For gode til at blive ignoreret

Ny bog hylder sportens kvindelige pionerer. Den handler om 100 af de kvinder, som nutidens superstjerner står på skuldrene af. B har interviewet forfatteren Molly Schiot.

Peruvianske Conchita Cintron, født i 1922, rejste verden rundt som tyrefægter og var den eneste kvinde, som bar titlen matador. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

En maj-morgen i 1975 lå Junko Tabei bevidstløs i seks minutter under en bunke sne i Camp II, 6.400 meter oppe ad Mount Everest. En lavine havde overrasket den 35-årige japanske kvinde og de øvrige medlemmer af hendes ekspedition mod Jordens højeste punkt. Sherpaer fik på mirakuløs vis gravet Tabei fri af sneen, men i to døgn var hun så medtaget, at hun var ude af stand til at bevæge sig.

Tolv dage senere besteg hun som den første kvinde Mount Everest. På hænderne havde hun hjemmelavede handsker og på ryggen tasker lavet af stof fra ophuggede bilsæder, fordi ideen om en kvinde på toppen af verdens højeste bjerg havde givet flere overbærende grin end sponsorkroner.

Så Tabei brugte en årsløn på ekspeditionen, og på toppen af Everest sluttede hun den rejse, som andre kvindelige pionerer var begyndt på adskillige årtier tidligere. Kvinder som Annie Smith Peck, der i 1895 forårsagede en skandale og blev arresteret, fordi hun besteg Matterhorn iført bukser og ikke kjole. Det medførte debat i nogle af verdens førende aviser om, hvad kvinder burde gøre og ikke mindst ikke gøre, men Annie Smith Peck var ligeglad, og i 1908 var hun det første menneske på toppen af Nevado Huascarán i knap 7.000 meters højde i Peru.

Begge historier og over 100 andre fortællinger om banebrydende kvindelige eventyrere og atleter er gengivet i ord og fascinerende billeder over 320 sider i en ny bog med titlen »Game Changers: The unsung Heroines of Sports History«. Forfatteren er den amerikanske TV-dokumentarist og instruktør Molly Schiot, som ud over dokumentarfilm har lavet musikvideoer og reklamefilm for en række store internationale brands.

For få år siden havde hun aldrig forestillet sig, at hun skulle blive forfatter, og bogen blev oprindeligt født i frustration. Molly Schiot havde pitchet seks ideer til dokumentarfilm om kvindelige atleter til film- og produktionsselskaber i Los Angeles, men ingen ønskede at omsætte ideerne til film.

Til gengæld blev hun hyret til at instruere en film til den amerikanske sportsmastodont ESPN om en mandlig canadisk ishockeyspiller, som var kendt for sit voldelige spil i 1970erne. Den film er hun for så vidt stolt nok af, men samtidig bidrog den til Molly Schiots forundring over, hvorfor ingen ville lave dokumentarfilm om sportshistoriens største kvinder. Så født af frustration, men også for at dele sin begejstring for den research, hun havde foretaget om kvindelige atleter, oprettede Molly Schiot en Instagram-konto dedikeret til sportshistoriens største og i mange tilfælde glemte kvindelige helte.

»Instagram-projektet var min egen måde at sige »I kan rende mig«, efter jeg fik afslag på ideerne. Der er så mange fantastiske historier om kvindelige atleter, der både har måttet overkomme ekstrem racisme og sexisme. Jeg forstår ikke, at der ikke er større interesse for at videregive de fortællinger, alt imens der nærmest ingen grænser er for, hvor nicheprægede og kedelige dokumentarer der er lavet om mandlige atleter,« siger Molly Schiot til Berlingske.

Molly Schiot har i sin bog samlet lere end 100 historier om kvindelige sportspionerer. Foto: Elisabeth Weinberg Fold sammen
Læs mere

En af de historier, Molly Schiot havde størst lyst til at realisere på film, var fortællingen om The Wake-Robin Golf Club, som var USAs første golfklub for afroamerikanske kvinder. I slutningen af 1930erne lykkedes det efter hård politisk kamp kvinderne at få lov at lave en golfbane på en lukket losseplads, og i begyndelsen af 1940erne fik de ophævet raceadskillelsen på en række golfbaner i Washington. I begyndelsen af 1960erne var de afroamerikanske kvinder sammen med en række andre minoritetsklubber med til at tvinge den professionelle amerikanske golftour til at droppe sin »kun for hvide«-politik.

Billeder af kvinderne fra The Wake-Robin Golf Club var en af de første post på Molly Schiots Instagram-konto, der hurtigt fik et trofast følge. Hendes stålsathed i at researche så mange gode historier frem, at et filmselskab til sidst måtte bide på en idé, fik Molly Schiot til at poste stadigt flere fascinerende historier på Instagram-kontoen. I 2015 var det imidlertid ikke et filmselskab, men det traditionsrige newyorker-forlag Simon & Schuster, som bed på og bad hende skrive den bog, der nu er udkommet.

En del af historierne i bogen deler den uskønne blanding af racisme og sexisme med historien om The Wake-Robin Golf Club. Flere af dem er fra tennis. Som Althea Gibson, der i 1950 var den første sorte spiller i US Open, og i 1957 Evonne Goolagong Cawley der, som en fattig pige med aboriginal-rødder, gik fra ekstrem fattigdom og diskrimination i 1960ernes Australien til at vinde Wimbledon i 1974, og Ann Koger der ved en turnering i Florida i 1973 kravlede op i en flagstang og rev et blafrende sydstatsflag til jorden.

»Du kan trække en lige linje fra de kvinder til Serena Williams i dag. Hun står på skuldrene af dem og må samtidig selv kæmpe med både racisme og sexisme,« siger Molly Schiot.

Amerikanske Althea Gibson på tennisbanen i midten af 1950erne. Hun var den første sorte kvinde, der deltog i konkurrencer i USA, og den første sorte kvinde, der vandt Wimbledon og US Open. Foto: AFP Fold sammen
Læs mere

Andre af historierne handler om kvinder, der op gennem det 20. århundrede nægtede at anerkende kønsafspærringerne til traditionelle mandsdominerede sportsgrene som racerløb, billard og boksning. Eventyrere som Lynn Hill, der i 1993 var den første kvinde, der friklatrede den vanskeligste rute op ad El Capitan-klippen i Yosemite i Californien. Super­atleter som Babe Didrikson Zaharias, der var i absolut verdensklasse i såvel basketball som golf og atletik, og aldrende ekstremudøvere som Diana Nyad, der i 2013 svømmede fra Florida Keys til Cuba.

»Det er vidt forskellige historier, men fælles for dem er, at de gjorde, hvad de elskede at gøre, uanset hvor mange forhindringer de blev stillet i vejen,« siger Molly Schiot.

Hun ville ønske, hun selv havde kendt historierne, da hun i firserne voksede op som en sportsgal pige og spillede med på drengenes ishockeyhold og fodboldhold i New Hampshire i det nordøstlige USA. Der var historier om mandlige krigshelte, sportsfilm som »Rocky« og »Karate Kid«, og næsten al sport på TV var med mænd. Molly Schiot overvejede i mange år slet ikke, at det kunne være anderledes.

»Det er først, da jeg begyndte på det her projekt, at det gik op for mig, at de store kvindelige præstationer altid har været der, men bortset fra nogle få er de ikke blevet fortalt.«

Og selv om der er sket fremskridt siden, mener Molly Schiot, at der er langt igen i både kvantiteten og kvaliteten i dækningen af kvinder i sport. Undersøgelser af international sportsdækning synes at give hende ret. Tallene varierer, men viser typisk, at mellem 80-90 procent af mediernes sportsdækning går til mændene. Og i hvert fald i amerikansk kontekst handler dækningen af kvinder langt oftere om, hvordan de eksempelvis får sportskarrieren til at passe med familielivet, mens dækningen af mændene fokuserer på præstationerne, fortæller en undersøgelse fra 2015 fra University of California.

Og spørgsmålet er, om det går den forkerte vej. I hvert fald gør sammenfaldet mellem udgivelsen af hendes bog og præsidentvalget kun bogen mere nødvendig, mener Molly Schiot.

»Det knuser mit hjerte, at piger i det her land skal vokse op med en præsident, som ikke anerkender kvinder som ligeværdige. Jeg har lært nogle af de kvinder at kende, som kæmpede for lige rettigheder for piger på universiteterne i 1970erne, og det smerter mig at se den skade, der bliver forvoldt mod det arbejde og de fremskridt, de gjorde.«

HISTARKIV - Den amerikanske atletikstjerne Wilma Rudolph løber 100 m på Østerbro stadion i overværelse af 5000 tilskuere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jørgen Bonfils.

Molly Schiots bog har fået en del omtale i USA, og selv om enhver forfatter i sagens natur er glad for opmærksomhed, så bekræfter det hende også i, at behovet er stort, når en bog om kvindelige sportshelte i sig selv har stor nyhedsværdi. Hendes håb er, at forældre vil dele den med deres sønner og døtre.

»Både så børnene kan lære de her utrolige kvinder at kende, men også så de kan tænke på, at der måske er andre kvinder i deres egen familie eller andre steder, som de ikke har hørt om, og som også har udrettet store ting. Der er også en pointe i, at bogen er så visuel, at man kan se kvindernes ansigter og føle dem.«

Et af ansigterne er eventyreren Arlene Blum, som i 1978 – på toppen af den anden feministiske bølge – finansierede sin Himalaya-ekspedition ved at sælge T-shirts med sloganet »en kvindes plads er på toppen ... af Annapurna«. Annapurna er det tiendehøjeste bjerg i verden, og et af Himalayas vanskeligste at bestige. Blums mål var at bevise, at kvinder besad den fysiske og mentale styrke til at betvinge verdens højeste tinder. Det lykkedes, men med store omkostninger. På vej imod toppen døde to medlemmer af ekspeditionen, men Arlene Blum nåede toppen. I sin selvbiografi filosoferede hun senere:

»Du erobrer aldrig et bjerg. Du står på toppen et øjeblik, og så blæser vinden dine fodspor væk.«

Molly Schiots mission er, at sporene fra de store kvindelige eventyrerer og atleter ikke længere skal viskes væk. Og noget tyder på, at udgivelsen af bogen er det gennembrud, hun søgte. I hvert fald er der udsigt til, at historien om de afroamerikanske kvinder i The Wake-Robin Golf Club næste år bliver til en dokumentarserie i seks afsnit.