Forelsket i musik

Branchefolk i sorte jakkesæt. Musikere med nerverne uden på tøjet. Og aarhusianere klædt på til en oplevelse. Musikfestivalen Spot er stadig et møde mellem alle musikbranchens aktører – toppet med alkohol og håbet om det store gennembrud.

Spot Festival 2015. Musikeren Jonas Breum spillede fredag på Voxhall. Til BM Fold sammen
Læs mere

Det er fredag eftermiddag på Spot Festival, og om halvanden time går Jonas Breum på scenen. Lige nu sætter han og bandet lyden op. Som udefrakommende kan man blive overrasket over, hvor mange der arbejder for at få én koncert op at stå: Fire musikere. Tre lydfolk på scenen. Tre bag pulten midt foran scenen. En manager. En afvikler. Tre dørmænd. Fem bartendere. Og det er kun dem, der er til stede lige før koncerten. Før dem i arbejdsprocessen kommer et hav af private og offentlige aktører: Producere, mixere, mentorer, PR- og kampagnefolk, bookere, diverse bureauer, designere osv.

Disse mennesker mødes på Spot, og for musikere som Jonas Breum er det en mulighed for at præsentere sit arbejde for resten af branchen.

Breum begyndte arbejdet for to år siden. Tidligere har han udgivet et album i eget navn og to album i forskellige band-konstellationer, og hans poetiske pop har høstet store anmelderroser. Dog uden at give ham et stort folkeligt gennembrud. For to år siden var han ved at pakke guitaren sammen og smide den på loftet. En forelskelse kickstartede arbejdslysten, og 27. april resulterede det i et nyt album, »Vin og Våben«.

»Jeg var meget forelsket. Jeg kan huske, at jeg cyklede hjem, og jeg havde bare den der fornemmelse i kroppen af en masse ting, der ville ud. Og musikken er bare min måde at få det ud på.«

Første gang sangene skal spilles live

Koncerten på Spot Festival er første gang, de nye sange skal spilles live.

»Nu skal alle de her tanker og følelser fra indersiden af mit hoved så luftes for første gang, og ja, selvfølgelig er jeg nervøs. Det er jo min drøm, at jeg har ramt de her ting så rent, at de ræsonnerer i andre menneskers hoveder, at det giver mening for dem, at vi kan være fælles om det.«

En af de aktører, der er på Spot, er Johannes Dybkjær Andersson. Han er jurymedlem i talentkonkurrencen KarriereKanonen, der har 12 artister på Spot Festival. De er alle på et tidligere stadie af karrieren end Jonas Breum, men pladsen blandt de sidste 12 i KarriereKanonen er et godt springbræt. Otte af dem går videre i konkurrencen og får mulighed for at spille på Skanderborg Festival.

I juryen repræsenterer Johannes Dybkjær Andersson det offentligt støttede »Bandakademiet«, som coacher danske bands gennem et mere og mere fragmenteret musiklandskab.

»Der er flere aktører, flere platforme, flere kanaler at få sin musik ud igennem, og ingen af de her 12 kunstnere vil have et karriereforløb, der minder om de andres,« siger han, da Berlingske fanger ham på Hotel Radisson.

Det fragmenterede landskab er en konsekvens af, at musiksalget samlet set er faldet drastisk de seneste 15 år. I 2000 toppede omsætningen i Danmark med 1,15 milliarder kroner. Siden da er tallet faldet til 437 millioner kroner i 2014.

»Hvis du vil tjene penge i dag, skal du hele tiden finde nye måder at gøre det på,« siger Johannes Dybkjær Andersson.

Nye tider i branchen

De gamle dage, hvor en musiker skrev under på en kontrakt, lavede sin musik og lod pladeselskabet klare resten, er forbi. I stedet skriver de »karriereudviklingsplaner« og indgår i »partnerskaber«, og det er blandt andet her, folk som Johannes Dybkjær Andersson kommer ind i billedet. Han har netop været med til at parre det danske rockband Mew og software-giganten Microsoft. Via Microsofts software skal Mew-fans fra hele verden være med til at skabe og medvirke i musikvideoen til Mews nye single »The Night Believer«.

Den nye virkelighed for musikbranchen afspejler sig i Spot Festival, og Johannes Dybkjær Andersson er selv et godt billede på, hvordan branchen ser ud i dag. Her er ingen store armbevægelser og champagneflasker. I stedet et sort jakkesæt og en Aqua d’Or-kildevand i hånden.

»Branchen er blevet mere professionel,« siger han og nævner, at man i dag kan tage uddannelser i musik-management.

»Den tid, hvor der sad nogle få mennesker og blev meget, meget rige på musik, er forbi. Ingen er her længere bare for pengene. De er her, fordi de elsker musik.«

Nede ved Voxhall-scenen er Jonas Breum færdig med lydprøven. Der er ti minutter til, at koncerten starter, og bandet er samlet i det lille backstage-rum. En flaske Captain Morgan er blevet åbnet, og musikerne drikker den af hvide plastkrus.

Mørke sange

Jonas Breum hiver guitaren frem og spiller et nummer fra pladen:

»Vi kæmpede for os, ventede i trods i tvivl i nat – levende igen.

Vi faldt på en alt for stor jord og nu, søster, er vi to – levende igen.«

Det nye album er med Jonas Breums egne ord hans mest »udadvendte«.

»Det er ikke et glad album som sådan, det har klart noget mørkt over sig, men jeg har prøvet at tænke lytteren ind i det. Jeg har villet lave et album, som man sætter på, når man har behov for at danse alene rundt derhjemme og råbe noget af alt det inde i hovedet ud.«

Ingen ved, hvor mange der kommer til en koncert på Spot. Men kommer de rigtige, kan det betyde, at et album når bredt ud. Derfor har Johannes Dybkjær Andersson et excel-ark, hvor han ud for hver af KarriereKanonens 12 kunstnere skriver navne på de forskellige aktører, der kunne være interessante for netop den kunstner.

»Det er ikke vigtigt for mig, at Universal Records kommer og hører alle kunstnerne. Mit job er at matche de relevante branchefolk med de specifikke kunstnere. Det handler om at skabe kontakt mellem den kæmpestore talentmasse og de rigtige samarbejdspartnere. Det er det, der er det interessante. Jeg gør det jo, fordi jeg elsker musik.«

Folk strømmer ind

Nede i Voxhall er Jonas Breum klar til at gå på scenen. For to minutter siden var gulvet næsten tomt, men nu strømmer folk ind.

Første nummer er titelnummeret, »Vin og Våben«. Lyden er høj, og en kvinde blandt publikum klapper sig på brystet for at vise manden ved siden af, at musikken kan føles fysisk i kroppen.

»I nat vil jeg glemme dig med vin og våben,« synger Jonas Breum.

Hoveder nikker. Knæ bliver bøjet i takt med musikken. Og mobiltelefoner bliver løftet for at filme begivenheden.

»Det føltes godt. Det føltes virkelig godt!« råber Breum, da bandet efter koncerten samles backstage.

Lige nu handler det ikke om at netværke. Det handler om noget helt elementært.

»Lige nu kilder det i fødderne og op gennem benet. Det er den følelse, man kan få af at spille musik, af at dele det med andre. Det er for fedt! Og hvis albummet ikke får luft under vingerne og ikke kommer bredt ud, så, ja så laver jeg nok et nyt album en dag. Jeg kan ikke forestille mig at være i verden uden at spille musik.«

Oppe ved Musikhuset er Johannes dybkjær Andersson inde i domen – et stort telt ude på græsset. Han lytter til et af de 12 KarriereKanon-bands og skriver noter i sin telefon. Den slags noter, der kan være med til at bestemme, om en ung kunstner snart skal stå med en pladekontrakt i hånden.

»Jeg går lige en runde,« siger Andersson.

»Skal lige se, om jeg kan spotte nogen.«