Forbrydelse uden straf

David Finchers kolossalt lange Guldpalme-kandidat »Zodiac« fortæller om en hæslig seriemorder, som aldrig bliver fanget.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Man må aldrig afsløre, hvordan en kriminalfilm ender, men i dag gør vi en undtagelse fra reglen. David Finchers »Zodiac« handler om jagten på en seriemorder og slutter efter en spilletid på over to og en halv time med, at morderen ikke bliver fanget.

Så er man advaret, selv om den temmelig skuffende slutning strengt taget ikke bør overraske, for »Zodiac« fortæller den autentiske historie om den galning, som i årene omkring 1970 slog adskillige mennesker i Californien ihjel, og hvis identitet den dag i dag ikke er kendt med sikkerhed. Her er med andre ord ingen happy ending, ingen forløsning eller katharsis, men bare et mat fornemmelse af, at politiet spilder en masse tid, og at biografgængeren alt i alt gør det samme.

David Fincher er ellers en yderst kapabel instruktør, kendt for nervepirrende værker som »Se7en, »Fight Club« og »Panic Room«, og han har adskillige glimrende skuespillere på rollelisten i »Zodiac«, der deltager i konkurrencen om Den Gyldne Palme på disse dages festival i Cannes. Alt omkring filmen signalerer med andre ord kvalitet, og der er også mange fine detaljer at beundre i den, men et enkelt vigtigt spørgsmål får man aldrig besvaret tilfredsstillende: Hvad er formålet med at fortælle denne lange, indviklede og nedslående historie om forbrydelse uden straf?

Filmen er baseret på en bog af Robert Graysmith, der i den talentfulde Jake Gyllenhaals sympatiske fortolkning også er en af filmens hovedpersoner. Han er ansat som karikaturtegner på en avis i San Francisco og bliver dermed på nærmeste hold øjenvidne til postyret, da manden, som kalder sig Zodiac, i 1969 begynder at sende brovtende meddelelser til pressen for at prale med mord, som han allerede har begået, og true med flere mord, som han agter at begå.

Noget mønster kan man ikke finde i Zodiacs forbrydelser. Tilsyneladende vælger han sine ofre vilkårligt, og hans vigtigste ambition er åbenbart at drille myndighederne og at blive berømt uden at blive afsløret. Han kan lide at formulere sig i kryptiske koder, og nu og da telefonerer han også til journalister og politifolk - blandt de førstnævnte den forsumpede kriminalreporter Paul Avery (Robert Downey Jr.), blandt de sidstnævnte kriminalinspektøren David Toschi (Mark Ruffalo), der ellers ikke har andet til fælles med hinanden og med Robert Graysmith, end at de har levet i virkeligheden og derfor figurerer i filmen.

Dens handling strækker sig fra 1969 helt frem til 1991, hvad der i sig selv dræner fortællingen fatalt for episk intensitet og dramaturgisk koncentration, og den er fyldt med bifigurer, som dukker op og forsvinder igen, sådan som de uden tvivl gjorde i virkeligheden. Grafologer og psykologer bidrager til forsøgene på at afsløre Zodiacs identitet, politiet i flere retskredse skiftevis samarbejder og konkurrerer om at fange ham, og en enkelt hovedmistænkt med en voldsomt utiltalende udstråling hales et par gange frem på arenaen. Men man kan aldrig vide helt sikkert, om han virkelig er den skyldige eller ej.

Utallige blindgyder

En stor del af tiden fungerer filmen næsten dokumentarisk som en detaljeret beskrivelse af politiets minutiøse arbejde, der gang på gang ender i blindgyder, men efterhånden udvikler den sig til en mærkelig historie om, at da alle andre reelt har opgivet at fange Zodiac, bliver Robert Graysmith monomant ved med at forsøge at finde ham. Han løber myndighederne på dørene, han læser stakkevis af gamle rapporter, han opsøger mulige vidner, og om ikke andet får han da det udbytte af sine absurde anstrengelser, at de sætter ham i stand til siden at skrive den bog, som den forhåndenværende film er baseret på.

Man kan betegne det som beundringsværdigt, at David Fincher har vovet at lave en kompliceret film, som til slut bryder en af sin genres mest grundlæggende regler. Man kan kalde det imponerende, at filmen uden dramatiske biljagter eller skyderier skildrer politiets møjsommelige arbejde med en realisme, som Sjöwall og Wahlöö ville have værdsat. Men man kan selv med sin bedste vilje ikke beskrive det som særlig spændende at se en usædvanlig lang film om en hæslig forbryder og hele tiden vide, at han aldrig vil få sin straf.

Sat en smule på spidsen svarer det faktisk til at se en pornofilm om mennesker, som aldrig går i seng med hinanden.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse