For dansk til Sverige

I løbet af få år er dansk kunst flere gange blevet tolket som udtryk for racisme i Sverige. Senest er det en Pippi Langstrømpe-tegning på et børnegardin af den for længst afdøde danske illustrator Ingrid Vang Nyman, der er faldet i unåde i Sverige.

Den seneste racismesag fra Sverige drejer sig om et børnegardin med to mørke børn, der vifter palmeblade for at gøre det behageligt for Pippi Langstrømpe. Gardinet er blevet trukket tilbage af temaparken Astrid Lindgrens Verden, efter forbrugere klagede over gardinet på Facebook.Photo: Emilie Abrahamsson / Facebook Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En tegning udført af den for længst afdøde dansk kunstner Ingrid Vang Nyman er faldet i unåde i Sverige, hvor den bliver beskyldt for at være racistisk.

Hun døde i 1959 og har illustreret flere af den svenske forfatter Astrid Lindgrens verdensberømte historier om Pippi Langstrømpe, og i denne uge blev en af tegningerne fra hendes hånd genstand for voldsom kritik i Sverige hele 66 år efter, den blev tegnet i 1948.

Illustrationen viser to mørke børn på en sydhavsø, der med viftende palmeblade gør livet svalt og behageligt for Pippi Langstrømpe. Den stammer fra bogen »Pippi Langstrømpe i Sydhavet«, og tegningen er bl.a. reproduceret på et børnegardin, som er blevet solgt i den svenske temapark Astrid Lindgrens Verden.

Men billedet er racistisk, mener en svensk mor med et afro-svensk barn. Derfor klagede hun forleden på Facebook over temaparkens salg af gardinet, og parken valgte at tage gardinet af hylderne. Moren, Emilie Abrahamsson, omtalte gardinet som »forfærdeligt« og »et typisk racistisk billede fra kolonitiden«.

Det er ikke første gang, at dansk kunst og kultur, ja sågar dansk slik, kommer i klemme og bliver beskyldt for racisme i et Sverige, der set fra den danske side af Øresund bliver opfattet som lige lovlig politisk korrekt.

Således blev forfatteren Jakob Martin Strids børnebog »Mustafas kiosk« sidste år pludselig beskyldt for at være racistisk og islamofobisk, efter at den var udkommet i Sverige godt ti år forinden. Vrede kommentarer over bogen fandt vej til de sociale medier, og det svenske forlag Kabusa Böcker så sig nødsaget til rykke ud med en undskyldning på Facebook.

Masker forsvandt fra lakridserne

Tidligere i år var den gal med slikklassikeren »Skipper Mix« fra Haribo. Lakridserne i »Skipper Mix« forestiller bl.a. afrikanske masker, og de blev i Sverige opfattet som karikaturer af afrikanere. Haribo valgte derfor at fjerne lakridsmaskerne fra »Skipper Mix«.

I august var det så det danske teaterkompagni Global Stories, der i forbindelse med Malmöfestivalen og projektet »Med andre øjne« måtte stå for skud. Global Stories’ projekt blev anklaget for racisme, selv om det var tænkt som alt andet. »Med andre øjne« gik ud på at sminke deltagere, så de kunne påtage sig en anden etnicitet. Festivalledelsen anerkendte beskyldningerne og valgte at aflyse »Med andre øjne«.

En af kritikerne af det danske projekt var talsmanden for Afrosvenskarnas Riksförbund, Momodou Malcolm Jallow. For ham at se er det udtryk for racisme, når hvide bliver sminket til sorte og bliver til såkaldte blackfaces. Altså det samme som i de for længst hedengange, amerikanske minstrel shows, hvor hvide skuespillere blev sminket grotesk sorte for at parodiere sorte.

Set i det lys er det ifølge talsmanden også det eneste rigtige at trække Pippi-gardinet tilbage.

»Den her slags billeder hører ikke hjemme i et moderne samfund. Da Astrid Lindgren skrev sin bog, var demografien i Sverige en helt anden end i dag. Her i Malmø, hvor jeg bor, har op mod halvdelen af beboerne en anden baggrund end svensk, men de er alle svenskere. Alle i dette land skal kunne føle sig som en del af samfundet og har krav på respekt.«

Lindgrens billede af sorte er ikke negativt

Momodou Malcolm Jallow understreger, at han ikke ønsker Astrid Lindgren og hendes bøger forbudt eller censureret. Hun er et svensk ikon, og hendes værker svensk kulturarv, anerkender han. Han anerkender også, at formålet med en bog som »Pippi Langstrømpe i Sydhavet« ikke er at præsentere et negativt billede af sorte.

»Men hvis du gik på biblioteket i Danmark og i børneafdelingen kunne finde Playboy, ville du nok ikke synes, det var så godt, at børn blev udsat for den form for sexistiske fremstillinger af kvinder,« forklarer han:

»På samme måde siger vi, at bøger med et racistisk indhold ikke er forenelige med et moderne samfund, og de skal ikke længere være tilgængelige for børn. De skal kun være tilgængelige for voksne. Om de så vil tage dem med hjem til deres børn, det vil vi ikke blande os i. Men jeg vil ikke være med til, at jeg kan gå på biblioteket med mit barn, og vi så kan finde børnebøger, der fremstiller mit barn som mindre værd.«

For Momodou Malcolm Jallow handler det ikke bare om sorte som ham selv. Også andre minoriteter som homoseksuelle eller muslimer.

»Jeg er blevet kontaktet af en hel del danskere, der ikke forstår, hvad det her handler om. Det kan da ikke være så vigtigt, siger de. Så prøver jeg at forklare dem, at det måske ikke er vigtigt for dem, fordi det ikke berører deres børn negativt. Men jeg ved, hvad det betyder. Jeg tilhører en minoritet.«

Forfatter undrer sig

Forfatter til en kommende biografi om Astrid Lindgren, Jens Andersen, kan ikke lade være med at undre sig over svenskerne.

»Hvis du spørger mig, så er det hysterisk. Der er på det punkt en puritanisme i vores naboland, som jeg har det lidt svært med. Det er ikke værre, end vi kan tale om det, og at vi kan forstå, at tingene er skrevet og tegnet i en hel anden tid,« siger Jens Andersen, der er forfatter til en række roste biografier og tidligere litteraturredaktør på Berlingske.Ja, for skrevet er vel skrevet, og tegnet er vel tegnet?»Tænk, om vi så at sige skulle trække gardinet for alt det, der er skrevet, fordi vi finder det forkasteligt i dag. Det ville godt nok blive mere end svært at kigge tilbage på historien,« mener Jens Andersen.

Men, understreger han, Astrid Lindgren selv var sent i livet godt klar over, at hun havde skrevet om Pippi i Sydhavet og en negerhøvding »i en anden tid«.

»Som ældre mennesker refererede hun selv til, at skulle hun have skrevet om Pippi påny, så ville hun have skrevet historien på en anden måde, end hun gjorde i 40erne. Hun var udmærket godt klar over, at det dengang var noget helt andet at skrive neger, end det var i en moderne og globaliseret tid. Ja, hun blev selv sendt til Amerika af et ugeblad for at skrive om negerne, som det hed,« forklarer Jens Andersen.