Første optræden efter droppede sexanklager: Kevin Spacey laver mystisk digtoplæsning på museum i Rom

Den amerikanske skuespiller Kevin Spacey optrådte fredag for første gang offentligt siden anklager mod ham om seksuelt overgreb blev droppet.

us-FILES-US-ENTERTAINMEMT-ASSAULT-TELEVISION-FILM
Kevin Spacey stod fredag pludselig på et museum i Rom og fremførte et digt, men han ville ikke rigtigt sige hvorfor. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANGELA WEISS

Fredag kunne museumsgæster på museet Palazzo Massimo i Rom pludselig opleve den verdensberømte amerikanske skuespiller Kevin Spacey optræde med en digtoplæsning.

Det skriver amerikanske The Daily Beast, der som et af de eneste medier, var blevet tippet på forhånd om skuespillerens optræden.

I et brunt jakkesæt stillede den 60-årige skuespiller sig op ved siden af den berømte bronzeskulptur »Den hvilende bokser«, og fremførte et italiensk digt på engelsk.

Digtet »Bokseren« er skrevet af den italienske digter Gabriele Tinti, og handler om en træt og nedbrudt bokser, der er blevet tæsket og efterladt blødende i bokseringen, men som alligevel er indstillet på at vinde.

Kevin Spacey

»Jo mere såret du er, jo større er du. Og jo mere tom er du.«


Dele af digtets ordlyd kan til forveksling minde om nogle af de oplevelser Kevin Spacey angiveligt selv har gået igennem, og ifølge journalister, der var tilstede, var det ofte svært at skelne, om Spacey mente ordene personligt, eller der udelukkende var tale om skuespil. Men hans mission var tydeligvis at fremføre et personligt budskab.

»Jo mere såret du er, jo større er du. Og jo mere tom er du,« lyder det blandt andet i digtet.

Skrevet til Kevin Spacey

Digteren har haft Kevin Spacey i tankerne, da han skrev versene, men han havde aldrig troet, at skuespilleren rent faktisk ville læse det op.

»Gennem en ven kontaktede jeg Kevin Spacey med digtet. Han satte med det samme pris på forslaget om at han skulle læse det højt foran statuen,« fortæller Gabriele Tinti til The Daily Beast.

Efterfølgende var de få pressefolk blevet lovet, at de kunne stille spørgsmål til skuespilleren, men han nægtede at svare på spørgsmål om anklagerne om seksuelle overgreb.

I juli i år frafaldt Anklagemyndigheden i Massachusetts tiltalen mod Kevin Spacey i en sag om et seksuelt overgreb. Den Oscar-vindende skuespiller var anklaget for at have forulempet en 18-årig mand seksuelt på en bar i 2016. Beskeden om den droppede sag kommer, under to uger efter at den 18-årige mand selv valgte at trække sagsanlægget tilbage.

Kevin Spaceys karriere kørte på skinner indtil slutningen af 2017, hvor Anthony Rapp som den første beskyldte Kevin Spacey for at have gjort seksuelle tilnærmelser mod ham i 1986, da Rapp var 14 år.

Beskyldingerne fra Anthony Rapp førte blandt andet til Kevin Spaceys fyring fra serien »House of Cards« på Netflix.

I alt har flere end 30 personer fremsat anklager mod Kevin Spacey.

Læs digtet i sin fulde længde her.

På denne video fra museet i Rom, kan man se Kevin Spacey fremføre digtet.