Folketinget vil ændre kunststøtten

Kunstnere, som kan klare sig selv, bør ikke få statsstøtte. Det mener et bredt flertal i Folketinget, som er klar med en lovændring.

ARKIVFOTO Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er lagt op til et historisk brud med uddelingen af den danske kunststøtte.

Hidtil har udvalgene i Statens Kunstfond ikke skullet forholde sig til kunstnernes privatøkonomi i forbindelse med uddelinger af legater. Men det ser nu ud til at ændre sig.

På baggrund af en legatuddeling på 855.000 kroner til den succesfulde forfatter og dokumentarist Peter Øvig Knudsen ønsker en lang række kulturordførere på Christiansborg nu at ændre loven om Statens Kunstfond, som seneste blev reformeret i 2012.

»Vi har et legatsystem, fordi der er kunstnere og forfattere, som ellers ikke ville få arbejdsro. Dermed burde det være et incitament til at give støtte til kunstnere, som ellers ikke ville kunne klare sig økonomisk. Men det ser ud til, at loven ikke er præcis nok, og vi bliver nødt til at stramme op,« siger Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen (DF), til kulturprogrammet AK24syv på Radio24syv.

Alex Ahrendtsen bliver bakket op af kulturordførerne fra Venstre, Liberal Alliance, Enhedslisten, og senest Socialdemokraternes kulturordfører, Troels Ravn (S):

»Vi synes kun, det er rimeligt, at man involverer en kunstners samlede økonomi i vurderingerne i støtteordningen,« siger han.

Dermed er der samlet et bredt flertal bag en lovændring, og kulturminister Marianne Jelved (R) er klar til at lytte.

I en mail til AK24syv skriver kulturministeren:

»Jeg henholder mig til den lov om Statens Kunstfond, som blev ændret for nylig. Støtten til kunstnerne gives som en anerkendelse, der ikke er indkomstafhængig. Med undtagelse af Dansk Folkeparti stemte alle partier for loven. Hvis folketingets partier mener noget andet nu, lytter jeg gerne til deres synspunkter«.

Og Marianne Jelved får nu snart mulighed for at lytte til de andre partiers synspunkter.

Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen (V), retter nemlig henvendelse til kulturministeren, hvor han beder om, at forligskredsen bag den seneste kunststøttereform bliver indkaldt med henblik på at få ændret loven, så spørgsmålet om kunstnernes støttebehov kan blive inkluderet.