DR-programmet »Hammerslag« får fra efteråret næste år ny vært. Den hidtidige vært Christian Degn bliver erstattet af Tina Müller, der sideløbende fortsætter på DR Sporten, hvor hun til dagligt huserer.
Dermed bliver Tina Müller den tredje vært, der træder i fodsporene på Frode Munksgaard, der i 1991 startede programmet op. Dengang var det ikke boliger, der røg under hammeren men brugte biler og antikviteter. Det var først i 1994, at »Hammerslag« blev et boligprogram. Det var det også, da Frode Munksgaard i 2004 overdrog værtsrollen til Peter Ingemann og skiftede til TV2 Charlie. Peter Ingemann fik ni år som vært på Hammerslag, inden Christian Degn tog over i 2013.
Det er jo et legendarisk program, som har kørt i mange år, og derfor er jeg også ekstrem ydmyg over for at få muligheden for at være vært på programmetTina Müller
For første gang bliver det så en kvinde, der skal styre de dystende ejendomsmæglere gennem K3ere, mæglerbingo og beliggenhed, og det glæder hun sig til.
»Det er jo et legendarisk program, som har kørt i mange år, og derfor er jeg også ekstrem ydmyg over for at få muligheden for at være vært på programmet. På samme tid, er jeg er et menneske, der er drevet af nye udfordringer, og det må man i den grad sige, at »Hammerslag« er. Derfor glæder jeg mig også helt vildt, siger Tina Müller.
Programmerne med Christian Degn i værtsrollen ruller over skærmen i dette efterår, og næste sæson bliver altså med den nye vært bag roret. I følge DR vil der komme til at ske ændringer, men det er fortsat vigtigt at »ramme en balance af både genkendelighed og et program, der stadig formår at udvikle sig,« lyder det fra DR.
»»Hammerslag« har et utroligt stærkt DNA, som danskerne kender og holder af. Det respekterer jeg. På den anden side, skal jeg også ind og gøre programmet til mit eget og finde min måde at møde danskerne på. Det glæder jeg mig utroligt meget til, ligesom jeg bare glæder mig til at komme rundt i hele Danmark og se på en masse fede boliger, som uden tvivl vil kunne inspirere seerne og lære både dem og mig en masse nyt,« siger Tina Müller.

Værtstjansen på »Hammerslag« blev ledig tidligere på året, da Christian Degn skiftede til konkurrenten TV2, hvor han nu er vært på quizprogrammet »Hvem vil være millionær?«.
Tina Müller har tidligere bevæget sig uden for sportens verden. Hun har blandt andet været vært på »Madmagasinet« på DR1. Tina Müllerhar været ansat ved DR Sporten siden 2014, hvor hun også fortsat vil vært sideløbende med sin nye tjans.
/ritzau/