For de skal jo have hinanden

Opera. »L’amico Fritz« er Pietro Mascagnis oversete mesterværk. Hagekors og brugen af playback trækker ned, men Den Jyske Opera gør sangen og musikken til et must for enhver operaelsker.

Der synges og spilles som en drøm mellem Den Jyske Operas effektive turnékulisser. Castet er gribende godt set – Fritz synges følsomt og lige i øjet af amerikaneren Scott Quinn. Foto: Anders Bach Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den velhavende Fritz har det helt fint som single. Så hvad skulle hunkønsvæsner i hans liv! Ingen kvinder, ingen tårer. Men hans gode rabbinerven ser anderledes på det og udtænker en lumpen og ret så sød plan.

Vi kender komponisten Pietro Mascagni for den tragiske »Cavalleria rusticana« fra 1890. Ikke mange har til gengæld set eller hørt komedien »L’amico Fritz« fra året efter. Opsætningen på Den Jyske Opera skulle blive den første på dansk jord nogensinde.

»L’amico Fritz« viser sig som et stærkt vellykket værk. Alle de store følelser får præcis den musik, følelser skal have – uden at blive sentimental. Den berømte duet under kirsebærtræerne begynder som monolog på en stige og er lige pludselig i gang. En stor musikdramatiker har talt.

Og dét med komedien skal tages med en knivspids koshersalt. For det er egentlig kun konflikten og dens løsning til sidst, man griner ad. Selve dramaet forbliver en klassisk kærlighedshistorie om dig og mig og især de to hovedpersoner, der åbenbart skal have hinanden.

Udenlandsk og dansk

Der synges og spilles som en drøm mellem Den Jyske Operas effektive turnékulisser. Castet er udenlandsk i hovedrollerne og gribende godt set:

Fritz synges følsomt og lige i øjet af amerikaneren Scott Quinn. Suzel af den lidt mere ferske Natalya Romaniw – trods navnet en pæreengelsk stjerne på vej op.

Men selv om de danske sangere kun har biroller, løfter de dem til topkarakter: Lars Møller er lun rabbiner med djærv humor. Jesper Brun-Jensen har omsider fundet et passende parti som vennen Hanezò – hans ellers så gigantiske basstemme kommer af én eller anden grund sjældent til sin ret. Og hvor Andrea Pellegrini som sigøjneren Beppe må kæmpe med et lettere bizart outfit a la indianer, får hun klemt masser af sin karakteristiske personlighed ind.

Handlingen henlægges knap så overbevisende til året 1940 med dets armbind og vajende hagekors. Man kan godt have jøder på scenen uden allusioner til jødeforfølgelse. Især da når rammen ikke bruges til noget særligt. Instruktøren virker inspireret af »Sound of Music« i den retning, men rider på den anden side ikke kæphesten og slipper måske derfor fra det.

Hellere live

At sigøjnerens store violinsolo høres på en indspilning, er til gengæld ikke i orden. Operahuse bør kun gribe til playback under helt ekstraordinære omstændigheder. Koncertmesteren sådan en aften kan sagtens spille soloen selv. Thi næste skridt på samme skråplan hedder præfabrikeret musik hele vejen – og dermed den levende musiks død. En oplagt sag for Dansk Musiker Forbund.

Nuvel, forestillingen som helhed ligner endnu en solid succes fra Den Jyske Opera. Castet er uden fejl og med et vågent øje for både udenlandske og danske talenter. Alt virker båret af fællesskab og fravær af snobberi og stjernenykker.

Og det begejstrede publikum får først og fremmest utroligt varm, dynamisk, psykologisk indfølt musik. Hvis opsætningen fører til en revival af »L’amico Fritz« på scenerne rundt om, ville det ikke gøre noget. Overhovedet.

 

Hvem: Odense Symfoniorkester, Den Jyske Operas kor, dirigenten Martin André samt Christel Smith, Alexander Grove og div. solister. Instr. Michael Barker-Caven, scenografi Adam Wiltshire

Hvad: »L’amico Fritz« af Pietro Mascagni

Hvor: Odense Koncerthus, fredag. Spiller i Musikteatret Albertslund 21. okt., FrederiksborgCentret i Hillerød 22. okt. og på Det Kongelige Teaters gamle scene 24. og 25. okt.