Folkeskolen – det er da godt teater

Er der noget fordækt ved hele folke­skolereformen, eller er det bare lærerne, der er nogle tudekiks? Og er det i orden at kalde undervisningsministeren for »dumme so«? Det er nogle af de ting, Mungo Park Kolding forsøger at udrede i forestillingen »Folkeskolereformen«.

Nanna Cecilie Bang er ene kvinde på scenen i alle roller – som lærer, elev, undervisningsminister og folkestemning. Her som den strikse lærer. Foto: Palle Peter Skov Fold sammen
Læs mere

Folkeskolen er måske den samfunds­institution, der mere end nogen anden binder os danskere sammen. Den har været en del af det danske samfund de seneste 200 år. Langt de fleste af os har tilbragt mellem syv og ti år på skolebænken, de fleste har enten familiemedlemmer eller venner, der er folkeskole­lærere – eller også er de det selv – og rigtigt mange af os har børn i én af de flere end 1.500 folkeskoler landet over.

Så når folkeskolen oven i hele denne overvældende tilstedeværelse bliver genstand for en arbejdskonflikt, der stadig skaber dønninger både i medierne og ved middags­bordene, hvad er så mere naturligt end at sætte den på scenen og gøre et teaterstykke ud af den?

Sådan tænkte Mungo Park Koldings direktør, Lasse Bo Handberg, sidste sommer, da debatten om folkeskolereformen, om tvungne lektiecafeer og lærernes nye arbejdstidsregler var på sit højeste.

»Jeg synes, det klæder teatret enormt godt at være samfundsaktuelt, og jeg tror, at vi som samfund har godt af at rykke debatten ind i nogle æstetiske formater, hvor vi i modsætning til f.eks. i pressen ikke behøver kun at holde os til sandheden,« siger han.

»Folkeskolen er et kæmpestort, meget vigtigt emne. Og på teatret har vi i fiktionens og fantasiens rum mulighed for at sætte tingene på spidsen og bringe nogle følelser og kunstneriske perspektiver ind i debatten, som netop er vigtige, når det handler om, hvad vi vil med vores samfund, og hvad vi giver videre til vores børn.«

Til at løse opgaven satte han instruktøren Anna Schulin-Zeuthen og skue­spilleren Nanna Cecilie Bang. Begge har stadig uddannelses­systemet i tæt erindring – Anna er faktisk først ved at færdiggøre sin ud­dannelse på Stockholms Dramatiska Högskola, og forestillingen er hendes praktik­opgave, mens Nanna, der netop er blevet færdig på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater, debuterer i »Folkeskolereformen«.

Løbende udvikling

Siden efteråret har de arbejdet på projektet, og det har været lidt af en tour de force både at læse op på folkeskolens 200-årige historie og sætte sig ind i folkeskolelovens og den nye reforms paragraffer. Derudover har de haft flere gruppeinterviews med folke­skolelærere om hverdagen bag katederet, og de følger løbende debatten i medierne om folkeskolereformens konsekvenser.

»Vi står jo i en konflikt, der på en måde stadig er i gang,« siger Nanna Cecilie Bang. Og Anna Schulin-Zeuthen tilføjer:

»Den tekst, vi står med i dag, er ikke nødvendigvis den tekst, vi kommer til at spille til premieren, og den kan også meget vel ændre sig i løbet af spilleperioden, for der sker hele tiden noget nyt. Næsten hver dag er der noget om folkeskolereformen i aviserne, der kommer hele tiden nye vinkler, undersøgelser og argumenter på banen, som vi skal tage højde for og vurdere, om vi skal have med.«

Mens de har arbejdet på forestillingen, har de to kvinder boet i samme ejendom og gjort det til en vane hver morgen at mødes ved morgenbordet og diskutere, om – og hvordan – det seneste døgns udvikling i medierne bør få indflydelse på stykket.

»Forestillingen har helt klart taget en mere politisk drejning, siden vi begyndte. Vi er blevet mere og mere klar over, at det her handler om nogle grundlæggende tanker om, hvor vi gerne vil hen med vores samfund, og hvilke værdier vi gerne vil give videre til de nye medborgere,« siger Anna Schulin-Zeuthen. »Hvad definerer vi som vigtigt at lære i livet? Hvad er uddannelse og dannelse for os? Og er det virkeligt så vigtigt at slå Kina?«

Begge indrømmer, at det kan være svært at forholde sig helt neutralt, når de kritiske stemmer om reformen er så klart i overtal, som det har været tilfældet i deres research.

»Vi oplever nogle lærere, som føler sig klemt af de nye regler og frygter at miste deres kreativitet og faglige stolthed. Og det kan man da godt blive berørt af. Men vi bestræber os også på at være Djævelens advokat og sige: Tør nu lige øjnene og prøv at løfte i flok og se det positive i den her reform!,« siger Nanna Cecilie Bang.

Lærere på besøg

Denne eftermiddag i Kolding, hvor Berlingske er på besøg, er der endnu et par uger til premieren, og Anna og Nanna har inviteret 10-15 folkeskolelærere til at overvære dagens prøve. Dels for at forvisse sig om, at de er på rette vej, dels for at supplere den allerede grundige research med nogle flere tip om hverdagens dont for dem, der har folkeskolen allertættest på kroppen.

Scenografien er absolut minimalistisk: Et bord, en stol og en tavle. Det er alt. Samt nogle ganske få rekvisitter: En rygsæk, et ringbind, et æble og en kaffekop. En mobiltelefon dukker også op undervejs i forestillingen, hvor Nanna Cecilie Bang som ene kvinde på scenen i hæsblæsende tempo fører os gennem skoledagens følelsesmæssige op- og nedture, set fra alle hjørner af folkeskoleuniverset.

Snart er hun den begejstrede lærer med højtflyvende visioner, snart den nedbrudte ditto, der prøver at finde sig til rette i den nye reforms stramme rammer.

Hun er den utilpassede teenager, der har forelsket sig i formningslæreren, den kritiske forælder, der ikke kan fortstå, hvorfor man ikke længere kan ringe til klasselæreren om aftenen, og undervisningsministeren, der overpædagogisk prøver at forklare, hvorfor reformen er både nyttig og nødvendig.

Også den offentlige mening får lov til at give ord med på vejen, og indimellem træder hun ud af alle rollerne og bliver bare sig selv.

På tilskuerpladserne klukkes der genkendende over flere pointer, og efterfølgende sidder de inviterede lærere pænt med fingeren i vejret og venter på deres tur til at give forestillingen en kommentar med på vejen:

»Jeg synes lige, I misser, at man har sparet fire milliarder på folkeskolen for at lave reformen. Det er måske en del af forklaringen på, at lærerne piber,« påpeges det fra en mandlig lærer på forreste række.

Mens en anden gerne lige vil fortælle, hvordan det føles, når man af den offentlige mening pludselig bliver udråbt til en slags Dovne Robert.

»Der er åbenbart ingen grænser for, hvor meget alle andre end lærere arbejder,« lyder det en smule bittert. »Men det er helt OK også at få det med i forestillingen, I skal jo ikke bare please os.«

Tamilsagen

Den lille flok lærere får hurtigt talt sig varm, og snart flyver det i luften med begreber som konfrontationstimer, fælles forberedelsesrum, fleksibel arbejdstid, fælles måltal og kopirumsstress – og er det i orden, at undervisningsministeren i forestillingen bliver kaldt for »dumme so«?

»Vi har faktisk aldrig sagt dumme so, men alle ved jo godt, at det er det, vi har tænkt,« som én åbenhjertigt siger – efterfulgt af bragende latter fra alle.

Lars Bjarne Andersen fra Harte Skole har også tidligere givet input til forestillingen.

»Jeg tror bestemt, der kan komme noget ud af det,« siger han. »Uden sammenligning i øvrigt tænker jeg denne her forestilling lidt ligesom Peter Larsens gennemgang af Tamilsagen i sin tid. Det ville være fedt at komme ind bag noget af det, vi synes har kørt lidt fordækt i hele forløbet med folkeskolereformen. Jeg synes bestemt, at forestillingen her tegner til at ramme noget af det rigtige.«

Anna Schulin-Zeuthen har flittigt taget noter under hele seancen.

»Det har været lidt angstprovokerende at vise forestillingen for et publikum for første gang. Men jeg synes, de tog godt imod den, og jeg har fået nogle rigtigt gode idéer at arbejde videre med,« siger hun og fortsætter:

»Jeg håber, den færdige forestilling både vil give publikum noget at grine ad og blive berørt af. Den må også gerne bidrage til, at man som lægmand forstår, hvor stort et job, det egentlig er, vi har givet folkeskolelærerne, og hvor stor respekt vi skylder dem. Men vi vil også gerne give bare et lille anslag af et tema, som er vigtigt for mig, nemlig at vi har tillid til hinanden og forventer noget af hinanden.«

Nanna Cecilie Bang tilføjer:

»Selvfølgelig fortæller vi først og fremmest en historie om folkeskolen, men vi vil også gerne give stof til eftertanke om nogle mere grundlæggende ting i samfundet, der for eksempel handler om tillid og pres, ensretning og præstation. Det kan godt være, at vi gerne vil slå Kina i matematik, men vil vi også have det skole- og samfundssystem, som kineserne har?«

»Folkeskolereformen« spiller på Mungo Park Kolding 17. februar-14. marts. Se mere på mungoparkkolding.dk.