Forår, pistoler og en kinesisk prinsesse

Herlige dansere i fin koreografi, men agent-genren er ikke lige sagen for Den Kongelige Ballet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ballet

Ved sæsonens sidste balletaften har Aage Thordal-Christensen større succes som balletmester end som koreograf. Da der i elvte time opstod problemer med at få rettighederne til at bruge det originale lydbånd fra en James Bond-film, burde han resolut have strøget sin »Off the Record«, som egentlig var bedst tjent med netop at være uden for referat. Nyt lydbånd, flot lys, lækre, sexede piger og elegante fyre i smoking kunne ikke redde balletten. Der var lår, pirouetter og macho-attituder, men der manglede en bærende idé, og både den ironiske tilgang og den koreografiske opfindsomhed var for beskeden. Det er i orden at ville prøve noget nyt, men det her gør de bedre på varietéscenen.

Til gengæld viser programmets to første værker, hvilke herlige dansere, balletten besidder, og hvor vellykket det kan blive, når koreografer skaber direkte til dansere, de kender. Det har tydeligt været en fordel, at den amerikanske Lila York har arbejdet med kompagniet ved sæsonens begyndelse. Hendes »Forårsfornemmelser« er en fryd af livsglæde og leg, med ømhed i den følsomme midtersats. Meget får hun forærende fra Mozarts klaverkoncert i A-dur, som kapellet og Julian Thurber spiller med en inderlighed og entusiasme, som på scenen bliver modsvaret af et flyvende forår for elleve dansere.

I midten er Thomas Lund en både autoritativ og lyrisk solist, men alle er fine i et letløbende trinsprog, hvor den tydelige inspiration fra Paul Taylor, som Lila York dansede hos i mange år, er blandet elegant med referencer til Bournonville og den danske tradition for livsglæde. Stilen nærmer sig det klassiske, men bliver hele tiden brudt af noget rapt og moderne. Et spark, et retningsskift, en overraskende bevægelse i kroppen eller et rul på gulvet. Sympatisk nok lader Lila York alle danserne komme til og skaber især glitrende trinserier til Andrew Bowman, Morten Eggert, Fernando Mora og Vladimir Damianov, der alle griber chancen og i hver sin solo fylder scenen med egen personlighed.

Fin kontrast

I Tine Sanders blågrå kostumer og Steen Bjarkes lys og lette baggrundsprojektion er »Forårsforenmmelser« en åbningsballet til at blive både forelsket i og glad over, og den er i fin kontrast til Alexei Ratmanskys originale og bizarre »Turandots Drøm«, som er mere mystisk og surrealistisk. Her går bevægelserne nedad. Her er tyngde og et strejf af en orientalsk drøm.

Ratmansky har selv skabt dansernes kostumer i stærke kulører og med sjove, abstrakter mønstre plus lidt kineseri. Balletten har en skæv, ligesom stjålen humor i dansen omkring den raffinerede prinsesse, køligt gestaltet af Caroline Cavallo, og det ydmyge og ydmygede folk. Philip Schmidt kravler bogstaveligt talt som en hund for hendes fødder, men i pas de deuxen i det violette lys bliver han en stærk og flot partner, og det er vel, hvad Turandot drømmer om. Som Hindemiths partitur har Ratmanskys ballet kraft og dertil et trinmønster uden klicheer. Det er velgørende, og vi ser ham gerne lave flere balletter.

Aftenens tre koreografer er alle meget optaget af at fortælle os, at de ikke skaber og ikke vil skabe historier. Men de sætter dog alle mennesker på scenen, som forholder sig til hinanden, og så opstår historierne. Fra den enkle glæde over mere subtile magtrelationer til klicheerne. Lila Yorks og Alexei Ratmanskys værker bliver vedkommende, fordi de netop rækker ud over klicheen og bliver tindrende veloplagt afleveret af aftenens dansere.

»Shaken not Stirred« kalder teatret aftenen, og hvis de mener, at vi gerne må blive chokerede, men ikke ophidsede, så kan vi fortælle dem, at vi nægter at blive chokerde over, at Den Kongelige Ballet danser så godt som i aftenens to første værker, men vi kunne da godt overveje at blive bare en smule ophidsede over så lidt, der kom ud af at lege agenter og skrappe damer.»Shaken not Stirred«. »Forårsfornemmelser«. Koreografi: Lila York. Musik: W.A. Mozarts klaverkoncert nr. 23 i A-dur. Lysdesign og billedprojektioner: Steen Bjarke. Kostumer: Tine Sander. Pianist: Julian Thurber. Musikalsk ledelse: Graham Bond.

»Turandots Drøm«. Koreografi og kostumer: Alexei Ratmansky. Musik: Paul Hindemith. Scenografi og lysdesign: Steen Bjarke. Musikalsk ledelse: Graham Bond.

»Off the Record«. Koreografi: Aage Thordal-Christensen. Musik: DJ-duoen Ben Horn: Lars B. & Mikkas. Det Kongelige Teater Gamle Scene.