Fogh, Jørgensen & Schlüter junior

Hvordan er det at være søn af landets mest magtfulde mand? Berlingske Tidende har samlet tre statsministersønner, Anker Jørgensens, Poul Schlüters og Anders Fogh Rasmussens, for at få svaret.

Tre statsministersønner har taget opstilling i fædrenes politiske højborg. Peter Schlüter, Henrik Fogh Rasmussen og Peter Kvist Jørgensen. Foto: Linda Henriksen Fold sammen
Læs mere

En dag engang i halvfjerdserne sad buschauffør Peter Kvist Jørgensen bag rattet på»Linje 2« og kørte ud ad Amagerbrogade på vej mod Brønshøj. Pludselig fik han øje på en spiseseddel fra Ekstra Bladet  udstyret med et billede af ham selv og et kort, provokerende citat. Med store typer stod der: »Ankers søn: »Strejk!««

»Jeg tror egentlig ikke, der var så mange, der kunne se, at det var mig, men for mig betød det da utrolig meget, at jeg var på spisesedlen i hele byen. Sådan nogle episoder oplevede jeg tit,« siger Peter Kvist Jørgensen om en af de gange, hvor han mærkede, at han ikke bare var en helt almindelig buschauffør dengang i 1970erne, men også søn af landets daværende statsminister, socialdemokraten Anker Jørgensen.

Peter Kvist Jørgensen sidder sammen med to andre helt almindelige mænd med ikke helt almindeligt klingende navne i danskernes ører: Peter Schlüter, den tidligere konservative statsminister Poul Schlüters søn, og Henrik Fogh Rasmussen, søn af nuværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Berlingske Tidende har samlet de tre på Christiansborg til en snak om at have Danmarks mest magtfulde mand som far.

Slægtskabet mellem fædre og sønner er ikke til at tage fejl af. 57-årige Peter Kvist Jørgensen er lille som sin far, men mere spinkel. Ansigtsformen og den vigende hårgrænse afslører også familieskabet. 27-årige Henrik Fogh Rasmussens ansigtstræk er ikke så skarpe som sin fars, men han har det samme stride, sorte hår, det skæve smil og de lidt stirrende, blåøjne. Peter Schlüter, der er 43 år, har de buskede øjenbryn og det grå hår, men dog uden den karakteristiske »schlüterske« fønbølge.

De tre statsministersønner har aldrig tidligere mødt hinanden. Alligevel har de gjort sig mange af de samme erfaringer, har oplevet parallelle episoder, og én bestemt ting har de tre sønner i hvert fald til fælles: Et minde. Om den dag, deres far blev statsminister.

»Helt præcist stod jeg inde på havnekajen i Esbjerg, da jeg fik beskeden,« siger Peter Kvist Jørgensen. Han var 22 år, da Jens Otto Krag dagen efter EF-afstemningen den 2. oktober 1972 trådte tilbage som statsminister og pegede på Anker Jørgensen som sin efterfølger. Det kom bag på mange  og i hvert fald på sønnen - at Anker Jørgensen fik statsministerposten. Som forbundsformand i Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund havde Anker Jørgensen ikke nogen ministererfaring.

»Jeg var begyndt på Den Rejsende Højskole, da den stadigvæk lå på Fanø. Jeg var i Esbjerg for at handle ind  vi kørte altid ind i gamle busser og proppede alt muligt ind i dem og kørte tilbage til Fanø med tyve kilo brune bønner og sådan nogle ting. Det var stort set det, vi levede af i de måneder,« griner Peter Kvist Jørgensen og fortsætter med sydhavnsdialekt, der kendetegner hans sprog:

»Så er der en, der kommer og siger: Du, din far er blevet statsminister.Ja, den er god med dig, sagde jeg. Det troede jeg sgu ikke på. Men så kunne jeg godt fornemme en eller anden mærkelig stemning, da jeg kom tilbage til skolen; at det var der vist alligevel noget om.«

Lidt efter ringede elevtelefonen på højskolen. Det var B.T.:

»Det var første gang, jeg rigtig oplevede mediernes halv-løgnagtige omgang med sandheden. Journalisten sagde: Vi har snakket med dine søstre. Min lillebror havde de ikke snakket med, for han var ikke meget mere end 11-12 år dengang. Jeg sagde et par forblommede ord og følte mig meget forvirret over pludselig at være kommet i mediernes søgelys. Det viste sig bagefter, at journalisten havde sagt det samme til mine søstre. Det var bare en måde at åbne munden på os på,« siger Peter Kvist Jørgensen.

Ti år efter var det Peter Schlüters tur til at blive statsministersøn. Den 10. september 1982 blev Anker Jørgensens regering væltet, og Poul Schlüter dannede sin firkløverregering. Dengang var Peter Schlüter 18 år:

»Det var en bizar oplevelse at komme i skole på Ordrup Gymnasium og gå op ad trappen og pludselig føle, at alle folk kiggede påén og hvisketiskede. Det skulle jeg lige vænne mig til. Og det var jo ikke noget, der forsvandt efter den dag. Du nævner meget hurtigt medierne,« siger Peter Schlüter og ser på Peter Kvist Jørgensen: »Det er jo sådan noget, man får ind på livet, og det kan godt være lidt voldsomt, når man har været forskånet for det indtil da. Man står temmelig uforberedt over for sådan nogle drevne journalister, som gerne vil have en god historie ud af statsministersønnen.«

Peter Schlüter husker, at opmærksomheden gjorde ham mere bevidst om, hvorfor folk ville snakke med ham.

»Éns underbevidsthed begynder at arbejde med at finde ud af, hvad det her menneske vil mig. Man føler, at folk synes, man er interessant på grund af et efternavn. Jeg blev meget opmærksom på, at folk skulle være interesseret i mig  Peter  ikke i mit efternavn,« siger Peter Schlüter. De to andre nikker samstemmende.

Som de sidder i Grønlandsværelset på Christiansborg, ligner de indbegrebet af de værdier og den kultur, de er rundet af. Peter Kvist Jørgensen og Henrik Fogh Rasmussen som de to yderpoler: Jørgensen i gul, stribet poloshirt til cowboybukser over for Foghs stramme, mørke jakkesæt til lys skjorte og slips. Peter Schlüter er med jeans til jakke og skjorte mellemvejen.

Henrik Fogh Rasmussen kæmpede for at træde ud af sin fars skygge, allerede længe inden hans far blev statsminister. Nemlig da han som gymnasieelev i Viborg var aktiv i Venstres Ungdom.

»Alle vidste, hvem min far var, og jeg kan fuldstændig kende det der med, om nogen bare vil snakke med mig på grund af min far. Min kone siger også, at jeg kan virke lidt reserveret og mistænksom, når jeg møder folk. Jeg prøver at være åben, og jeg tror da også, at det har ændret sig, efter jeg er kommet til USA. Jeg er blevet mere åben, end jeg var i Danmark. Jeg føler mig meget anonym derovre, og det har jeg det rigtig godt med. Jeg tror, jeg er blevet mere almindelig af at være væk fra Danmark,« siger Henrik Fogh Rasmussen, der har taget hele sin uddannelse i USA og bor der i dag.

Henrik Fogh Rasmussen kom da også kun hjem på en kort visit på valgdagen den 20. november 2001. Den dag, hans far blev statsminister. Valgsejren, der for første gang siden 1920 gjorde Venstre til Danmarks største parti, blev fejret på færgen Sjælland. Her hyldede unge VUere og partiet deres leder. Og da Anders Fogh Rasmussen skulle holde sin vindertale, blev familien trukket med op på podiet.

»Det brød jeg mig ikke om, for det var hans sejr. Jeg havde ikke engang ....« Henrik Fogh Rasmussen trækker lidt på det, inden han fortsætter: »Alle på den færge havde gjort mere for, at min far skulle vinde, end jeg havde. Jeg havde siddet i USA og kom hjem for at være med på færgen. Alle de VUere, der stod foran scenen, havde været med til at hænge valgplakater op, og jeg tænkte: Hvorfor skal jeg stå her, mens de står og klapper?«

At tingene blev flyttet til et andet niveau, da hans far blev statsminister, mærkede Henrik Fogh Rasmussen hurtigt og meget konkret:

»Da vi mødtes med min far ved indgangen til færgen, kom der en fra Rigspolitiet og sagde til min mor: Vi er her for at passe på ham. Dér kan jeg huske, at jeg tænkte: Nu er det noget specielt. Det kan godt være, han var kendt før, men nu var der sket noget. Det var sådan et tegn på, at nu havde han nået det, han ville. Jeg var stolt over, at han havde nået sit mål,« siger Henrik Fogh Rasmussen. Han taler fuldstændig som sin far. Midtjysk dialekt inkluderet.

De tre statsministersønner har alle haft politiske opgør med deres fædre; opgør, der kan have sine konsekvenser, når far er statsminister.

Henrik Fogh Rasmussen var allerede som ganske ung mere hardcore liberal end sin far. Halvt i desperation over Anders Foghs på daværende tidspunkt ellers ret liberale kurs kaldte Henrik Fogh Rasmussen sin far for »rød« i en avisartikel for ti år siden. Netop den artikel, som Berlingske Tidendes daværende politiske redaktør og nuværende Se & Hør-redaktør, Henrik Qvortrup, skrev under overskriften: »Hjælp  min far er rød,« blev den direkte anledning til, at Henrik Fogh Rasmussen bosatte sig i USA i slutningen af 1990erne. En ung, amerikansk republikaner, der forstod dansk, læste artiklen, hvor Fogh junior beklagede sig over sin far i almindelighed og Danmark i særdeleshed. Den amerikanske udvekslingsstudent tænkte, at USA lige måtte være noget for den unge frihedselskende liberalist. Henrik Fogh tog imod invitationen og blev så vild med USA, at han slog sig ned permanent  mens Henrik Qvortrup, kort tid efter blev spindoktor for farmand.

»Jeg følte ikke, at der var højt nok til loftet i Danmark på det tidspunkt. Det hang lidt sammen med, at jeg havde fået nogen på snuden i VU  også på grund af mit efternavn. Man kunne ikke tage en stor filosofisk diskussion uden at havne på forsiden af B.T. Jeg havde skrevet noget i et VU-blad, som blev ført ind i en politisk sammenhæng, men jeg var jo netop ikke politiker. Jeg ville bare tale ideer som en ung gymnasieelev og syntes, det var spændende,« siger Henrik Fogh Rasmussen, og Peter Kvist Jørgensen bryder ind:

»Jeg havde det meget ligesom Henrik  jeg følte, at det danske samfund var noget småfnidder. Det var et mærkeligt konformt og kedeligt land, syntes jeg.«

Derfor tog Peter Kvist Jørgensen på tomlen til Sydeuropa som 16-årig  seks år inden hans far blev statsminister. Han blev hurtigt grebet af ungdomsoprøret i slutningen af tresserne og gjorde op med sin fars kompromissøgende, socialdemokratiske tankegang.

»Jeg kan huske, at min far sad i forældrebestyrelsen, og jeg havde nogle konflikter med lærerne. Der følte jeg den dér konsensus om, at nu skulle man da endeligt ikke forsøge at finde ud af, om det var mig eller læreren, der havde begået fejlen. Det var jeg stærkt utilfreds med. Så tænkte jeg: Kraftedeme, der er ingen retfærdighed til i verden,« siger Peter Kvist Jørgensen.

Som helt ung var han medlem af den socialdemokratiske ungdomsorganisation, DSU, men der blev for ham hurtigt for meget strikkeklub over det. I stedet faldt han til på den knap så kompromissøgende venstrefløj og var på et tidspunkt medlem af Enhedslisten. Socialdemokrat bliver han aldrig, bedyrer han.

»Men min far sagde ikke noget til, at jeg meldte mig ud af DSU. Min mor sagde godt nok: Hvad tror du, far siger? Men jeg sagde: Det ved jeg sgu ikke, men det må jeg da selv bestemme. Det skulle han ikke blande sig i. Det var det samme, da jeg meldte mig ud af gymnasiet,« siger Peter Kvist Jørgensen, der som ung kastede sig over forskellige former for ufaglært arbejde. Opvæksten i det traditionelle arbejder- og funktionærkvarter i Københavns Sydhavn har givet ham et vist frisind og gå-på-mod, mener Peter Kvist Jørgensen:

»Der var den her tro på, at det nok skulle gå, og at der kom noget godt ud af det, selvom vi ikke fortsatte som DSUere eller droppede en videregående uddannelse,« siger Peter Kvist Jørgensen.

Forstående fædre hører ikke kun Sydhavnen til. Både i Peter Schlüters barndomshjem i Gladsaxe og på Viborgegnen hos Fogh har statsministerfædrene accepteret de valg, som sønnerne traf. Henrik Fogh Rasmussens far havde fuld forståelse for, at sønnen forlod Danmark. Peter Schlüter prøvede i mange år at provokere sin far og gøre oprør. Men Poul Schlüter bed ikke på.

»Når vi havde en politisk diskussion, så gjaldt det jo om at finde et eller andet, hvor man kunne trænge ham op i en krog. Jeg prøvede som en gal, men det lykkedes aldrig,« griner Peter Schlüter og fortsætter med den sprøde stemme, han har arvet fra sin far:

»Han havde jo altid udvejen  det der fornuftige, men også lidt kedelige svar. Han lod mig bare trampe ud ad min egen tangent. Det respekterer jeg ham meget for i dag: At vi fik lov til fuldstændig selv at rode rundt i, hvad der var op og ned i politik og synspunkter.«

Peter Kvist Jørgensen fortæller, hvordan blandt andet en episode, hvor han som buschauffør kom i konflikt med sin far på forsiden af Ekstra Bladet, gjorde, at diskussionerne efterhånden døde ud.

»Jeg tror, at min far blev træt af at høre på mig, og jeg gad sgu heller ikke rigtig diskutere de der store principielle spørgsmål i forhold til pragmatisk mindretalspolitik. Så et eller andet sted tror jeg, vi gik i stå med at diskutere,« husker Peter Kvist Jørgensen.

»Det kan jeg faktisk godt genkende,« bryder Henrik Fogh ind: »Det der med, at det i en periode var ligesom ...« Han slår næverne mod hinanden: »Det var, da jeg var aktiv i Venstres Ungdom i 1996-97. Der tror jeg, det gik op for mig, at jeg måske ikke havde den samme frihed.«

Henrik Fogh Rasmussen tøver lidt:

»Det kan godt være, at jeg kan gøre det hjemme ved køkkenbordet, men hvis jeg snakker med folk, så skal jeg lige tænke over, hvordan jeg udtrykker mig og lade være med at have den samme søgende diskussion, som jeg havde derhjemme. Sidenhen stoppede diskussionerne lidt mellem min far og jeg, fordi vi kendte hinandens synspunkter.«

»I havde ligesom været derude at vende, ik?« udbryder Peter Kvist Jørgensen. Henrik Fogh Rasmussen smiler sit skæve smil og nikker et par gange.

Til trods for de til tider dårlige oplevelser med medierne og folk, der kun ser på efternavnet, har ingen af de tre kunnet holde sig ude af fædrenes fodspor. Peter Kvist Jørgensen er forbundssekretær i fagforeningen Fag og Arbejde og har ligesom sin far haft en lang karriere inden for fagbevægelsen. Peter Schlüter sidder i Borgerrepræsentationen i København. Han har desuden netop besluttet at stille op til Folketinget i sin fars gamle kreds i Sønderjylland for Det Konservative Folkeparti. Henrik Fogh Rasmussen deltager også i den politiske debat. Dog ikke i dansk indenrigspolitik, men han har for nylig udgivet den omdiskuterede bog, »Amerikanske Tilstande« en hyldest til den amerikanske samfundsmodel.

»Jeg sagde: Vorherre bevares, om jeg ville gå ind i politik. Jeg er blevet spurgt om det en million gange, og det hang mig i den grad ud af halsen i min ungdom,« husker Peter Schlüter. Hvorfor endte han der så alligevel?

»Ja, det er jo det tilbagevendende spørgsmål. Jeg tror, svaret er, at vejen ind i politik for børn af politikere er kortere. Hvis du er født ind i en familie, hvor man debatterer og blander sig, så er det betydeligt nemmere, end hvis man kommer fra et hjem, hvor man ikke har tradition for at snakke politik henover middagsmaden,« vurderer Peter Schlüter.

Efterhånden som interviewet skrider frem, kommer der da også mere og mere gang i den politiske debat. Peter Schlüter og Peter Kvist Jørgensen diskuterer begrebet solidaritet, en diskussion, Peter Kvist Jørgensen snart fører over i en snak om skævheden i verden. Noget, der virkelig optager ham. Schlüter udbryder: »Skal vi nu til at snakke ulighed?« Han kniber øjnene lidt sammen, lægger hovedet på skrå og siger: »Det kan vi nok diskutere...«

Schlüter og Jørgensen jr. har ikke så meget på spil. Fogh junior holder derimod lidt lav profil i den politiske krydsen klinger  måske belært af de dårlige erfaringer med at komme med politiske budskaber, der kan skabe splid mellem hans far, den særdeles nuværende statsminister, og ham selv i medierne.

Han er dog, når alt kommer til alt, ikke fars søn for ingenting:

»Det, at man er flasket op ved køkkenbordet med ikke at være ligeglad med, hvad der står i avisen og ikke kan lade være med at blive stikhamrende gal, når man ser et eller andet ... Så havner man der alligevel, fordi man ikke kan holde sin kæft.«