Efter Stormen på Kongressen 6. januar 2021 udsendte The Coca-Cola Company et harmdirrende tweet, der kaldte det for et angreb på demokratiet.
Nu bliver tweetet delt igen som et eksempel på, at de store amerikanske selskaber nu flokkes om den kommende præsident Donald Trump, efter de i årevis har bakket op om en mere – i amerikansk forstand – venstredrejet linje.
The Coca-Cola Company var nemlig klart fordømmende over for Stormen på Kongressen for fire år siden, som skete i kølvandet på, at Donald Trump nægtede at acceptere sit valgnederlag.
»Det, der skete i Washington, D.C., er en krænkelse af det amerikanske demokratis idealer. I næsten 250 år har USA stået som et fyrtårn for demokratiet og vist verden, hvordan forskellige perspektiver og ideer kan styrke samfundet. Vi er alle forbløffede over de ulovlige og voldelige begivenheder, der udspillede sig i Washington, D.C. Nu, hvor valgresultatet er bekræftet, har vi tillid til, at USAs demokratiske institutioner vil sikre en fredelig magtoverdragelse og gøre det muligt for USA at bevæge sig fremad sammen som én nation,« skrev firmaet.
Nu er tonen dog en lidt anden.
For The Coca-Cola Company har nemlig i anledning af den snarlige indsættelse af Donald Trump lavet nogle særlige flasker cola light, som er Donald Trumps yndlingssodavand.
»I dag fik præsident Trump den første præsidentindsættelses-Cola Light-flaske fra formand og administrerende direktør for The Coca-Cola Company James Quincey«, skriver Margo Martin, Donald Trumps vicekommunikationsdirektør.
Trumps boksebold
James Quincey fra Coca-Cola er blot den seneste topdirektør, som bejler til Donald Trump op til indsættelsen.
Blandt mange andre har både Jeff Bezos fra Amazon og Mark Zuckerberg fra Facebook doneret penge til Donald Trumps indsættelse. Det er ifølge Brendan Glavin fra organisationen OpenSecrets, der beskæftiger sig med pengestrømme i politik, lige så meget et defensivt træk, som det er en charmeoffensiv, sagde han for nylig til CNBC.
»Ingen af dem har lyst til at være Trumps boksebold i fire år,« udtalte Glavin.
Hvad angår Stormen på Kongressen, blev Donald Trump tiltalt i en føderal straffesag vedrørende hans angivelige medvirken til at omstøde valgresultatet og hans angivelige involvering i Stormen på Kongressen.
Retssagen blev dog aldrig fuldført, fordi Donald Trump vandt valget sidste år.
Justitsministeriets særlige anklager, Jack Smith, bad i november om at få sagen sat på pause, fordi justitsministeriet har et princip om ikke at retsforfølge siddende præsidenter. Anmodningen blev godkendt af dommeren, og derfor blev sagen opgivet.
Jack Smith frigav dog tirsdag i denne uge en 137 sider lang rapport, hvori der stod, at hvis Donald Trump ikke havde vundet valget, så havde der været »rigelige« beviser til at få ham dømt i sagen, skriver The Washington Post.