Folkekirken benytter sig af influencere til at reklamere for sine kirkegårde.

Aarhus Stift har betalt influencere i alt 150.000 kroner for blandt andet at få budskabet, om at man kan bruge kirkegårdene i Østjylland til andet end at blive begravet i, ud til flere mennesker, skriver Kristeligt Dagblad.

Avisen citerer Sørine Gotfredsen, der er sognepræst og debattør for, at ideen er »virkelig farlig«, og at det er et »knæfald for den digitale kraft, som er så kommerciel og manipulerende«.

En af influencerne, som reklamerer på vegne af Folkekirken, er Emma Martiny, der i et Instagram-opslag 18. april delte billeder af kirsebærtræerne på Nordre Kirkegård i Aarhus. Den ledsagende tekst indledes med ordene »betalt samarbejde med Folkekirken i Østjylland«.

Hun skriver videre, at hun tidligt i sit forhold med sin nuværende mand gik en tur på kirkegården, som hun kalder en »grøn, stille oase på grænsen til Trøjborg, med udsigt over havnen og skoven lige om hjørnet«.

Biskop Henrik Wigh-Poulsen oplyser til Kristeligt Dagblad, at de 150.000 kroner svarer til, hvad en kommunikationskampagne ellers koster for stiftet.

»Kommunikationsudvalget i stiftsrådet besluttede, at det gerne ville udbrede kendskabet til kirkegårdene og sætte fokus på dem. Man kom frem til, at Instagram ville være et godt sted at gøre det, fordi det er noget, som mange bruger, og hvor vi ville kunne komme i kontakt med folk, der ikke normalt kommer ind i vores kirker,« siger Henrik Wigh-Poulsen til avisen.

Udover Emma Martiny har også Kristina Norré, der har Instagram-kontoen @samsoeliv, Louise Otto og Sabina Therese Haysen (@sabinasverden) lavet betalte opslag for Folkekirken.

Kristina Norré skriver om Lille Langør kirke, at den »må være en af de smukkest beliggende kirker i landet«, mens Sabina Haysen skriver, at hvis nogensinde skulle giftes, så skulle det være i Slotskirken i Skanderborg.

Københavns Stift oplyser til Berlingske, at det aldrig har brugt influencere.