For lidt uundværligt

Det behøver ikke være på niveau med New York, Paris og Milano. Men behøver opera på dansk grund være så meget på det jævne?

Mozarts »Lucio Silla« på Operaen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Per Morten Abrahamsen

Årets sidste operapremiere på dansk grund var værd at vente på.

Tyske Christof Loys overlegne fortolkning af Mozarts »Lucio Silla« på Operaen viste, at man godt – uden at forråde ånden i værket – kan lave intelligent, nutidigt musikteater på grundlag af et 235 år gammelt forlæg.

Den var samtidig et skoleeksempel på, at der findes andre regiløsninger end krampagtige aktualiseringer i stil med Kasper Bech Holtens bøvlede »Don Carlos«, der med sine forvirrede politiske budskaber næsten tog livet af Verdis mesterværk. Årets største operaflop.

Ud over disse yderligheder tilbød Den Kgl. Opera en godt blandet buket, med Guy Joostens iscenesættelse af Debussys »Pelléas og Mélisande« og Peter Konwitschnys interessant rabiate »Lohengrin« som det mest tilfredsstillende, også rent vokalt.

Klaus Hoffmeyer havde et ikke ueffent bud på Donizettis »Lucia de Lammermoor«, og Yannis Houvardas’ livtag med Jacques Offenbachs »Hoffmanns eventyr« var værd at overvære i al sin konsekvente vulgaritet, mens til gengæld Jasenko Selimovics iscenesættelse af Verdis »Simon Boccanegra« led hårdt under, at man skulle nærlæse programmet for at forstå, hvor han ville hen.

På plussiden skal det noteres, at Det Kgl. Kapel og Det Kgl. Operakor hele vejen igennem viste sig som ensembler i topklasse, og for dem, der synes, at det vokale niveau generelt er for svingende herhjemme, var det opmuntrende at opleve, hvor dygtigt de studerende fra Operaakademiet tacklede Brittens »Lucretia« på Takkelloftet.

Synd blot, at man absolut skulle genbruge kulisserne fra Kasper Bech Holtens pligt-iscenesættelse af Elvis Costellos overflødige »teaterkoncert« »The Secret Songs«. Det var for fedtet.

Operaåret 2007 var også året, hvor Luciano Pavarotti forlod denne verden, udsunget og forgældet, men efterlod sig en rig arv af indspilninger, hvor Inga Nielsen udsendte betagende optagelser fra en lang karriere, hvor Cecilia Bartoli besøgte Tivoli, og hvor Anna Netrebko og Rolando Villazón cementerede deres stjernestatus, inden sidstnævnte gik midlertidigt kold. Målt med disse kunstneres alen var det beskedent, hvad man fik ud af at besøge nationens andet permanente operatilbud, Den Jyske Opera, der forsøgte sig med småkiksede udgaver af Beethovens »Fidelio« og Webers »Jægerbruden«. Så hellere »Carmen« som madkurvs-opera på udendørsscenen i Hedeland, ganske vellykket, ikke mindst takket være Lars Rudolfssons begavede brug af grusgraven.

Overordnet betragtet var for meget på det jævne. Vort hjemlige flagskib – Den Kgl. Opera – behøver ikke være på niveau med Bastille-operaen, La Scala eller the Met, men det skal evne at begejstre. Heldigvis viser den aktuelle »Lucio Silla«, at med de rette kræfter foran og bagved scenen er det ypperlige inden for rækkevidde. Også af den grund er der – trods alt – noget at have optimismen i.