»Folk glemmer at dyrke Danmark«

Suspekt og Folkeklubben har i hvert fald én ting til fælles: Kærligheden til fædrelandet. Berlingske har sat de to populære gruppers frontmænd i stævne til en snak om, hvor de ser Danmark anno 2015.

Foto: Uffe Weng. Suspekt og Folkeklubben er gået sammen og lavet nummeret Danmark. Her er det Suspekt frontmanden Orgi-E (Emil) (i sort sweat-shirt) og Folkeklubben frontmanden Kjartan Arngrim (i brun jakke).
Læs mere
Fold sammen

Modsætninger mødes, og sød musik opstår. Sådan hedder et gammelt dansk mundheld. Og at det er noget om snakken er en ny sang med den stolte titel »Danmark« et godt eksempel på. Sådan da. For selvom sangens ophavsmænd er to så umage størrelser som hardcore rapgruppen Suspekt og det samfundsrevsende popband Folkeklubben, så er den musik, der er opstået imellem dem nok i bedste fald bittersød.

Fællessangen er at finde på det aktuelle velgørenhedsalbum »Sammen«, hvorfra al overskud går til Dansk Flygtningehjælps arbejde med at hjælpe mennesker på flugt i Syrien, Jordan og Libanon. Uden at kende synderligt til hinanden havde både Suspekt og Folkeklubben sagt ja til at være med på pladen.

Og da de tilfældigt mødtes i Store Vega under Golden Days-festivalens hyldest til den danske sangskat, fandt de ud af, at de hver især gik rundt og tumlede med nogle af de samme tanker om fædrelandet. Resultatet blev, at de snart efter gik i studiet og smedede versene fra Suspekts benhårde fædrelandssang »Danmark« sammen med omkvædet fra Folkeklubbens poetisk ulmende single »Danmarksfilm«.

Og lad os bare sige, at det ikke er et rosenrødt billede af fædrelandet, som de to orkestre synger frem. Derfor har jeg sat Emil »Orgi-E« Simonson fra Suspekt og Kjartan Arngrim fra Folkeklubben i stævne. For at høre hvor de ser Danmark anno 2015.

Sangen hedder »Danmark«. Det er jo en stor titel, der forpligter. Hvad er det for en sang, I har lavet?

Kjartan: »Det er en meget hård og gådefuld og uafklaret sang. Du har en helt vild, hardcore, sprogligt begavet, rablende opsang fra Suspekt, som munder ud i en konklusion om, at det er godt for dét, der er oppe i dit hoved. Er det en hyldestsang? Er det en protestsang? Hvad er det egentlig? Det er det, jeg godt kan lide ved den,« forklarer han og fortsætter:

»Vi har snakket meget om, at det grundlæggende er en kærlighedssang til et land, vi holder meget af. Og ligesom med mennesker, som du holder meget af, så giver du dem også en opsang engang imellem. Og nogle gange får du én igen. Men modsat den politiske debat så kan sange og værker jo tillade sig at rumme modsætninger og spændinger. Og det gør den her sang også. Så må lytteren selv finde ud af, hvor han eller hende står.«

Emil: »Nu har der været gang i den her melting pot vi kalder Danmark i rigtig lang tid. Hvor er det, vi vil hen? Hvor er det, vi står? Det lyder banalt, men hvad er det for en fremtid, vi gerne vil skabe for hinanden og vores børn? Lige nu bliver landet flået i forskellige retninger. Udkantsdanskerne peger fingre ad folk inde i byen og omvendt. Alle peger fingre ad hinanden. Alt i tv handler om at pege fingre og tage røven på hinanden. Hvad blev der af at stå sammen? Det er det, tiden kalder på.«

Kjartan: »Der er nok få mennesker, der kommer så meget rundt i landet via deres arbejde, som vi gør. Vi er ude i det, som man i Berlingske og Politiken kalder for Incest-Danmark, for Skimmelsvamps-Danmark, Den Rådne Banan. Men vi oplever altså præcis det modsatte. Der er en helt vild kultur derude. En helt vild lidenskab og galskab.«

»Man skal jo være gal for at drive en forretning derude, og spillesteder, musikforeninger, gallerier, butikker - det driver de jo på trods. Og de får altså ikke nogen støtte derude. Det er bare sjovt at se, hvordan der kan være ét billede i medierne, og så kan der være et helt andet, når man rent faktisk bevæger sig derud og oplever det. I virkeligheden hænger det her land måske meget bedre sammen, end vi går og bilder hinanden ind.«

Enorm sammenhængskraft

Emil: »Det gør det da helt klart. Men vi glemmer at sige det. Når jeg ser TV2 Nordjylland, så er der fucking gang i den. Sønderjylland har haft en masse problemer i forbindelse med krisen og en masse store firmaer, der har måttet lukke og fyre rigtig mange folk. De har helt klart haft det hårdt. Men så lad os da fokusere på det i stedet for at pege fingre ad dem. Lad os få folk med på vognen.«

»Det går sindssygt godt i Aalborg. Når vi er deroppe og spille, oplever vi, at det er en by på vej. Det er som om, at bare fordi kultureliten befinder sig i København, så er det det eneste rigtige. Problemet er bare, at København er København, og på den anden side af Valby Bakke er hele Danmark,« siger han og fortsætter:

»Folk glemmer at dyrke Danmark. Det har vi gjort meget ud af i Suspekt. Alt fra selve folkene derude til mormors gamle juleplatter på væggen til flæskesteg til vores flag. Alle de ting, som vi ikke skal begynde at bruge i kampen mod det onde, men se som noget godt og noget kærligt, noget vi er fælles om.«

»Vi skal huske vores fælles kultur. Hvis vi ikke gør det nu, så er det væk om 30-50 år. Og det er ikke sådan en Morten Korch-agtig Dansk Folkeparti-måde at kigge tilbage på og sige, at det var bedre i fortiden. Gu’ var det ej. Det var værre i fortiden. Vi har aldrig haft det bedre end nu. Derfor er det også lige præcis nu, at vi skal stå sammen om det.«

Så I ser grundlæggende et Danmark splittet mellem hovedstad og provins, elite og folk?

Kjartan: »Det er bare en overflade. Det er ikke en grundlæggende splittelse overhovedet. Det er medieskabt overflade. Hvis man tager ud i Danmark, oplever man en enorm sammenhængskraft. Og et enormt potentiale.«

En opsang til medierne

Sangen er både en kærlighedserklæring og en opsang. Hvem er opsangen rettet mod?

Kjartan: »Os selv og dem, der lever og ånder i det her land.«

Emil: »Nu kan jeg kun tale for mit eget vedkommende, men det er da en kraftig opsang til medierne også. Det er jo jer, der formidler til resten af befolkningen. I har et kæmpe fucking ansvar. Hver gang der kommer et eller andet, lægger i ansvaret over på kunstnere eller alle mulige andre. Men det er jer, der har ansvaret.«

»Det er jer og alle i jeres branche, der har ansvaret, for det er jer, der formidler energi og vibe ud til folk, og hvis I formidler lort - og det gælder også for politikere - så kommer der lort. Og så render vi alle sammen rundt - og måske især dem ovre i Vestjylland, hvor der ikke er særlig mange udlændinge - rundt og bliver bange for udlændinge og tror, at det hele drejer sig om ISIS, og at alle muslimer er forfærdelige. Og så får vi en ny nazisme. Det er I nødt til at tage alvorligt.«

Nu retter du skytset mod medierne. Men I er jo også selv en form for magt. I har en talerstol. Folk lytter til jer. Forpligter det jer på nogen måde?

Kjartan: »Jeg kan ikke se, at jeg er mere forpligtet til at have en holdning eller til at deltage end en VVS-montør, en pædagog eller skolelærer. Så spørger man, om musikere kan sige noget mere? Har de en særlig evne? Nej. Overhovedet ikke. Slet ikke.«

Emil: »Ikke med mindre de føler det.«

Kjartan: »Musikere kan lave nogle værker, som kan rumme nogle spændinger, og - hvis de er gode - nogle modsætningsforhold, som måske kan inspirere lytteren til at se tingene på en anden måde. Hvis man er heldig og gør sig umage vel at mærke.«

»Vores sang rummer en masse modsætninger. Der er både noget opsang og noget hyldest. Det er vel sådan, man har det med sit land. Ligesom man kan have det sådan med sin dame. Der er da også nogle ting, man er træt af, ligesom der er ting, man synes er helt fantastiske. Det er som regel to sider af samme sag.«

Kunstnere skal ytre sig

Der har været en del debat om musikere med politiske holdninger her på det sidste. Nu er det jo ikke vildt kontroversielt at være med på en støtteplade til fordel for flygtninge, men har I selv haft nogle overvejelser i forhold til det her med at komme med skarpe politiske udmeldinger?

Kjartan: »Det sjove er, at alle interview har drejet sig om, hvorfor vi har valgt at have en holdning, om vi føler en særlig forpligtelse som kunstnere. Som om det i sig selv skulle være noget helt vildt nyt og spændende. Det er da lidt sjovt.«

»For det siger måske noget om den tid, vi lige kommer fra, hvor der har været en masse fed pop og kærlighedssange. Så kommer der en modpol. Ligesom man i 70erne heller ikke kunne holde ud at høre på mere venstreorienteret bavl i vers og omkvæd. Det var til at brække sig over. Og så svingede pendulet.«

Emil: »Det er jo netop essensen af, hvorfor kunstnere skal ytre sig. Uanset om det handler om politik eller kærlighed eller noget helt tredje. Vi har flair for at opsnappe tendenser, følelser og bølger i samfundet før mange andre - eller i hvert fald italesætte det, vi ser, hører, føler og er en del af. Derfor er det meget vigtigt, at vi ytrer os omkring det.«

»Ellers står det fuldstændig stille. Så er der ingen, der siger noget eller tager hul på bylden, som alle andre så kan sidde og snakke om derhjemme, når de læser et interview eller ser nogle politikere i tv. Det er så vigtigt, at de her ting kommer med i puljen. Ellers får vi sådan en sort/hvid-, blå/rød-, enten-eller-verden.«

Kjartan: »Der har jo været en lang snak om, at det var et problem, at alle kunstnere var venstreorienterede. Bl.a. i Berlingske hvor Anne Sophia Hermansen har fremført det synspunkt. Der er jeg bare nødt til at sige: Det er da ikke et problem, om folk er højre- eller venstreorienterede. Vi har da først et problem, hvis folk slet ikke er orienterede.«