Fordummende fjernsyn for dig: Det absolut værste, der er sket for børneunderholdningen

Alt ånder fred indtil jeg atter hører eftersynkroniserede stemmelejer på styrke tween skære gennem husets gipsvægge. Og så kommer dåselatteren. Den forpulede evindelige dåselatter.

Foto: Kate Copeland. Klummeskribenter til B Kultur og Livsstil
Læs mere
Fold sammen

Knappen til dåselatteren må have sat sig fast, for der er vitterligt ikke gået meget mere end fem sekunder, før det virtuelle publikum brøler af grin. »Hahahaha!!” grines der på kommando, mens Carly og manden, der må være skolens hårdt prøvede rektor, skuler til hinanden fra hver deres side af skrivebordet. Det er, så vidt jeg lige kan sjusse mig frem til, noget med, at Carly ved et uheld er kommet til at bygge en fuldt fungerende atomreaktor i fysiktimen og nu står til en skideballe. »Hahahaha!« brager dåselatteren igen ud af fjernsynet, mens den uvorne amerikanske tween vrider sig nervøst i stolen. Og så lidt mere dåselatter, som var pladen gået i hak. Den humoristiske pointe - hvad den så end måtte være - skal sgu skovles helt ind i svælget.

Velkommen til tv-serien iCarly - kirsebærret på toppen af den hvinende søde flødeskumskage ved navn Nickelodeon. For de, der ikke er velsignede med børn på et post-Ramasjang-niveau, kan Nickelodeon i grove træk beskrives som det absolut værste, der er sket for børneunderholdningen siden Bambis mor døde. Blandt kanalens andre tilbud kan nævnes »Zoey 101«, »100 Ting At Nå Inden High School« og »Nicky, Ricky, Dicky & Dawn«; serier, der alle har det tilfælles, at det er komplet umuligt at regne ud, hvornår den ene stopper og den næste begynder. Som et McDonalds-måltid, hvor det hele hedder noget forskelligt, men alligevel smager af den samme friturekoger. Jeg forestiller mig, at Nickelodeons udviklingsafdeling blot består af en maskine, som så et par gange om dagen fyldes op med lige dele tandafblegningsmiddel, sødestoffer, Ritalin og Red Bull. Tilsæt så fem dele dåselatter og en skefuld honning, tryk på »start«, og bum, du har en hel uges eftersynkroniseret amerikansk discount-tv, der er så sødt og skingert, at man kunne afkalke brusekabinen med det.

Af uransagelige årsager synes mine børn dog at finde en vis underholdning i denne tilsyneladende endeløse båndsløjfe af bedårende amerikanske tweentøser og nuttede drenge på den sikre side af puberteten, der alle overspiller sig gennem de papirstynde handlingsplots, som var det en skolekomedie spillet af 7.klasse-elever på kronisk sukkertrip. Selvfølgelig vil der altid være ting i deres liv, jeg som voksen aldrig for alvor vil lære at forstå - Gulddreng, Minecraft, Mælkesnitter og folkeskolereformen – men i et mediebillede, hvor især DR Ultra producerer underholdning af både høj og berigende kvalitet, undrer det mig til stadighed, hvorfor de alligevel hellere vil bruge deres tv-tid på Carly og alle hendes veninder, der insisterer på at kommunikere med hinanden i et toneleje, der er så højt, at det får naboens labrador til at hyle højt.

Så jeg beder dem slukke og holde tv-pause i et par timer. Alt ånder fred indtil jeg atter hører eftersynkroniserede stemmelejer på styrke tween skære gennem husets gipsvægge. Og så kommer dåselatteren. Den forpulede evindelige dåselatter.