»For min morfar var det overstået på et par sekunder«

Mens Flemming Helweg-Larsen blev henrettet straks efter krigen, har hans familie måttet leve videre med en ufrivillig arv. Når barnebarnet Morten Helweg-Larsen nu har fået sin morfars selvvalgte eftermæle fra sine sidste dage i fængslet udgivet, er det ikke et forsøg på at skabe forståelse. Tværtimod.

»Jeg vil bare gerne have lov til at være mig selv, uden at jeg skal tage stilling til forfædres gerninger, for de er deres – ikke mine. Det havde været rart bare at være sådan en almindelig Jensen,« siger Morten Helweg-Larsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Bothager

Fra en kasse i kælderen hentede Morten Helweg-Larsen for knap fire år siden sin morfars skriftlige beretning om sin skæbnesvangre og mere end uskyldige flirt med nazismen. 20 år tidligere var det kun blevet til en enkelt gennemlæsning af manuskriptet, som Morten Helweg-Larsen havde fået af sin mormor. Her fandt han for første gang svar på nogle af de spørgsmål, som han havde stillet, siden han som 13-årig skoledreng tilfældigt stødte på sin morfars navn i en historiebog om 2. verdenskrig.

»Jeg tror, min mormor gav mig manuskriptet, så jeg selv kunne læse om, hvad der var sket,« siger Morten Helweg-Larsen.

»Det var svært for hende at tale om, så vi havde aldrig rigtig haft en dyb og ærlig snak omkring det.«

En dokumentarfilm, der i 2004 dukkede op i de danske biografer, var anledningen til, at den i dag 42-årige direktør i Zwilling J.A. Henckels igen fandt frem til ordene, som hans morfar forfattede i fængslet, mens han afventede sin henrettelse. Instruktøren Søren Faulis »Min morfars morder« fra 2004 er et filmisk forsøg på en personlig tilgivelse af den danske SS-officer Søren Kam, der i 1943 var med til at myrde dagblads-redaktøren Carl Henrik Clemmesen. Søren Kam blev aldrig dømt for mordet, men det gjorde Morten Helweg-Larsens morfar, Flemming Helweg-Larsen.

»Historien vil på en eller anden måde ikke dø. Så tog jeg manuskriptet med på en forretningsrejse til Kina, bare for at læse det for mig selv, og jeg slugte det så i løbet af de par dage, jeg var i Shanghai,« siger Morten Helweg-Larsen, der tilbage i Danmark gik ind på forlaget Gyldendal med manuskriptet under armen. Èn gang for alle så han nu muligheden for at få kappet den navlestreng, der bandt ham sammen med historien om morfarens skæbne.

»For min morfar var det overstået i løbet af et par sekunder. Han blev skudt, færdig, og så var hans del af historien sådan set overstået. Men hans børn – min mor og hendes søster – har måttet leve videre med en masse skam og skyld, og den bagage har de i hvert fald ikke bedt om. Jeg har også på en eller anden facon fået den samme kuffert overleveret, og den arv har jeg faktisk ikke lyst til at have. Derfor står jeg frem og siger, at jeg anerkender, at der er den arv, og jeg vil ikke have den.«

Årene igennem har Morten Helweg-Larsen mest af alt mødt stiltiende reaktioner på et efternavn, der for mange er uløseligt forbundet med nazismen i egen baghave. Nogle har spurgt, men oftest har Morten Helweg-Larsen selv taget initiativ til at forklare, at han ikke deler så meget som én eneste af sin morfars sympatier og ej heller ønsker at holde hånden over ham.

»Den eneste måde, jeg i virkeligheden kan beskytte mig selv på, er faktisk ikke at dukke mig, men tværtimod give min dybfølte holdning til kende for alle, der gider at høre den. Men jeg synes egentlig ikke, at det har været så svært, fordi jeg ret hurtigt har kunnet placere mig selv i forhold til historien og i den grad tager afstand fra den. Hvis jeg nu havde en rosenrød forestilling om, at min morfar bare var en eller anden eventyrer, som tilfældigvis var landet på den forkerte side af hegnet, ville det sikkert have været helt anderledes at gøre så mange kedelige opdagelser hen ad vejen.«