Første præmie til Skuespilhuset

Det Kongelige Teaters nye og endnu ikke åbnede skuespilhus ved Københavns Havn har allerede fået sin første officielle præmiering.

Den kommer fra Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, der har tildelt bygningsværket et af sine diplomer. I motiveringen hedder det bl.a., at skuespilhuset »drager fuld nytte af sin beliggenhed ud til havneløbet med et stort brodæk, som inden længe vil blive et meget populært, nyt sted i den indre by og således bidrager til at aktivisere dette tidligere lidt stille hjørne«. Skuespilhuset er tegnet af Lundgaard & Tranberg. Det åbner for publikum lørdag den 16. februar.