytmisk« dyrker bogens hovedperson sin egen usikkerhed så meget, at hun kigger sig selv i spejlet, når hun bryder sammen.  Hun tager selfies af sit forgrædte ansigt og reflekterer konstant over, om den mand, hun er sammen med, nu også er den helt rigtige.

Kan den linse-spisende Jørgen overhovedet passe ind blandt hendes familiemedlemmer?  Er det ikke lige meget, om Tariq synes, at hun lugter?
»Sagen er jo, at hun ikke kan finde sig selv i de møder. Hun bliver nødt til at erkende, at hun leder efter noget andet,« forklarer Marie Louise Tüxen, der godt kan forstå sin hovedperson. Måske fordi hun også selv har stået i bylivet og »spillet charmerende med et børnesæde bag på cyklen«.

»Indtil jeg blev 35, løj jeg tilmed om min alder. Det er jeg holdt op med. Jeg har taget de år med mig. Men jeg var så usikker i begyndelsen«.
Marie Louise Tüxen medgiver, at usikkerheden hører med. Den er der, fordi der er noget på spil. Noget vigtigt. Noget meget større end kortvarige møder og tilfældige kærester.

»Kærligheden er det hele, den er altet. Den er det, der får os til at hænge sammen som mennesker. På et tidspunkt lider den måske nogle nederlag, men du kommer til at opsøge den igen, for det er kærligheden, der gør det muligt for os at være her,« siger Marie Louise Tüxen, der mener, at hun – ligesom bogens hovedperson –  trods alt er en ufortyndet romantiker.

Selv er hun havnet i et forhold, et rigtigt forhold. Men hun kan sagtens huske, hvordan den søgen findes. Og hvor ensomt det er at lede efter en ny kæreste. Den eneste anden. Eller helt tredje.

»Undervejs synes jeg også, at jeg blev et andet menneske. Jeg lærte, at jeg godt kunne tåle at styrte, fordi jeg ville rejse mig op igen. Du bliver nødt til at bære alle dine byrder selv og rette dig ud af de dumme folder. Ellers får du en diskusprolaps,« siger Marie Louise Tüxen.
»Dårlige dage er der nok af. Jeg kan kende dem på mine grå joggingbukser, jeg tager på. Kunsten er at komme ud af de bukser igen«.