Frustrationen kan hurtigt melde sig, når man klikker på et link og siden ikke åbner straks.

Og den frustration har ifølge The Washington Post været større den seneste tid for de mange brugere af Elon Musks sociale medie X, der indtil for nylig hed Twitter.

For ifølge avisen har links til visse hjemmesider og medier været længere om at åbne end links til alle andre hjemmesider.

Blandt de ramte sider er The New York Times, Facebook og Instagram. Det gælder også den nye direkte konkurrent til X, Threads, som Facebook-stifteren Mark Zuckerberg har lanceret, samt Bluesky, Substack, og Reuters.

Fælles for medierne, der angiveligt har fået sænket hastigheden, er, at det er medier, som Musk tidligere har kritiseret, eller at det er nogle af X' konkurrenter.

Medierne Bluesky, Substack og Reuters har også været ramt af forsinkelser.

Brugere, der på X klikkede på et link til et af de ramte websteder, blev tvunget til at vente omkring fem sekunder, før de så siden, ifølge test udført tirsdag af avisen.

Charlie Stadtlander, som er talsmand for The New York Times, udtaler til The Washington Post, at mediet selv havde opdaget forsinkelserne, og at det havde udbedt sig en forklaring fra X, som det dog ikke har fået.

Ifølge The Washington Posts analyse gjaldt ændringen ikke alle mulige andre sider, herunder The Washington Post, Fox News, Mastodon og YouTube, hvor forsinkelsen kun var omtrent ét sekund.

Hvis man læser ovenstående og føler, at man da må kunne klare en forsinkelse på fire sekunder, så overvurderer man netbrugernes tålmodighed.

En undersøgelse foretaget af Google i 2016 viste, at 53 procent af brugerne droppede deres besøg på en mobilside, hvis siden var længere end tre sekunder om at komme frem.

For skørt til at være sandt

X-logoet på det sociale medies hovedkvarter i San Francisco har fået naboerne til at klage i stor stil.
X-logoet på det sociale medies hovedkvarter i San Francisco har fået naboerne til at klage i stor stil. CARLOS BARRIA

Forsinkelserne på links til The New York Times blev først opdaget 4. august af en anonym bruger på Hacker News, som The Washington Post har talt med.

Samme dag havde Elon Musk, som er sydafrikaner, kaldt The New York Times for en »racistisk folkemordsapologet«, efter at mediet havde beskrevet, hvordan gamle antiapartheidkampråb bliver brugt i nutidens Sydafrika.

En anden af de angiveligt ramte tjenester er Bluesky, der blev startet af den tidligere Twitter-direktør Jack Dorsey.

Siden Elon Musk overtog Twitter, der altså nu hedder X, har der været kaotiske tilstande på og omkring det sociale medie. Blandt upopulære tiltag har været, at han har indført en række betalingsmodeller og begrænset, hvor mange opslag man kan læse, hvis man ikke betaler for at bruge det sociale medie.

Yoel Roth, der tidligere var Twitters chef for »tillid og sikkerhed«, har skrevet på det sociale medie Bluesky, at han også kunne finde forsinkelsen, selvom han først var skeptisk over for påstanden om forsinkelserne.

»Det er en af de ting, som virker for skørt til at være sandt, selv for Twitter,« skrev han.

Hverken Elon Musk, som omtaler sig selv som »ytringsfrihedsfundamentalist«, eller X har besvaret The Washington Posts henvendelser vedrørende forsinkelserne.

Ifølge brugere i tråden på Hacker News, hvor forsinkelserne første blev omtalt, ser det nu ud til, at X er begyndt at øge hastigheden igen for nogle af de berørte medier, herunder The New York Times.