Første del: Kirkegårdsmysteriet om den såkaldte tidsrejsende Andreas Morgenrødt og hans gravsten fra 2064

Berlingske besøger Assistens Kirkegård for at forsøge at afsløre, hvem der står bag en mystisk gravsten.

Gravstenen med det indgraverede Andreas Morgenrødt. Tidsrejsende. 1996-2064 Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Få skridt om hjørnet fra Henry Heerup, kun et stenkast fra Dan Turéll og Hans Scherfig, lyser en kridhvid marmorsten op i et ellers gråt hjørne af Assistens Kirkegård på Nørrebro i København.

Andreas Morgenrødt. Tidsrejsende. 1996-2064, står der på stenen.

Jeg undrer mig, hver gang jeg går forbi. Er der en joke? Er det skjult kamera? Ligger der en freak begravet her, som selv synes, at det er morsomt at sende en hilsen fra den anden side?

Jeg ikke den eneste, der har undret mig over den mystiske sten, som man næsten ikke kan undgå at bemærke, når man går forbi med hunden eller barnevognen. En Google-søgning afslører, at andre har taget fotos af stenen og tilføjet »Højst besynderligt«, »God forberedelse« og »Tidsrejsende skal vel også begraves«.

Men det hjælper mig ikke tættere på en opklaring. Måske kan kirkegårdens kulturcenter løfte sløret. Centret er det eneste af sin slags i verden. Her må historikerne, kulturgeograferne og arkæologerne da vide noget. Jeg banker på den tunge dør.

»Det er jo fup,« siger Christoffer Jørgensen og træder ud på gårdspladsen, da jeg spørger til den mærkværdige gravsten.

Han er kulturvejleder i centret og kender om nogen gravstedernes historie.

»Man kan jo ikke være død i 2064 endnu. Det er en eller anden kunstnertype, der har sat stenen op uden at spørge om lov. Gartnerne ved helt sikkert, hvad han hedder.«

Hvor den såkaldte tidsrejsendes gravsten står i dag, stod der oprindeligt et monument over en hofbagermester, forklarer Christoffer Jørgensen, som ikke virker videre mystificeret.

Bagermesteren havde bagt for tre dronninger, men da gravstedet for flere år siden skulle restaureres, blev pladsen ledig. Engang i 2014 rejste ukendte folk denne Andreas Morgenrødts marmorsten på den tomme plads. Det nærmere gerningstidspunkt husker kulturvejlederen ikke. Men stenen fik lov at blive stående.

Gartneren Jesper stikker hovedet frem fra kulturcentrets gavl. Han kan heller ikke huske, hvem gerningsmanden bag den selvudnævnte tidsrejsende er, men han tror, at det er den samme kunstner, som engang købe et gravsted for at holde en falsk begravelse og begrave en figur af sig selv et andet sted på kirkegården.

»Jeg solgte ham jo gravstedet, fordi jeg troede, at han var syg og skulle dø. Så var det hele bare en form for happening, og jeg stod tilbage med en lang næse. Heldigvis fik vi sat en stopper for det snyderi,« siger gartneren.

Christoffer Jørgensen er dog sikker på, at kunstneren bag Andreas Morgenrødts gravsten er en anden, for det har en af de andre gartnere fortalt ham. Vi aftaler, at jeg cykler forbi igen næste dag. Christoffer Jørgensen lover at undersøge sagen i mellemtiden.

Tilbage på Assistens Kirkegård kommer seniorgartner Jan-Erik Sandberg rullende med sin trillebør. Skovl, hakke, rive. Værktøjet i trillebøren er det samme, som da han begyndte på kirkegården for 35 år siden.

»Så på den måde er der ikke sket så meget,« siger han.

Det siges i kirkegårdsmiljøet, at Jan-Erik Sandberg er den, der ved allermest om, hvad der rører sig blandt de døde. Hvis nogen kender Andreas Morgenrødts sande identitet, så er det ham. Og ganske rigtigt. Han ved, at det er digteren Morten Søndergaard, der står bag det mystiske forhold.

Jan-Erik Sandberg var nemlig en dag faldet i snak med en af kirkegårdens gæster, som er »mere kvik end gennemsnittet«. Hun havde lagt to og to sammen og havde regnet ud, at Andreas Morgenrødt var et anagram for Morten Søndergaard.

»Men hvorfor fjerner du den ikke, hvis det er snyd og bedrag?« spørger jeg.

»Hvis ikke jeg lod gravstenen være, så ville folk bare gå forbi uden at stoppe op og undre sig,« siger han og slår armene ud til siden:

»Hvorfor være sur og gnaven, når jeg kan give mine gæster en oplevelse?«

Jeg finder den formodede gerningsmand, Morten Søndergaards, telefonnummer på hans hjemmeside. Da jeg kommer igennem, spørger jeg spørger ham lige ud, om det er ham, der er Andreas Morgenrødt. Først bliver han overrasket, men så begynder han at skraldgrine.

Han er i Paris, men kommer tilfældigvis til København i forbindelse med udgivelsen af sin nye digtsamling, »Døden er en del af mit navn«. Vi aftaler at mødes på kirkegården.

Det virker umiddelbart et nummer for tilfældigt, at hans nye bog hænger sammen med stenen og udkommer netop nu. Kunne det hele bare være et PR-stunt, og er motivet bag, at Morten Søndergaard vil have presseomtale?

Læs videre i »Kirkegårdsmysteriet om den såkaldte tidsrejsende Andreas Morgenrødt og hans gravsten fra 2064« del 2.