Foghs appel til amerikanerne: Vælg en politibetjent – ikke en portvagt

Anders Fogh Rasmussens bog udkommer også i USA. Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man gerne vil vide, hvad vores tidligere statsminister og general­sekretær i NATO mener om verden, og hvordan den bør ledes, så skal man ubetinget læse Anders Fogh Rasmussens bog »Viljen til at lede.« Den er gennemført og vedholdende i sin stærkt personlige argumentation for, at USA skal indtage rollen som global politimand og leder af den frie verden frem for at være portvagt ved indgangen til Amerika.

Men hvis man forventer en nuanceret og måske ligefrem overraskende analyse af verdens tilstand fra en politisk leder, som har bevæget sig på den internationale scene i 15 begivenhedsrige år, så bliver man skuffet. »Viljen til at lede« er først og fremmest et kampskrift for NATO, det transatlantiske samarbejde og USAs militære involvering i verden. På den måde er bogen et velplaceret indspark i en usikker verden og en sikkerhedspolitisk debat, hvor det kan være svært at holde fokus. Gennem taler, portrætter og egne oplevelser leverer Anders Fogh Rasmussen et letlæst bidrag til debatten, som sjældent har været mere aktuelt og nødvendigt end nu, men som også har en tendens til at blive meget sort-hvidt.

Anders Fogh Rasmussen skriver selv, at bogen er en appel til det amerikanske folk om at vælge en præsident, der vil tage et globalt ansvar. Han peger ikke på, om det er Clinton eller Trump, der bedst udfylder denne rolle, men som læser er man ikke i tvivl om, at Trumps isolationisme og afvisning af globale handelsaftaler ikke i Fogh Rasmussens øjne vil gøre verden mere sikker. I bogen fremhæver og portrætterer Fogh til gengæld tre stærke tidligere præsidenter, som tog ansvaret på sig. Harry S.Truman, som efter Anden Verdenskrig påtog sig at genopbygge og forsvare Vesteuropa mod den kommunistiske trussel, John F. Kennedy, som satte hårdt mod hårdt over for Sovjetunionen på Cuba, kommunikerede et stærkt Amerika og rejste til Vestberlin for at udtrykke sin ubetingede støtte med ordene »Ich bin ein Berliner.« Og endelig Ronald Reagan, som tvang Sovjetunionen i knæ med sin benhårde oprustning, som til sidst førte til Murens fald og opløsningen af den kommunistiske supermagt. Der er ros til George W. Bush for at smide Irak ud af Kuwait og formulere en ny global verdensorden samt til den senere præsident Bush for at gå militært ind i Irak og Afghanistan.

Derimod har Anders Fogh Rasmussen ikke meget til overs for præsident Bill Clinton, som trak sig fra den internationale rolle som politibetjent efter ydmygelser i Somalia og senere fejlede ved ikke at gribe ind over for folkemordet i Rwanda og først sent at intervenere på Balkan. Barack Obama får en hård kritik, fordi han trak en rød linje i Syrien, og, da Assad overskred den, alligevel ikke greb ind. Mens det internationale engagement for tidligere præsidenter har været en aktiv del af deres udenrigspolitik, så kalder Fogh Rasmussens Obamas militære doktrin for »den sidste udvejs doktrin.«

Hver gang USA udviser svaghed, inspirerer det »mørke kræfter« – russere, kinesere og slyngel­stater i hele verden – til at danse på bordene. Irak-krigen splittede EU og Fogh Rasmussens ubetingede valg af side til fordel for USAs og Storbritanniens kurs spejler sig i hans vurdering af de europæiske ledere.

Mens Tony Blair hyldes med en stærk undren over, at det britiske arbejderparti, Labour, satte ham på porten, så er tyske Gerhard Schröder og franske Jacques Chirac ikke Foghs kop te, især ikke sidstnævntes forsøg på at styrke Europa og nedtone de atlantiske bånd.

»Viljen til at lede« er et bastant forsvar for de beslutninger, som Anders Fogh Rasmussen selv har været med til træffe. Det kan nok ikke være anderledes. Men for sit indre øre kan man hele bogen igennem høre ordene »der er ikke noget at komme efter«, uanset om det handler om Irak, Afghanistan, Libyen eller Muhammed-krisen. Og det er nok bogens største svaghed. Når det gik galt i de tre lande efter Vestens militære indgriben, var det ifølge Fogh hver gang på grund af mangel på politisk opfølgning. Det blev fatalt i Irak, og i Libyen, som Fogh Rasmussen som NATOs general­sekretær var dybt involveret i.

»Viljen til at lede« er en spændende og engageret overflyvning af de seneste 70 års sikkerhedspolitik med stærke ideologiske briller. Men Anders Fogh Rasmussens idealistiske fortælling kunne med fordel have inddraget og behandlet nogle af de kendte argumenter mod Vestens og USAs militære engagement: At verden er blevet mere kompliceret efter Den Kolde Krigs ophør, og at det ikke altid er nemt at udpege fjender og venner af den frie verden.

Se blot på Syrien! At krigene i Irak og Afghanistan var ved at bringe USA på fallittens rand. At de amerikanske vælgere led og lider af udpræget krigstræthed, hvilket i et demokratisk land ikke kan undgå at spille ind. At erfaringerne med vellykket »nation-building« efter militære operationer er så ringe, at det kan være et argument i sig selv for ikke at gribe ind. Jo, alle har ret til at leve i frihed og demokrati, som Fogh skriver, men desværre er det ofte ikke det, der bliver resultatet af vestlig militær indgriben.

Men netop denne tvivl er måske de liberale vestlige demokratiers svaghed. Eller som Anders Fogh Rasmussen skriver i sit sidste kapitel: »Verdens liberale demokratier er uhyre overlegne i forhold til verdens autokratier i næsten enhver henseeende undtagen én: viljen til at lede. Autokratiske ledere tvivler ikke på sig selv.«

Hvad: Viljen til at lede Forfatter: Anders Fogh Rasmussen. Sider: 312. Pris: 300 kr. Forlag: Politiken